Nu kan du se hvor langt du er i optjeningen til Lifetime Gold hos SAS EuroBonus

At man kan blive Guld-medlem for livet i EuroBonus er for såvidt ikke noget nyt. Men det er nyt at SAS nu for første gang fortæller helt klart om det offentligt. Nu kan du endda logge ind på SAS hjemmesiderne og se hvor langt du er kommet i optjeningen for at nå dette mål.

SAS har så længe vi kan huske haft en upubliseret fordel for kunder, som har været Guld-kunder i mange år, hvor de kunne få Guld-status resten af livet når de fyldte 60 år. Det fik de hvis de havde optjent denne status på normal vis i 10 år. For et par år siden begyndte SAS så at tale om at “Lifetime Gold” også skulle gælde personer under 60 år og at optjeningsreglerne ville blive lavet om til at man skal optjene Guld-status i ti år i træk. De første medlemmer modtog tidligere på året en besked om at de nu havde optjent denne status, men SAS gik aldrig officielt ud og fortalte om det.

I denne uge – i forbindelse med at de introducerede Points Sharing muligheden, hvor man kan dele sine bonuspoint med venner, familie og kollegaer, så løftede SAS også officielt sløret for Lifetime Gold.

Det betyder at hvis du har optjent mindst Guld-status i ti år i træk siden 2002, så vil dit statusniveau aldrig falde til under guld-niveau resten af dit liv. En flot gestus til kunderne som har været loyale igennem mange år.

Læs også: Alt du bør vide om SAS EuroBonus Point Sharing

Dog kan det virke lidt uretfærdigt, at optjeningsmålet er ti år i træk. Det betyder altså at hvis du har været guld-medlem i 9 år og går på f.eks. barsel, bliver syg eller skifter job et år, hvor din rejseaktivitet går ned, så skal du starte helt forfra med at optjene ti nye år inden du kan opnå guldkortet på livstid. Er du uheldig kan du være loyal mod SAS hele dit liv, men aldrig opnå Lifetime Gold, hvis du har et par enkelte år undervejs, hvor du af personlige årsager ikke rejser så meget.

Det kan virke noget diskriminerende overfor kvinder som går på barsel (ja vi ved godt at mænd også går på barsel, men det er stadig et fakta at flere kvinder holder længere barsel end mænd). Desuden må det være yderst frustrerende at have f.eks. et jobskifte efter mange års loyalitet mod SAS og så bare blive sendt bag i køen til ti års optjening igen. Måske endda til trods for at man samlet set har været loyal i langt mere end andre medlemmer, som har været heldige ikke at have et afbræk i deres karriere eller optjeningsperiode. Her havde vi faktisk gerne set at der var et samlet pointmål man kunne opnå for at få Lifetime Gold status. F.eks. 500.000 eller 1.000.000 statuspoint – uanset om det var optjent i ti år i træk. Det havde været langt mere fair overfor trofaste kunder. Det havde også været fair over for de meget loyale kunder, som f.eks. optjener Diamond status at de kunne nå målet lidt hurtigere end dem, som kun rejser det halve hvert år.

Lifetime Gold kan optjenes på optjening af statuspoint eller antal flyvninger. Har du fået et guldkort i gave fra et Diamond-medlem eller har du den såkaldte “soft landing” fra Diamond-status, så tæller det ikke med mod at få livstids-guld.

Hvor langt du er i optjeningen mod Lifetime Gold kan du nu se på SAS hjemmesiden. Her har SAS lavet en enkel oversigt over hvordan din optjening af statuspoint og antal flyvninger har set ud siden 2002, hvor optjeningen tæller fra.

Du kan selv se din optjening på dette link

Log ind på din konto og se hvor lang tid du mangler for at optjene Lifetime Gold – eller om du evt. allerede har optjent det.

Hvis du når Lifetime Gold status, så vil du ikke modtage noget specielt medlemskort. I praksis fungerer det sådan, at din EuroBonus-konto bare aldrig falder til under Guld-niveau.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here