Din guide til “Point Sharing” hos SAS EuroBonus

I foråret 2016 lukkede SAS ned for deres gamle familiekonto i EuroBonus, så det var en god nyhed for EuroBonus-medlemmerne da SAS – langt om længe – åbnede for deres nye “Point Sharing” platform. Her har vi lavet en guide til hvordan du samler bonuspoint fra venner, familie og kollegaer på én konto.

Umiddelbart er det ganske enkelt at starte en Point Sharing konto og invitere venner, familie eller kollegaer til at være med i gruppen.

Gå ind på linket: https://www.sas.dk/eurobonus/point-sharing/

Her skal du logge ind med din egen konto og kan herefter invitere nye medlemmer ind i din gruppe. Når du opretter gruppen, så er det dig som er “gruppeejer” og har kontrol over hvem som kan inviteres og hvem som kan bruge point af den samlede “pulje” af point.

Når du har oprettet dig som gruppeejer, så kan du invitere andre til at deltage. Det gør du ved at indtaste deres EuroBonus-nummer.

Herefter vil hvert inviterede medlem modtage en email, hvor de skal acceptere at træde ind i gruppen. Det gør de ved at klikke på et link i emailen og logge ind på sin EuroBonus-konto – for herefter at godkende vilkårene.

Sådan ser mailen ud, som inviterede medlemmer modtager. De skal nu klikke på linket, logge ind og godkende vilkårene for at træde ind i gruppen.

Når et medlem har tilmeldt sig gruppen og godkendt vilkårene, så modtager både medlemmet og gruppeejeren endnu en email, som bekræfter tilmeldingen og fortæller hvor mange point som er tilføjet gruppen.

Hvor mange medlemmer kan der være i en gruppe?

Udover gruppeejeren, så kan der inviteres 7 personer ind i en Point Sharing gruppe. Dvs. at der totalt kan være maksimalt 8 personer, som deler point i en gruppe.

Hvem kan inviteres med i din gruppe?

Der er som udgangspunkt ingen restriktioner på hvem som du kan invitere med i din gruppe. Det er altså ikke begrænset til familiemedlemmer eller personer på samme adresse. Du vælger helt frit om det skal være familie, venner eller kollegaer, som er med i din gruppe. Det kræver naturligvis at gruppemedlemmet selv godkender at træde ind i gruppen og accepterer at man ikke kan træde ud de første 6 måneder efter indmelding.

Hvem kan bruge point fra gruppen

Som udgangspunkt kan alle medlemmer af en Point Sharing gruppe bruge af den samlede pointsaldo i gruppen. Hvis du ikke ønsker dette, så skal du selv ændre indstillingerne for hvert enkelt medlem. Disse indstillinger kan kun ændres af gruppeejeren.

Det gør du ved at klikke på “Show Member Settings” under hvert enkelt medlem.

Under hvert medlem kan du, som gruppeejer, bestemme hvem som kan bruge point fra den fælles pulje.

Kan man bruge Mastercard FlyPremium rabat og American Express 2-for-1 vouchers?

Ja det kan man godt. Altså hvis det vel at mærke er den person, som har optjent disse fordele, som også bestiller billetterne. Har gruppeejeren f.eks. optjent FlyPremium rabat, så kan denne person bestille med rabat og bruge af den samlede pulje af point. Vær derfor opmærksom på hvem der bestiller bonusrejserne for at opnå den største rabat på pointprisen.

Vær opmærksom på rækkefølgen point bliver brugt

Point Sharing kontoen bruger automatisk EuroBonus-point i den rækkefølge de blev optjent i. Det vil i det fleste tilfælde betyde at det også stemmer med udløbsdatoen. Men vær opmærksom, hvis du er EuroBonus Diamond-medlem – og dermed ikke har udløbsdato på dine point. SAS har nemlig valgt at rækkefølgen afgøres af optjeningsdatoen og ikke udløbsdatoen. Dvs. at selvom du har point som ikke udløber, så kan du risikere at de bliver brugt før andre medlemmers point, som udløber tidligere.

Her ser du et eksempel på den rækkefølge en Point Sharing kontos point kan blive brugt i. Læg mærke til at der i dette tilfælde er 1.649 point, som ikke har udløbsdato, men som bliver brugt før andre medlemmers point, som har udløbsdato tidligere.

Du har ingen mulighed for selv at bestemme hvilke medlemmers point der skal bruges først.

Du finder oversigten over rækkefølgende af pointforbrug i indstilling og vælger punktet “How Points Are Used”:

Hvad sker der med dine point hvis du træder ud af en gruppe?

Når du – efter 6 måneders bindingsperiode – træder ud af en gruppe, så vil alle dine egne point, som endnu ikke er brugt af gruppen, blive tilgængelige på din egen private konto og dermed ikke længere være tilgængelig for gruppen. Udløbsdatoen på disse point vil stadig være den oprindelige udløbsdato i henhold til hvornår du har optjent dem og hvilket statusniveau du har i EuroBonus.

Hvad sker der med mine point, hvis en bonusrejse bliver aflyst efter jeg er trådt ud af en gruppe?

Hvis der er bestilt en bonusrejse mens du har været medlem af en Point Sharing gruppe – og denne rejse bliver afbestilt efter du er trådt ud af den, så vil point blive tilbageført til de respektive konti som de oprindeligt er optjent på. Dvs. at hvis du har bidraget med f.eks. 20.000 point ud af samlet 100.000 point, så vil du få dine 20.000 point tilbage på din personlige konto, mens de resterende 80.000 vil blive indsat på Point Sharing kontoen igen. Hvis dine point i mellemtiden er udløbet, så vil du ikke få dine point tilbage – ej heller vil de blive tilgængelige på den fælles konto.

Kan jeg som gruppeejer overføre gruppen til en anden ejer?

Ja det kan du godt. Du kan til enhver tid overføre “ejerskabet” af gruppen til et andet medlem. Hvis du er gruppeejer, så kan du ikke selv træde ud af en gruppe før du har overført ejerskabet til en anden bruger. Der kan kun være én gruppeejer pr. konto.

Hvilken konto bliver mine statuspoint tilføjet og kan man dele statuspoint?

Nej du kan ikke dele statuspoint. Disse statuspoint – eller grundpoint – er personlige og tæller kun til din egen status i EuroBonus. De bliver altså stadig tilføjet din personlige konto, som optjener mod status. Det er kun point til brug for at bestille bonusrejser eller andre varer/services, som deles på Point Sharing kontoen. Når medlemmer optjener statuspoint, så påvirker de altså ikke andre medlemmers mulighed for at opnå højere status.

Dette skal du være opmærksom på:

  • Når man har tilmeldt sig en “Point Sharing” konto, så er man låst der i 6 måneder og kan ikke melde sig ud igen i den periode
  • Man har ikke selv kontrol over hvilket medlemspoint som bliver brugt. Point bliver brugt ud fra hvornår de oprindeligt blev optjent.
  • Er du Diamond-medlem og ikke har udløbsdato på dine point, så kan du stadig risikere at de bliver brugt før andre point som udløber tidligere. Point bliver brugt i rækkefølge ud fra optjeningsdatoen og ikke udløbsdatoen.
  • Husk at sætte restriktioner på medlemmers mulighed for at bruge af den samlede pointsum, hvis de ikke skal have adgang til det. Som standard kan alle bruge af den samlede “pool” af point.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here