Statens og Kommunernes Indkøbscentral (SKI) har valgt Norwegian som prioriteret samarbejdspartner. Flyselskabet fortsætter dermed som leverandør, når offentligt ansatte skal flyve i forbindelse med deres arbejde. – En stor anerkendelse, lyder det fra Norwegian.
SKI har netop offentliggjort resultatet af en udbudskonkurrence, hvor flyselskaber har kunnet byde på at levere flyrejser til den offentlige sektor i Danmark i perioden 2023 – 2027. Hos Norwegian er der glæde over igen at blive valgt som leverandør af flyrejser til Danmarks offentligt ansatte.
– Vi er stolte over, at Norwegian igen er valgt som foretrukken leverandør af flyrejser til offentlige. Det er en vigtig anerkendelse af vores arbejde med at levere en pålidelig drift, attraktive rejsemål med mange afgange og gode priser. Fornyelsen af Norwegians kontrakt med SKI viser, at vi faktisk leverer på de parametre, siger Ståle Zahl, direktør for virksomhedssalg i Norwegian.
Norwegian havde budt på 53 ruter og er af SKI vurderet som en af de tre mest ”økonomisk fordelagtige” udbydere på samtlige 53 ruter.
Det er fjerde gang, at Statens og Kommunernes Indkøbscentral vælger Norwegian som leverandør af flyrejser til det offentlige, og dermed er samarbejdet mere end 10 år gammelt. Norwegian er blevet valgt som leverandør på alle de ruter, flyselskabet har budt ind på.
Aftalen træder i kraft den 1. marts 2023, og der er tale om en 2-årig aftale med to gange et års optioner.