Norwegian lettede for første gang nogensinde fra Aarhus Airport den 31. marts. Turen gik direkte til Alicante, der er den første af tre nye destinationer, som Norwegian sætter på rutekortet fra den østjyske lufthavn i sommersæsonen 2024.
Norwegian starter nu deres flyvninger fra Aarhus Airport med en splinterny rute til Alicante. Som et kæmpe påskeæg triller Alicante for første gang ind på afgangstavlen i den østjyske lufthavn. Dernæst følger flyvningerne til Malaga den 6. april og den 3. maj til Palma de Mallorca. De nye ruter tapper direkte ind i den vækst, som lufthavnen har oplevet inden for internationale rejsende. I 2023 kunne lufthavnen således notere den bedste sommer nogensinde med 44 procent flere internationale rejsende i juni, juli og august end i samme periode i 2019. Den vækstrejse tager Norwegian nu del i. I første omgang kommer Norwegian ind i sommersæsonen med en sædekapacitet på omkring 50.000 rejsende til de tre spanske soldestinationer.
“Vi er meget glade for, at vi nu åbner vores allerførste ruter fra Aarhus Airport og dermed kan byde en masse nye passagerer fra Aarhus og omegn velkommen ombord. Aarhus Airport har opnået en imponerende vækst de seneste år, og vi ved, at de her tre sommerdestinationer er blandt favoritterne – så vi er sikre på, at de bliver godt taget imod”, siger Magnus Thome Maursund, Chief Commercial Officer i Norwegian.
Aarhus Airport glæder sig til, at de karakteristiske haleror med kendte nordiske personligheder og de særdeles brændstofeffektive moderne rødnæsede fly bliver et hverdagssyn i Aarhus Airport.
”Norwegian har et super stærkt produkt og er ét af danskernes foretrukne lavprisflyselskaber. Mange østjyder har et særligt forhold til Alicante og rejser dertil flere gange om året. Dem kan vi nu imødekomme med en direkte rute kun 30 minutter fra Aarhus. Det er godt set af Norwegian. Samtidig er ruterne til Malaga og Palma de Mallorca et stærkt supplement til vores allerede eksisterende udbydere. Rejseappetitten er massiv, og vi har modtaget stor positiv respons i markedet for at indsætte flere fly til de spanske favoritter”, siger Lotta Sandsgaard, som er administrerende direktør i Aarhus Airport
Alicante-ruten går i luften den 31. marts 2024 med to ugentlige afgange torsdag og søndag. Dernæst følger Malaga den 6. april 2024 med en lørdagsafgang, mens det første fly til Palma de Mallorca letter den 3. maj 2024 med to ugentlige afgange mandag og fredag.