Norwegian med passagerrekord i 2017

Norwegian satte ny passagerrekord i 2017 med over 33 millioner rejsende og en belægningsgrad på 87,5 procent. Opstart af 54 nye ruter og en stor øgning i langdistancetrafikken bidrog betydeligt til væksten. På børsen har 2017 dog ikke været helt så imponerende.

Sidste år var præget af god passagerudvikling, mange fabriksnye fly ind i flåden og høj belægningsgrad. I alt rejste 33,15 millioner passagerer med selskabet, hvilket er 3,8 millioner flere end året før. Selskabet fik leveret 32 splinternye fly og lancerede 54 nye ruter, hovedsageligt interkontinentalt mellem USA og Europa. Desuden ansatte koncernen omkring 2.000 nye medarbejdere. På årsbasis var belægningsgraden 87,5 procent mod 87,7 procent i 2016.

På børsen ser tallene dog knapt så imponerende ud for Norwegian. Her faldt Norwegian aktien med 35% i 2017 og Norwegians koncernchef omtaler selv 2017 som et “skidt år”.

Til NA24 siger Bjørn Kjos, at de har haft store problemer med pilotmangel og forsinkede fly. Det har givet høje omkostninger og lav lønsomhed. Derfor regner han heller ikke med at Norwegian kommer til at tjene penge i 2017.

– Trafiktallene for 2017 viser, at Norwegians internationale fodaftryk bliver større i tråd med koncernens strategi. Vores virksomhed i Skandinavien er stabilt god, og vi oplever, at langdistanceruterne og kortdistanceruterne supplerer hinanden godt. Det betyder, at vi bliver mere konkurrencedygtige. De nye ruter mellem Spanien og USA er blevet rigtig godt modtaget på begge sider af Atlanten og beviser, at lave priser kombineret med god kvalitet bidrager til øget rejselyst og dermed også til lokal vækst og nye arbejdspladser, siger koncernchef Bjørn Kjos.

Passagervækst i december
Årets sidste måned var også præget af stor passagervækst og god belægningsgrad. I december valgte 2.402.005 passagerer at rejse med Norwegian, 12 procent flere end samme måned året før. Både kapacitetsvæksten (ASK) og trafikvæksten (RPK) var på 32 procent i årets sidste måned. Belægningsgraden var på 84,6 procent, det samme som året før.

– December er traditionelt set en måned med stor rejselyst. For Norwegians vedkommende har der som sædvanlig været stor rejseaktivitet i alle markeder. I lighed med tidligere år flyver Norwegian også mellem storbyer på den amerikanske østkyst og de fransk-caribiske øer Martinique og Guadeloupe. Dermed opnår vi en bedre flådeudnyttelse i lavsæsonen i Europa, siger Kjos.

I alt gennemførte Norwegian 99,3 procent af de planlagte flyvninger i december, hvoraf 68,2 procent gik til tiden.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here