København er normalt ikke kendt for at have et stort udvalg af de store internationale hotelbrands. Men til næste år ændres det til det bedre når Marriott’s Moxy Hotel åbner i København.
I forvejen har Marriott to hoteller i Danmark. AC Hotels Bella Sky og Marriott i centrum af København. Men i tredje kvartal 2018 kommer der endnu et Marriott brand til porteføljen når Moxy Hotel åbner i Sydhavnen.
Det nye hotel skal dog ikke drives af samme operatør, som driver de to andre hoteller. Derimod vil det blive et nyt selskab, som ejes af Zleep Hotels, som skal drive det nye Moxy Hotel.
Core Hospitality, som er navnet på det nye selskab, har fuld fokus på at være såkaldt white-label operatør af hoteller – det skriver Zleep Hotels i en pressemeddelelse.
Moxy Hotel vil – som nævnt – åbne i Sydhavnen i København i tredje kvartal 2018 og vil have 228 værelser.