Mens Lufthansa længe har haft en ny Business Class kabine på vej, så må passagererne stadig leve med Business Class sæder hos det tyske flyselskab, som mildest talt ikke er helt tidssvarende længere. Men nu er der gode nyheder – i hvertfald for enkelte heldige passagerer.
Mens vi stadig venter på hvad der ligner verdenshistoriens mest langsomme introduktion af Lufthansas nye Business Class, så må passagererne stadig tage til takke med noget forældede sæder på denne kabineklasse. Men nu er der gode nyheder for passagerer, som havner på nogle af flyselskabets seneste tilføjelser af Airbus A350-fly.
Lufthansa kunne nemlig i efteråret meddele at de ville lease fire ekstra Airbus A350 fly, hvor de netop har fået det første ind i flåden.
De leasede A350-fly har tidligere fløjet for Philippine Airlines og er derfor også udstyret med andre sæder end Lufthansa selv tilbyder på sine 17 egne A350-fly.
Lufthansa har valgt at beholde sæderne som Philippine Airlines installerede på flyene og derfor vil passagererne også kunne opleve et betydeligt bedre produkt – i – tålmodig – venten på Lufthansa egen, nye Business Class.
Sæderne Philippine Airlines har valgt er af typen Thomson Vantage XL, hvilket er samme Business Class stol, som SAS benytter på sine Airbus A330 og A350.
Derfor vil den nye Business Class stol på disse Lufthansa fly ganske givet virke meget bekendt for SAS passagerer, som vælger det tyske flyselskab.
Det første fly med den nye Business Class har registreringnummeret D-AIVC og flyver fra M¨ünchen på ruter til Montreal, Toronto og Vancouver. Hvor de tre efterfølgende fly skal benyttes vides p.t. ikke.
Længe ventet Business Class stadig ikke introduceret
Det var allerede i 2017 at Lufthansa præsenterede deres kommende, nye Business Class produkt, som skal introduceres med Boeing 777X flytypen. Men her næsten fem år senere, så har passagererne altså stadig ikke set noget til den nye Business Class.
Fremfor at installere forældede sæder i de nye fly, så giver det god mening at Lufthansa har valgt at beholde de betydeligt bedre stole, som Philippine Airlines valgte til flyene, men der er altså ikke tale om flyselskabet egen, nye Business Class.
Lufthansa har i alt bestilt 45 Airbus A350-900, hvor de 17 allerede er leveret. Med de fire leasede fly fra Philippine Airlines, så kommer Lufthansas flåde p.t. op på 21 fly af typen.