Light flybilletter: Hvorfor lærer flyselskaberne ikke af de mest succesfulde?

Foto: Dylan Ashe, Wikimedia - Creative Commons.

Flyselskaberne elsker at kopiere hinanden – specielt når det gælder om at skære ned på indholdet i deres produkter eller devaluere bonusprogrammer. Det har vi set over hele verden når det gælder indførelsen af de såkaldte “light” billetter. Men kan der være håb forude for os passagerer? Kunne man forestille sig, at nogle flyselskaber også kunne kopiere et af verdens mest succesfulde flyselskaber, som ikke følger med i “kapløbet mod bunden”?

Et af verdens mest succesfulde flyselskaber er amerikanske Southwest Airlines. De er endda et såkaldt “lavprisselskab” i USA, selvom det kan være svært at få øje på hvad der skulle gøre dem mere “lavpris” end alle andre, hvis man kigger på kerneproduktet.

I modsætning til de fleste andre flyselskaber idag, så tager Southwest ikke gebyr for bagage. Faktisk kan man medbringe hele to styk uden ekstra betaling. Man får serveret en snack og drikke ombord og de har også et ganske udemærket loyalitetsprogram.

Kun få gebyrer

De har ganske enkelt valgt at holde sig langt væk fra den gebyr-blodrus, som resten af flybranchen befinder sig i. Og passagererne kan lide det. Passagertallet er stigende og selskabet har lavet overskud hele 46 år i træk. Medarbejderne tager del i overskudsdeling og har modtaget over en halv milliard dollars via dette i 2018. Hvert år flyver Southwest Airlines over 120 mio. passagerer og er dermed USA’s største indenrigsflyselskab (de flyver kun i meget begrænset omfang udenfor USA).

“Lavprisselskab” betyder ikke nødvendigvis lave priser

Vi skal naturligvis huske på at ordet “lavprisselskab”, som vi kender det, er baseret på en fejlagtig oversættelse fra “lowcost carrier”. Så i ordets oprindelige forstand er det relateret til et flyselskab, som har lave omkostninger – ikke nødvendigvis lave priser. Og lave omkostninger er noget Southwest altid har været gode til.

De er ikke medlem af en dyr alliance og har ikke dyre interlineaftaler. Det gør naturligvis driften billigere end hos mange andre flyselskaber. De flyver også i flere tilfælde til sekundære destinationer, som er billiger at operere til. Dermed øger de også muligheder for at tjene penge. Men vigtigst af alt – kunderne elsker dem og deres manglende gebyrer.

Går mod strømmen

Mens Southwest i over fire årtier har haft enorm succes med deres forretningsmodel med priser, som inkluderer det passagererne har brug for og et simpelt samt gennemskueligt produkt, så har de fleste andre flyselskaber kigget i en anden retning. De har kigget på de såkaldte “ultra lowcost carriers” i USA, som minder mere om det vi kender i Europa som lavprisselskaber. Her er det gebyrerne der dominerer overalt – og man skal holde tungen lige i munden for ikke at skulle betale mange dollars ekstra for sine flybilletter.

De store netværksselskaber har skelet til dem når de har skulle optimere indtjeningen – underligt nok ikke til succesfulde Southwest Airlines.

Southwest vil ikke deltage i gebyr-blodrusen

Senest har Southwest Airlines chef, Gary Kelly, udtalt – på et investormøde – at de ingen planer har om at opkræve gebyr for bagage eller indføre de såkaldte “light” eller “basic” billetter, som mere eller mindre alle andre amerikanske og europæiske flyselskaber har i dag. Selv et andet – succesfuldt – flyselskab som JetBlue har fjernet inkluderet bagage i deres billigste billetter, men Southwest vil altså ikke følge dem ned ad den sti.

Hvorfor lærer ingen af Southwests succes?

Man kan sidde på ydersiden og undre sig gevaldigt over at ingen andre flyselskaber lærer af Southwests succes. Hvorfor er det alle går i den stik modsatte retning når nu den anden model virker så godt?

Noget af årsagen hænger selvfølgelig sammen med at det amerikanske marked er meget fragmenteret og at der er mange ruter, hvor der ikke er særlig stor konkurrence. Det er meget anderledes end i Europa.

Men man kan også fristes til at tro, at mange flyselskaber idag ganske enkelt ikke har modet til at gå imod strømmen. Branchen har efterhånden udviklet sig til, at alle sidder tilbagelænede og afventer at en af de store skærer ned på produktet – og så følger alle efter på ingen tid. Kom ikke og sig, at det er forbrugerne som ønsker et så uoverskueligt marked, som vi ser idag.

Men mon ikke at kunderne på et tidspunkt får nok og kræver mere gennemskuelighed igen?

Der tjenes naturligvis mange penge på gebyrer idag – og selvom de fleste har vænnet sig til at skulle betale for kufferten eller købe en dyrere billet, så er det de færreste, som synes det er enkelt at få overblik over den reelle pris på flytransport.

Hør også vores podcast: Det kræver næsten en uddannelse at være frequent flyer i dag

Kunne man forestille sig, at der var et flyselskab som gik i den anden retning. Et stort flyselskab, som adopterede Southwest-modellen og havde fokus på enkeltheden for kunderne? Mon ikke de også kunne opkræve lidt mere for deres billetter, hvis de havde det.

Fremtiden i luftfarten

Vi har de senere år set, at flere lavprisselskaber i Europa har gjort produkterne langt mere gennemskuelige end tidligere. Selv Ryanair, som opfandt gebyr-junglen i Europa, er efterhånden langt mere overskuelig at booke hos end at bestille en billet hos mange af de traditionelle flyselskaber.

Kunne man måske forestille sig den helt skøre tanke, at det var dem, som startede med at gå i den anden retning, som er de første til at gå mod strømmen igen?

Ja, jeg ved godt det lyder skørt, men jeg ville faktisk ikke blive overrasket.

Læs også: Kapløbet mod bunden i luftfarten

De har et kæmpe netværk af ruter og har dermed størrelsen til at kunne ændre spillereglerne i branchen – akkurat som de gjorde i starten af selskabets levetid. Ryanair har helt fra starten været stærkt inspireret af Southwests driftsmodel med at skære ned på omkostninger. De gik dog skridtet videre og indførte et hav af gebyrer, men alligevel. De har aldrig været bange for at gå imod strømmen ihvertfald. Og med en lav omkostningsmodel, så ville de faktisk stå meget godt – også til at levere et bedre produkt.

Hvis de valgte at tilbyde et simplere all-inklusive produkt, som f.eks. Southwest, så tror jeg faktisk at de kunne blive en endnu større trussel for de øvrige luftfartsselskab idag end de oprindeligt var da de introducerede lavprisfly.

Kan markedet igen blive disrupted?

De traditionelle flyselskaber har i årevis haltet bagefter og har ikke set anden udvej ud af krisen end at skære ned på produkterne og kopiere lavprisselskaberne. P.t. er der ikke noget der tyder på at det vil ændre sig hos dem. Det er gamle og tunge selskaber, som tager lang tid at ændre kultur i – i modsætning til flere af lavprisselskaberne. Det var netop den kultur, som gjorde så ondt på dem da lavprisselskaberne indtog markedet – og hvis der igen sker en disruption i markedet, så tror jeg faktisk ikke de står i en meget bedre position i dag. Netværksselskaberne har jo i virkeligheden gjort det lettere for passagererne at vælge et lavprisselskab idag – ved netop at sørge for at der ikke er særlig stor forskel på produkterne længere.

Men indtil vi ved hvad fremtiden byder på, så kan man jo godt undre sig lidt over at verdens mest succesfulde flyselskab har valgt at gå i en helt anden – og mere kundevenlig – retning end alle de andre flyselskaber, som blot sigter efter laveste fællesnævner.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here