Kom med bag kulisserne hos SAS Cargo

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Luftfragt er ikke noget vi som passagerer hører så meget om, men ikke desto mindre, så er det en yderst vigtig del af luftfarten, som har stor indvirkning på hvilke ruter som flyselskaberne kan flyve rentabelt. Vi blev inviteret bag kulisserne hos SAS Cargo og fik et unikt indblik i denne komplicerede del af virksomheden, som passagererne sjældent ser eller hører noget om.

Måske har du set nogle paller eller containere blive lastet på det rutefly du har fløjet med, men ikke tænkt nærmere over hvor vigtig en del af luftfarten de er. For luftfragt kan man nærmest beskrive som fundamentet i luftfarten, men de færreste er klar hvor stor indflydelse det også har på passagerruter.

Mange passagererruter ville aldrig kunne flyves rentabelt, hvis det ikke havde været for de mange containere med fragt i bugen på flyet og dermed har fragten indirekte en stor indvirkning på hvilke ruter du kan vælge mellem som passager. Over 70% af verdens luftfragt sendes normalt med rutefly, så der er tale om store mængder fragt der ligger under dine fødder når du rejser.

Specielt under Corona-krisen har indtægterne fra luftfragten været den direkte årsag til at mange ruter stadig har kunne holdes i luften. Uden fragt – ingen indtægter og uden indtægter – ingen flyafgange. Og under Corona-krisen, hvor mange afgange har været aflyst, så har fragtmarkedet været yderst presset p.g.a. den manglende kapacitet. Det har naturligvis presset priserne i vejret, som igen har været med til at holde hånden under mange flyselskaber – og ikke mindst en stor del ruter, hvor passagergrundlaget var borte under krisen.

Fundamentet i luftfarten ligger i lastrummet

Vi har besøgt SAS Cargo, hvor vi talte med selskabets chef, Max Knagge samt var med på rampen, hvor Michael Holde lod os følge lastningen af SK909, som var på vej til New York.

Vores samtale med Max Knagge kom der denne meget interessante podcast ud af.

Den kan du høre her:

Men vi var også med på rampen, hvor vi fulgte SK909, som var på vej til New York. Her fik vi lov at følge hvordan SAS Cargo laster et af SAS spritnye Airbus A350-fly.

Besøget blev afsluttet hos Spirit Air Cargo, som er selve fragtterminalen, hvor SAS håndterer alle ind- og udgående forsendelser, pakker, fortolder, sikerhedstjekker og meget mere.

Alt i alt er det en stor og kompliceret operation, som foregår inden containerne ender i lastrummet på flyene. En operation vi nu kan give dig et eksklusivt indblik i.

Luftfragt er kompliceret

Det kan umiddelbart lyde enkelt med luftfragt. Smid nogle containere i lastrummet og send en regning til kunden. Men virkeligheden er dog en helt anden.

Luftfragt er en yderst kompliceret affære.

Her skal der nemlig tages højde for et utal af faktorer.

For det første er luftfragt underlagt en masser sikkerhedsregler i luftfarten. Dvs. man kan ikke bare medtage hvad som helst på flyene. Alt skal sikkerhedstjekkes og der er strenge krav.

Derudover så kan der være forskellige krav for forskellige typer af fragt og hvor store mængder af hver type man kan medbringe. F.eks. er der begrænsninger på mængden af lithium-batterier der kan fragtes på en flyvning. Noget skal opbevares ved en vis temperatur, som f.eks. medicinalvarer. Ikke bare på flyene, men også under håndteringen i fragtterminalen og på vej til og fra flyet.

Derudover skal vi huske på, at fragtterminalen ligger på grænsen ind til det sikrede område i lufthavnen, hvilket betyder at der faktisk er en sikkerhedskontrol mellem terminalen og området hvor flyene er parkeret.

Vi starter hos Spirit Air Cargo, som er SAS fragtterminal i Københavns Lufthavn.

Det er nemlig her al fragt som skal sendes fra København kommer ind med lastbiler og det er her den store del af planlægningsarbejde foregår.

Pakker og paller scannes ved ankomst til terminalen. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Det kan være færdige paller, som er klar til at blive scannet og sendes mod flyet, men der sendes også mindre pakker i stort omfang. Disse skal også sikkerhedstjekkes, pakkes på paller eller containere og fordeles til de rette flyafgange.

Mindre fragt fordeles på paller. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Hos Spirit Air Cargo håndteres mange typer af fragt. Alt fra kølevarer, medicinalvarer, levende dyr, post og al anden fragt af forskellige typer. Der er stort set ikke den type fragt som SAS Cargo og Spirit Air Cargo ikke kan håndtere.

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Meget er automatiseret, men der er stadig et stort manuelt arbejde med at pakke paller og containere. Man skal f.eks. sikre sig at pallerne er stabile under hele transporten. Derfor benytter man store mængder træ til at understøtte pallerne, men er også begyndt med andre typer af mere miljøvenlige materiale, som har en så lille vægt som muligt og kan genbruges i større omfang. Vægt er nemlig vigtig når det gælder luftfragt – for vægt koster brændstof – og brændstof er penge.

Hos Spirit Air Cargo har man pakkestationer, som automatisk kan løfte pallerne op i en god arbejdshøjde og samtidigt veje pallen for at sikre at der er hundrede procent styr på hvor meget fragt der kommer med flyet og hvordan pallerne skal fordeles af hensyn til flyets vægt og balance.

Pakkestation, som kan hæves og dermed lette pakkearbejdet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Pakkestationen vejer automatisk pallen mens den pakkes. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Efter pakningen opbevares paller og containere på et lagerhotel, som i stort omfang er automatiseret.

Lager med automatisk pallelaster. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
SAS håndterer også store mængder temperatursensitiv fragt. F.eks. medicinalvarer. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Hver flyafgang klargøres

Hver eneste flyafgang klargøres af Spirit Air Cargo og her planlægges pakningen af flyet ned til mindste detalje.

Det er nemlig utroligt vigtigt af fragten er fordelt rigtigt på flyet af hensyn til vægt og balance. Men der skal også tages hensyn til at f.eks. temperatursensitiv fragt pakkes i lastrum der kan holde den rigtige temperatur ligesom f.eks. levende dyr anbringes i en særlig del af lastrummet.

Derfor pakker man al fragt til en flyafgang på vogne i terminalen, så alle paller står klar til at blive lastet i den helt rigtige rækkefølge.

Når alt er pakket, så er det lastefolkene ved flyet, som tager over.

Avanceret testris

Når man observerer hvordan lastefolkene pakker flyet, så ligner det nærmest en omgang meget avanceret tetris. Men bare rolig – intet er overladt til tilfældigheder for alle palleplaceringer er nøje planlagt på forhånd.

Selve pakningen foregår ofte bare med to mand ved flyet.

Pallerne tages fra vognene og køres ombord på flyet med en lift, som har et automatisk rullende “gulv”. Samme gulv findes i flyet, så de ansatte skal altså ikke selve køre pallerne på plads.

Lift køres til flyet.Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Paller læsses på liften. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Liften hæver pallen op til flyet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Det rullende gulv kører pallen ind i flyet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Her ses det “rullende gulv” hvor pallerne køres ind i flyet. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Færdigpakket og klar til afgang. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Når pallen er kørt ombord på flyet, så skal den sikres, så den ikke kan flytte sig under flyveturen. Det sker bl.a. for at sikre at vægtfordelen ikke ændres ved turbulens eller under start eller landing. Sikring af gods ombord er meget vigtigt for flysikkerheden.

Bagerst på SAS nye Airbus A350 er et mindre lastrum, hvor man bl.a. opbevarer f.eks. levende dyr der sendes i bure under flyrejsen.

Bag “nettet” opbevares f.eks. levende dyr. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Selve lastningen af flyet tager overraskende kort tid, men det hænger naturligvis sammen med det store planlægningsarbejde, som er sket forud for at fragten køres til flyet.

På denne afgang til New York, så tog det 2 mand omkring 20 minutter at laste flyet med over 20 tons fragt.

Man kan ikke rigtigt andet end at være lidt imponeret over hvor effektivt og smidigt det fungerer.

På denne iskolde decemberdag, så var SK909 klar til afgang til tiden – fuldt lastet med fragt i lastrummet, som bidrager yderst positivt til rentabiliteten af ruten og dermed også indirekte er med til at holde billetpriserne på afgange mere spiselige for passagererne.

Push back af SK909. På vej mod New York. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here