Her er detaljerne om SAS EuroBonus Point Pooling

Vi har ventet længe – meget længe – på at SAS skulle være klar med en ny version af Family Pooling, som de fjernede i 2016. Men nu ser det ud til at vi snart kan se frem til muligheden for at dele point med familie og venner igen.

Da SAS i foråret 2016 nedlagde den gamle version af Family Pooling, så lovede de at muligheden igen blev tilgængeligt senere det år. Det holdt dog ikke stik og siden da er vi flere gange blevet lovet at denne feature vender tilbage. Nu ser det dog langt om længe ud til at det snart bliver en mulighed at dele point med familiemedlemmer og venner igen.

På et arrangement i København igår, hvor SAS havde indbudt Diamond og Pandion-medlemmer til en informationsaften, så afslørede de at “Point Pooling” – som denne funktion nu hedder – skal vende tilbage senere i år. De fremviste flere detaljer og en beta-version af hvordan funktionen vil fungere på hjemmesiden.

Nu kan vi afsløre flere detaljer om hvad du kan forvente dig af denne funktion.

Man kan samle point fra op til 8 venner og familiemedlemmer. Altså dig selv plus 7 andre personer. Alle point samles på én konto og den som har oprettet kontoen har kontrol over om medlemmerne blot bidrager til puljen eller også kan bruge point fra puljen.

Der er ingen begrænsninger på hvem som kan være medlem af din pulje. Det kan både være familiemedlemmer, venner, kollegaer m.v. Eneste begrænsning er antallet på totalt 8. En klar forbedring i forhold til tidligere – og også i forhold til flere andre flyselskaber som tilbyder at man puljer point.

I praksis foregår det på den måde at den person som starter en point-pulje kan invitere andre til at deltage. Accepterer de den invitation, så deltager de i puljen. En deltager kan efterfølgende vælge at træde ud af puljen igen – sker det, så medtager det medlem sine point til sin egen konto og de er ikke længere tilgængelige i puljen.

Der er altså ikke de store begrænsninger på hvem som kan deltage og hvordan man bruger pointene, hvilket i praksis betyder at SAS nye “Point Pooling” bliver en af de bedste på markedet og giver rigtigt gode muligheder for at samle point fra familiemedlemmer, som ikke nødvendigvis selv optjener nok point til at bruge dem til noget fornuftigt.

Så selv om vi har ventet længe og “Point Pooling” oprindeligt skulle være introduceret helt tilbage i efteråret 2016, så lader det til at det har været ventetiden værd.

SAS kunne ikke give nogen præcis dato på hvornår denne funktionalitet bliver tilgængelig, men fortalte til FinalCall.travel, at det grundlæggende system nu er på plads og at de netop nu arbejder med at finpudse de sidste detaljer. De lovede at funktionen ville blive rullet ud i løbet af efteråret.

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

2 KOMMENTARER

  1. Er der nogen, der holder SAS op på de mange løfter, de giver – men tilsyneladende aldrig leverer på. Det er efterhånden en joke med løftet om tilbagevenden af family pooling. Vi venter nu på tredje år.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here