Et sidste farvel til Airbus A340 hos SAS. Sidste fly forlader flåden imorgen

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

En af arbejdshestene i SAS langruteflåde har i de seneste to årtier været Airbus A340, som har været let genkendelig på de fire motorer under vingerne. Flytypen er dog ikke længere tidssvarende og bruger for meget brændstof i forhold til nyere flytyper. Derfor har SAS i et stykke tid været igang med at udfase flytypen fra flåden, hvilket dog er blevet fremskyndet af Corona-krisen. I morgen forlader det sidste eksemplar skandinavisk jord og vi fik lov at sige et sidste og vemodigt farvel til Airbus A340 i København i dag.

“4 engines 4 longhaul” forsøgte Virgin Atlantic en gang at markedsføre sig med. Primært for at antyde at deres Airbus 340 og Boeing 747 var bedre og mere sikre end konkurrenternes Boeing 777, som kun havde to (men meget større) motorer. Fire motorer på fly er dog efterhånden noget som stille og roligt hører fortiden til. Hos SAS er det fra i morgen slut med fire-motorers fly i flåden når den sidste Airbus A340 bliver fløjet på flykirkegården i Arizona og ender sin karriere hos det skandinaviske flyselskab.

OY-KBM dagen inden sidste afgang fra København. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Næsten 28 år gammel flymodel

Det er snart 28 år siden den første Airbus 340 blev leveret til et flyselskab. Det skete 2. februar 1993, hvor Lufthansa fik sin første A340-200 leveret fra Airbus fabrikken. Dette fly fløj første gang med passagerer i midten af marts måned 1993.

Lufthansas variant at flyet var dog lidt mindre end den version, som har været en trofast arbejdshest hos SAS i mange år. SAS har udelukkende haft A340-300 varianten i flåden, som dog også blev sat i kommerciel drift i 1993, hvor Air France fik leveret det første eksemplar tre uger efter Lufthansa.

SAS fik leveret sine første eksemplarer af Airbus A340 i efteråret 2001 og har dermed haft dem i flåden i 19 år.

Da Airbus A340 oprindeligt kom på markedet, så var det et stort skridt for Airbus, som langt om længe kunne konkurrere med de øvrige flyproducenter på langtrækkende fly. Det skabte en effektiv og god konkurrence mellem Airbus og Boeing.

Produktionen af flyet sluttede i 2011, hvor flyselskaberne i stedet foretrak søsterflyet A330. Men det er forblevet i service indtil nu. Mange flyselskaber har haft dette fly i flåden i forskellige varianter, men Corona-krisen og overtallighed af fly, har betydet at flytypen er blevet hårdt ramt af krisen og de fleste flyselskaber nu vælger at pensionere det tidligere end planlagt. Akkurat, som det er tilfældet hos SAS.

SAS startede sidste år leveringen af moderne A350-fly, som på sigt skulle erstatte A340, men havde også oprindeligt planlagt at A340 skulle forblive i flåden længere tid end det er tilfældet nu.

Lang rækkevidde, men dyr i drift

Mens flyet har været elsket af både passagerer og piloter, så har økonomerne kæmpet lidt mere med deres forhold til A340. Selvom de fire motorer er mindre end de to man finder på søsterflyet A330, så bruger A340 stadig mere brændstof og er dyrere i vedligeholde end A330.

A340 havde dog den fordel, at det har længere rækkevidde og kan medtage mere fragt end A330. Men som teknologien og motorerne har udviklet sig, så er forskellen på de nyeste A330 og den aldrende A340 blevet betydeligt mindre. Derfor er den to-motorers søstermodel, A330, blevet langt mere populær hos flyselskaberne. Primært p.g.a. lavere omkostninger.

En anden fordel, som A340 havde oprindeligt var at fly med 4 motorer måtte flyve længere væk fra land når de f.eks. krydsede Atlanten eller Stillehavet (ETOPS). Da A340 kom på markedet i 90’erne måtte to-motorers fly ikke have længere end 120 minutter til nærmeste lufthavn, hvilket senere blev forøget til 180 minutter. SAS nyeste Airbus A350 er f.eks. godkendt til ETOPS 370, hvilket betyder at der må være maksimalt 370 minutter til nærmeste sted at lande. Det giver store muligheder for at flyve stort set overalt på kloden – uden at skulle vælge omveje p.g.a. alternative steder at lande undervejs.

Med fly, som er billigere i drift på to-motorer og som har samme rækkevidde og mulighed for at flyve den direkte rute over havet, så blev A340 efterhånden overhalet af andre flytyper.

Fire hårtørrere under vingerne

Airbus A340 er kendt for at den ikke ligefrem stiger til vejrs som en raket. Tværtimod. Flyspottere, piloter og andre flyinteresserede jokede ofte med at flyet kun lige kom over hegnet for enden af startbanen, hvis det havde medvind og solen i ryggen. De vittige påstod at det var udstyret med fire hårtørrere under vingerne i stedet for flymotorer, som betød at det kun var jordens krumning som gjorde at det løftede sig fra jorden.

Men uanset vittighederne, så er A340 et majestætisk fly når det stille, roligt og elegant letter mod verden interessante destinationer.

Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Kaptajn Thomas Lunding som skal flyve flyet til Pinal Airport tirsdag. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Lang tradition hos SAS for 4-motorers fly

Når OY-KBM for sidste gang forlader København i morgen, så er det også slut på en lang æra med 4-motorers fly hos SAS.

Flyselskabet har nemlig siden 1946 opereret forskellige typer af 4-motorers fly. Det første fly med 4 motorer SAS fik i flåden var et Douglas DC-4. Det blev sidenhen efterfulgt af bl.a. DC-6, DC-7, DC-8, Boeing 747-200 og slutteligt A340-300.

SAS har også i en længere periode fløjet med tre-motorers DC-10 fly, men efter i morgen er der udelukkende fly med to motorer tilbage i SAS flåden.

Astrid Viking forlader Skandinavien

Det sidste eksemplar af A340-300 i SAS flåden har registreringsnummeret OY-KBM men er måske bedre kendt under sit Viking-navn, Astrid Viking.

Astrid Viking. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Hun blev leveret til SAS i februar 2002 og har siden da lettet 10.208 gange og har tilvejebragt ikke mindre end 84.989 timer i luften. Astrid Viking har en rækkevidde på hele 12.800 km.

Ombord var der plads til 247 passagerer fordelt med 40 i Business Class, 28 på Premium Economy og 179 på Economy Class.

Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Astrid Viking har midt i sin karriere været ude af SAS flåden i en kort periode mellem 2010 og 2012, hvor SAS leasede flyet ud til det portugisiske flyselskab, HiFly.

Her ses OY-KBM, mens det var lejet ud til portugisiske HiFly. Foto fra Frankfurt i 2011. Foto: Aero Icarus from Zürich, Switzerland. WikiMedia, Creative Commons.
Her letter OY-KBM fra Tokyo Narita i 2016 malet i Star Alliance farver. Foto: Masakatsu Ukon, Creative Commons, Wikimedia.

Fremtidens langruteflåde hos SAS

Med Airbus A340 sendt på pensionen i ørkenen i Arizona, så består SAS langruteflåde i fremtiden af Airbus A330 og A350 suppleret af nogle få eksemplarer af det mindre Airbus A321LR.

A330 findes i to varianter hos SAS. Den oprindelige A330-300 og de nyere A330Enhanced, som har længere rækkevidde og større tilladt startvægt end den oprindelige.

Det første eksemplar af A350 (Ingegerd Viking) blev leveret til SAS i november 2019 og havde sin premiereflyvning med passagerer til Chicago d. 28. januar 2020. En premiere-flyvning, som FinalCall.travel naturligvis deltog på.

Læs også: Første afgang med SAS Airbus A350 fra København til Chicago

SAS har bestilt i alt 8 eksemplarer af Airbus A350 og har hidtil fået leveret fire af disse. Grundet Corona-krisen er de to sidst leverede dog ikke aktive p.t.

SAS er i øjeblikket i gang med at udskifte store dele af deres flåde, så de i 2025 vil have en enhedsflåde af Airbus-fly, som er blandt de mest moderne i branchen. Flåden vil derefter bestå af A350, A330, A330E, A321LR og A320neo. Andre flytyper opereres dog af underleverandører.

Et sidste og vemodigt farvel

Det var vemodigt at se en A340-300 i SAS farver for sidste gang. Det var som at sige farvel til en gammel ven man har delt mange oplevelser med igennem årene. Og det er akkurat hvad A340 var. En god, gammel ven, som har bidraget til gode oplevelser – både ombord – men så sandelig også på de mange destinationer den har bragt os til som passagerer og behageligt hjem igen.

Atrid Viking på sin sidste dag i CPH. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Derfor var det også en god oplevelse at få sagt farvel til dette flotte fly. Mit eneste ønske er dog, at der ikke kom en Corona-krisen i vejen, så flyet kunne have levet lidt længere i SAS-flåden og det havde været muligt at flyve en sidste tur med Astrid Viking inden hun skal på velfortjent pension i ørkenen i Arizona.

Det ikoniske vindue på toilettet på A340. Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Det ikoniske vindue på toilettet på A340. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

I morgen kl. 06.45 letter hun for sidste gang fra København og sætter derefter næsen mod Tucson. Her bliver det dog kun til et kort stop for at bl.a. fortolde inden hendes uigenkaldeligt sidste flytur til Pinal Airpark i Marana, Arizona.

En æra er dermed slut i SAS historien og en ny kan begynde. Og med A350, som erstatning for A340, så er jeg sikker på at vi får mange flere gode oplevelser ombord på SAS langruteflåde i fremtiden også.

SAS A350 inden afgang på første flyvning til Chicago. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Her kan du se flere billeder fra Astrid Viking. Bl.a. et sjældent kig i “kælderen” hvor alle computere er. Man kommer i kælderen via en luge i cockpit:

Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Billeder fra cockpit:

Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Her pushes OY-KBM fra gate en sidste gang:

Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Foto: Flemming Lundberg Poulsen
Atrid Viking på sin sidste dag i CPH. Foto: Flemming Lundberg Poulse

 

OY-KBM dagen inden sidste afgang fra København. Foto: Flemming Lundberg Poulsen

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here