Hvis du troede at flybranchen efterhånden havde nået et mæthedspunkt for kreativiteten når det gælder at indføre nye gebyrer, så kan du godt tro om igen. Fremtiden kan byde på endnu flere gebyrer for os passagerer.
I dag kræver det ofte et større detektivarbejde for at få et klart overblik over hvad en økonomiklassebillet koster, hvis man skal medregne alle flyselskabernes kreative gebyrer. Ikke nok med at der er forskel på – fra flyselskab til flyselskab – hvad der er inkluderet i billetprisen, så varierer priserne også på de “tilvalg” man kan gøre. Ofte for ting, som tidligere blev betragtet som en standarddel af en flyrejse.
I dag er det helt normalt at man skal betale for at medbringe en kuffert på flyet – også selvom man har købt en billet til en langvarig rejse, som man må gå ud fra kræver en kuffert for de fleste. Flere flyselskaber har også introduceret ekstra betaling for håndbagage, mad, drikkevarer, sædevalg m.v. Alle disse ting har vi efterhåndet vænnet os til (eller i det mindste opgivet at kæmpe imod længere) efter at de fleste flyselskaber nu praktiserer alle disse mange ekstra gebyrer, som standard.
Alle gebyrerne medvirker også til at det aldrig har været mere uoverskueligt at få overblik over hvad en flybillet reelt koster og ikke er særligt forbrugervenligt. Man kan vel nærmest argumentere for at det er forbrugerfjentligt.
Flere gebyrer på vej – betal for at oplade din telefon
Men intet tyder på at flyselskaberne vil gøre deres produkter mere overskuelige for kunderne. Tværtimod.
Nu kunne noget nemlig tyde på, at der er endnu flere gebyrer på vej.
Hos lavprisselskabet Scoot, så skal man allerede nu betale for at få adgang til stikkontakten for at kunne oplade sin telefon eller tablet ombord. Ihvertfald hvis man ikke flyver på deres allerdyreste billetter.
Noget tyder på at flere flyselskaber kan introducere dette gebyr for at oplade sin telefon.
Lufthansa har nemlig også løftet sløret for at det kan være en mulighed at lade passagererne betale for at oplade telefoner m.v. – eller alternativt være tvunget til at se reklamer for at bruge systemet. I Lufthansas tilfælde er det noget man tester i øjeblikket og det lader ikke til at der er truffet en endelig beslutning om dette.
Mere og mere håndbagage giver nye muligheder for gebyrer
Ironisk nok, så er det flyselskaberne selv, som har presset passagererne til at tage mere og mere håndbagage med ombord på flyene – ved at kræve meget høje gebyrer for indtjekket bagage.
Nu er den megen håndbagage så endt med at være et problem for flyselskaberne da der ofte ikke er plads nok i bagagehylderne til alle kunders rullevogne.
Læs også: Airbus introducerer større bagagehylder
Men traditionen tro, så ser mange flyselskaber sådanne udfordringer, som en potentiel indtjeningsmulighed og dermed muligheden for at introducere flere gebyrer.
På den netop overståede AIX messe i Hamburg, så blev der nemlig fremvist et system, hvor det kan blive muligt for flyselskaberne at tage betaling for at passagererne reserverer plads i bagagehylderne. Her vil farvet lys markere om en plads er optaget eller ej – og passagererne vil på forhånd kunne betale for at få plads ovenfor sit sæde.
Hvordan et sådan system vil fungerer i praktisk er vi dog rimeligt tvilsomme overfor. Det kan sagtens vise sig, at det kan forsinke boardingen betydeligt, hvis passagererne ikke tager systemet til sig og overholder farverne på lysene. Og forsinkelser er noget der koster flyselskaberne mange penge.
Men der er ingen tvivl om at alt hvad flyselskaberne kan tage gebyrer for er interessant for dem, så vi ville ikke blive overrasket, hvis dette system blev introduceret hos nogle selskaber.
En ting er sikkert. Vi har endnu ikke set de sidste gebyrer i luftfarten.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.