Flyselskaberne er hårdt ramt af udbruddet af Corona-virus i Kina. Det har betydet aflysning af ruter. Nu tager British Airways konsekvensen og øger i stedet antallet af frekvenser til andre destinationer for at udnytte flyene.
Det koster flyselskaberne dyrt, at de har været nødsaget til at stoppe ruter til Kina midlertidigt p.g.a. udbruddet af Corona-virus. I går kunne vi fortælle, at Lufthansa Gruppen har besluttet at stille hele 13 fly på jorden grundet disse udfordringer.
British Airways har derimod valgt en anden løsning for at benytte de fly, som ellers var planlagt på kinesiske ruter.
I den kommende tid øger de nemlig antallet af frekvenser på andre populære ruter.
Fra London Heathrow til Miami og Seattle vil de øge antallet af daglige frekvenser fra to til tre her i foråret.
På ruten til Miami vil det ske i perioden fra 1. april til 31. maj, men Seattle ser øgningen i perioden fra 1. maj til 31. maj 2020.
Flyselskabet vil også øge på ruten mellem London Heathrow og Cape Town, som de i dag flyver dagligt. I perioden fra 30. marts til 19. april 2020 vil denne rute i stedet blive fløjet 10 gange om ugen.
British Airways har halveret deres afgange til Hong Kong og suspenderet alle flyvninger til Beijing og Shanghai p.g.a. udbruddet af Corona-virus. Fredag kunne det engelske flyselskab meddele, at de forlænger den periode de ikke flyver til Beijing og Shanghai fra udgangen af marts helt frem til 17. april 2020.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.