Bliver Ryanair et netværksselskab?

Ryanairs CCO David O’Brien. Foto: Ryanair

Ryanair startede i sidste uge en test i Italien, hvor det er muligt at bestille sammenhængende flybilletter med flyskifte hos det omstridte, irske lavomkostningersselskab. Er det starten på at Ryanair og andre lavserviceselskaber ændrer strategi og bliver til netværksselskaber?

I sidste uge startede Ryanair en test af gennemgående flybilletter i Rom Fiumicino lufthavnen, hvor det fremover er muligt at købe sammenhængende billetter med flyskifte, gennemgående bagage m.v. på ti forskellige ruter.

De ti ruter er blot opstarten og iflg. Ryanair, så vil dette ruteantal stige i fremtiden – ligesom man også må forvente at denne test bliver rullet ud til mange flere lufthavne i fremtiden.

P.t. er det muligt at forbinde til/fra: Alicante, Barcelona, Bari, Brussels, Catania, Comiso, Malta & Palermo via Rom, hvor man ikke behøver at gå ud af lufthavnen for at skifte og hvor indtjekket bagage også vil blive sendt hele vejen frem til slutdestinationen.

Dermed er Ryanair ved at gøre op med en af deres grundprincipper. Hidtil har lavprisselskaberne (og Ryanair i særdeleshed) holdt hårdt på, at de skal holde deres operationer så simple som mulige for at holde omkostningerne nede på et minimum. Men med muligheden for forbindelsesfly, så åbner flyselskabet også op for at gøre sig mere sårbare i forbindelse med forsinkelser, mistede forbindelser, bagage som skal videresendes m.v. Noget som alt sammen gør kompleksiteten større og i sidste ende øger omkostningerne.

Det bliver interessant at følge, hvordan passagererne vil blive ombooket m.v. når de første forsinkelser kommer. Vil Ryanair, som andre netværksselskaber, også ombooke passagererne med andre flyselskaber når det er nødvendigt – eller er strandede passagerer nødt til blot at vente på næste ledige Ryanairafgang, hvis deres fly er forsinket ind til den lufthavn, hvor mellemlandingen skal finde sted?

Hidtil har Ryanair været kendt for at være meget restriktive med hensyn til at ombooke passagerer til andre flyselskaber og der har været mange eksempler på passagerer, som måtte vente i flere dage på at få plads på en ledig Ryanair-afgang.

Ryanair har også tidligere udtalt, at de gerne vil samarbejde med Norwegian om at feede passagerer ind til Norwegians langruter. Noget som Norwegian dog endnu ikke har bekræftet. Men med testene i Rom med gennemgående billetter, så er der noget, som tyder på at Ryanair nu er ved at justere på deres grundlæggende forretningsmodel og blive mere som et netværksselskab i fremtiden.

 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here