Anmeldelse: Turkish Airlines Business Class fra Mellemamerika

Foto: Turkish Airlines

Efter at have rejst fra Mexico City til Panama City med Copa Airlines, så fortsatte turen videre med Turkish Airlines fra Panama City til Istanbul. Denne tur var i Business Class på et af deres helt nye Boeing 787-9 fly. Kom med ombord og se hvad vores reporter Jan Mesicek oplevede.

Et af Turkish Airlines nyere produkter er en langrute fra Istanbul, som først flyver til Bogota, hvor flyet har crew og passagerbytte, før det tager en lille sviptur op til Panama City og derefter tilbage til Istanbul. Dette er ruten TK800/TK801, som har afrejse kl. 08.25 om morgenen fra Istanbul og aftenafgang kl. 18.40 fra Panama tilbage til Istanbul.

På grund af afgangstiden tidligt om morgenen og ankomsttiden sent om eftermiddagen, så er der god risiko for at du skal overnatte i Istanbul for at bruge denne rute, hvis du kommer fra Skandinavien. Turkish Airlines sender en kolonne på fem fly til Norden mellem kl. 8 og 9 om morgenen, men har kun meget lidt at tilbyde for rejsende, som lander om eftermiddagen i Istanbul.

Hvis der ikke er tilgængelige afgange, så sker overnatningen dog på flyselskabets regning og du “risikerer” en fin hotelovernatning – inklusiv transport, som er arrangeret af Turkish Airlines. Om man har lyst til at “tage dele af jetlaggen” i Tyrkiet er naturligvis op til den enkelte, men det er tilbuddet p.t.

Selv har jeg rejst med Turkish Airlines til Sydamerika mange gange. Dette til trods for overnatning – netop fordi jeg blev forelsket i flyselskabets Business Class service på langruterne.

Efter at have set deres nye Boeing 787 og Airbus A350-konfiguration, så glædede jeg mig meget til turen.

Personligt kunne jeg godt lide Boeing 777 konfigurationen, selvom jeg næppe havde jublet over at få et midtersæde i et fly med 2-3-2 konfiguration.

Jeg må dog sige at Boeing 777-konfigurationen gav meget mere luft i selve kabinen. Sædeafstanden var enorm og Boeing 787 føles mere “tight”, men 1-2-1 konfigurationen er naturligt nok meget mere populær.

Bookingdetaljer

I vores booking havde vi reserveret sæde 5E og 5F, som passer perfekt til folk der rejser sammen. Da vi tjekkede ind på denne rejse, så var sæderne dog pludseligt væk og vi blev i stedet tildelt 7K og 8K. Ikke helt som planlagt og flyet var nu fyldt til randen med 297 passagerer, så der var ingenting personalet i Panama kunne gøre.

Fint nok – jeg fik 7K, som er placeret længst fra vinduet og tættest på midtergangen. Ikke noget jeg selv ville have valgt, men sådan blev det.

Business Class kabinen under ombordstigning. Foto: Jan Mesicek

Check-in og boarding

Check-in og boarding gik smertefrit, men vi mærkede at personalet var lidt bagefter. Der var 11 kabineansatte ombord og med en smækfuld maskine, så var der meget de skulle tage hånd om.

Der måtte nogle forespørgsler til før tørsten blev slukket med en pre-flight drink, en klassisk Tattinger Brut Reserve.

Sædet er komfortabelt, men har ikke den store fralægningsplads. Der er lidt plads til opbevaring af mobiler og andre småting, en fin skopose med slippers og et amenity kit samt et hygiejnekit med mundbind, sprit m.v.

Sådan ser Business Class kabinen ud ombord. Foto: Turkish Airlines.

Designet på Turkish Airlines Business Class sæde er lækkert. Jeg testede alle usb- og opladningsmuligheder og alt fungerede fejlfrit. Derudover har stolen en stor TV-skærm på 18 tommer af topkvalitet med et hav af film, serier, spil, tv-programmer og musik. Her burde SAS-folkene som er ansvarlige på deres langruter tage et besøg og lære lidt.

Man kan jo undre sig over at Turkish Airlines kan tilbyde hundredevis af valgmuligheder, mens vores kære SAS kun har omkring 50 film.

Sæderne langs vinduet. Foto: Jan Mesicek

Flyturen

En ting jeg sætter pris på hos Turkish Airlines er at de altid har en vinliste med lokale indslag. Og denne gang kunne vi vælge mellem tyrkisk rosévin (som var forfriskende), tre hvidvine (to tyrkiske og en fransk) samt fem rødvine (to tyrkiske, en fransk, en spansk og en argentinsk).

Udvalget af spiritus og aperitif er dog relativt begrænset til de kendte store mærker som Ballantines, Chivas Regal 12, Beefeater Gin, Martell VSOP etc. Ikke noget som overrasker på den liste.

Menukort blev uddelt. Foto: Jan Mesicek

Mineralvand blev skænket fra store flasker – ikke noget jeg sætter pris på.

Ved en enkelt anledning fik jeg en flaske boblevand, men senere på turen var de løbet tør for dette. En lille streg i regningen.

Som de fleste ved, så har Turkish Airlines satset på mad og menuvalget var laks eller bøf medmindre man ville have vegetarisk pasta.

Jeg bryder mig ikke om hverken pasta eller opdrætsfisk, men bøf er svært på fly. Jeg bestemte mig dog for at give bøffen en chance, hvilket jeg desværre måtte konstatere var et forkert valg.

Jeg skulle have valgt industri-laksen – for kødet var så gennemstegt som det kunne blive (“bare 10 minutter” forklarede kokken) selvom jeg spurgte pænt om “please, make it rare or medium”.

Bøf r vanskeligt ombord på et fly. Foto: Jan Mesicek

Ellers var maden fortræffelig med et assorteret udvalg af meze, en nydelig tomatsuppe serveret i tallerken fra vognen og alle tre desserter: ostetallerken, søde turkish delights (alt for sødt efter min smag) og frisk frugt med tyrkisk yoghurt.

Foto: Jan Mesicek
Foto: Jan Mesicek

Senere kom der også en lille “Movie Menu” med nødder, tyrkiske herligheder osv. Jeg valgte noget så kedeligt som chokolade og da fik jeg en lille Mars og Twix bar. Så her er SAS et stykke foran.

Kære Turkish Airlines, dette kan I klare bedre.

En lille detalje som både jeg og mit rejsefølge elsker hos Turkish Airlines er den lille “natlampe” med “levende” lys. Det giver hele kabinen en rigtig behagelig stemning.

“Candle Light supper” – gad vide om Hyacinth Bucket ville trives ombord på Turkish?

Det giver virkelig en behagelig og charmerende stemning i kabinen med en 30-40 “levende” lys.

Efter maden blev sengen redt op (193 cm) og jeg fik mig fem timers søvn uden forstyrrelser.

Morgenmaden blev serveret cirka to timer før ankomst til Istanbul. En varm og dejlig omelet med lidt kylling og ikke mindst tyrkisk yoghurt med frisk frugt. To dobbelte espresso og den rejsende var i form igen.

Foto: Jan Mesicek
Foto: Jan Mesicek

Amenity kit

Amenity kittet hos Turkish Airlines har altid været blandt mine favoritter. Denne gang var det udstyret med indhold fra Versace. Ikke noget specielt spændende indhold, men en meget fin sovemaske og gode tøfler.

En fin refreshmentspray og nogle forskellige cremer.

Alle på økonomiklasse får også et lille amenity kit med lidt forskelligt indhold.

Da vi fløj Lufthansa til Mexico, så fik vi uddelt “cabin wear” – en pyjamasoverdel (samme mærke som de bruger på First Class) og det ville være fint hvis Turkish Airlines også gjorde dette. Skønt med sådan en trøje på en 12 timers flyvning eller hvad?

Jeg havde næsten troet at siden Lufthansa var begyndt med det, så havde de måske fået idéen fra nogen? Måske Turkish? Men nej – der tog jeg fejl. “Nej det har vi desværre ikke, men tak for idéen – det skal jeg notere og rapportere videre” sagde purseren.

Service ombord

Kabinepersonalet havde meget at lave på denne tur. Om flyselskabet også har være nødsaget til at stramme ind og nedbemande eller justere bemandingen på langruter vides ikke. Servicen og det personlige “lille touch” som normalt karakteriserer Turkish Airlines var i midlertidigt til stede – selv om det haltede lidt i begyndelsen.

Toiletter ombord

Toiletterne på Turkish Airlines Boeing 787 er lidt større end på deres ældre flytyper, men ikke lige så store som dem SAS havde på de gamle A330 og A340. De er dog større end dem SAS har på de nye A350. De få ekstra centimeter kommer til god nytte n¨år pladsen er trang. Det gjorde udvalget af parfumer og cremer på toilettet også.

Foto: Jan Mesicek

Ankomst/ landing

Da vi landede i Istanbul kl. 14.28 (en halv time før planlagt ankomsttid) fandt vi ud af at vi ikke har adgang til Business loungen som business class passager i transit med økonomiklasse på næste leg.

I følge lounge-finderen hos Star Alliance, så skulle vi ellers have haft det. Det synes jeg var lidt overraskende og mærkeligt, så vi blev henvist til Smiles & Miles loungen i stedet.

Skal jeg tro på personalet i loungerne, så skulle de være mere eller mindre identiske.

Vi tog et tiltrængt bad, men hvilerummene (som ironisk nok var placeret i denne del af loungen) var forbeholdt Business Class passagerer og blev dermed ikke tilbudt. For nu – og det præciserede personalet – var vi ikke længere Business Class passagerer i Turkish Airlines øjne – vi var nedgraderet til økonomi-passagerer med guld-rettigheder.

Vil jeg vælge Turkish Airlines på langdistance igen? Ja, absolut. Jeg vil stræbe efter at kunne flyve med Turkish og gerne tage en omvej for at flyve med dem en anden gang. Turkish Airlines er blandt mine favoritselskaber og måske min favorit i Star Alliance.

På en rejse værdsætter vi alle de forskellige momenter forskelligt. Turkish har de rette detaljer på plads og smilene og serviceindstillingen som møder dig, som rejsende, føles ægte og naturlige.

Turkish byder på hotel ved overnatning i Istanbul hvis man ikke kan komme videre samme dag. Vi valgte at benytte os af Yotel inde i lufthavnen. Mere om det snart.

Opsummering af reisen med Turkish Airlines rute TK801 Panama City – Istanbul i Business Class

Fordele:

+ Behagelig stol
+ Enormt udvalg af underholdning i alle genrer
+ Nydelig mad og drikke
+ Behageligt personale
+ Amenity kit som du faktisk vil bruge etter turen. Specielt sovemasken
+ Hot towel flere gange under flyvningen
+ Godt udvalg af parfymer, cremer og refreshments på toilettet

Ulemper:

– Næppe nok bemanding til en fuldbooket Boeing 787
– Udvalget til middag bør være bedre. Bøf fungerer sjældent på fly.
– Udvalget af aperitif og avec kunne være bedre
– Ingen loungeadgang ved transit i Istanbul når man rejser videre i Economy
– Burde lære af Lufthansa og indføre en cabin wear

Bedømmelse:

Stolen: 9
Serveringen: 8
Service i luften: 9
Service på jorden: 8
Toiletter: 8
Underholdningssystem: 9
Amenities: 9
Valuta for pengene: 9

Konklusion:

Totalscore: 8,5

Turkish Airlines leverer god service og god mad og drikke på en fuldbooket 787. Sædet er behageligt.

Det eneste som mangler er måske lidt mere opbevaringsplads.

Der er hundredevis af film, serier, dokumentarer og tv-programmer – udover 1 Gbit gratis internet med god hastighed.

Turkish Airlines mangler i det hele taget kun lidt for at få højeste karakter.

Det slår mig at efter hver rejse på langdistance med Turkish Airlines, så glæder jeg mig til næste gang.

Det trækker lidt ned at servicen på jorden har lidt uklare regler om hvilken lounge man må bruge ligesom den gennemstegte bøj også gør.

Udover disse detaljer, så ville der have været “fuld plade”.

Hvad synes du om Turkish Airlines i forhold til andre Star Alliance flyselskaber?
 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here