Anmeldelse: American Airlines Main Cabin Extra / Premium Economy Class

Flyet kører til gate i Cancun. Foto: Flemming Poulsen

Det er efterhånden et stykke tid siden jeg har fløjet med American Airlines. Men på en returrejse fra Cancun til Chicago fik jeg igen muligheden. Og det blev en yderst behagelig oplevelse med et par gode overraskelser undervejs.

Booking

Jeg havde bestilt flybilletter til hele familien i god tid inden ferien og prisen var absolut rimelig. Vi betalte lidt over 1.000 kroner pr. person for denne one-way flyvning for en economy class billet uden bagage. Billetterne var bestilt som en del af en pakkerejse via Expedia, hvilket fungerede upåklageligt. Efter booking kunne jeg logge ind på American Airlines hjemmeside og app og ændre sæder m.v. til Main Cabin Extra.

Som Silver medlem hos British Airways, så giver American Airlines mulighed for at vi kunne vælge sæder i deres Main Cabin Extra, som byder på både mere benplads og gratis drikkevarer. Denne afgang blev fløjet med et widebody Boeing 787 Dreamliner fly, hvilket bare var et ekstra plus da det giver lidt mere luft i kabinen og ikke mindst et godt underholdningssystem i sædet foran – forhold til deres Boeing 737-fly, som ikke altid er nogen imponerende oplevelse.

Vi reserverede sæder ved bestilling og ændrede efterfølgende på American Airlines hjemmeside, så vi fik plads i Main Cabin Extra.

Desuden checkede vi to kufferter ind gratis p.g.a. OneWorld Sapphire status (i modsætning til hos United, som kun gav én gratis pr. Star Alliance Gold medlem).

Check-in

Jeg checkede os ind i American Airlines app’en dagen før og her fik jeg den første positive overraskelse. Flyet var nemlig blevet ændret til en konfiguration, som også havde de Premium Economy sæder, som bliver benyttet på langruterne. Da American Airlines ikke sælger Premium Economy på kortere ruter, så var disse nu tilgængelige at vælge som “Main Cabin Extra”. Heldigvis var der stadig tre sæder ledige samlet og jeg skyndte mig at sikre os dem. Så ikke nok med at vi får en gratis opgradering til Main Cabin Extra p.g.a. status i OneWorld, så fik vi altså her en ekstra “opgradering” til nogle langt bedre sæder end normalt.

App’en fungerede rigtigt godt og det var hele tiden muligt at ændre sæder, hvis man måtte ønske dette. Desuden har den en rigtig fin feature, hvor man både får besked om status på det indkommende fly, kan se sine bagagetag-numre og ikke mindst se status på hvor bagagen er. Inden afgang blev app’en opdateret, så der stod at bagagen nu var lastet på flyet. Alt i alt en langt bedre app end jeg normalt er vant til at benytte hos andre flyselskaber her i Europa.

Bagerste del af Premium Economy samt Main Cabin Extra. Foto: Flemming Poulsen

Dejligt at se at American Airlines og OneWorld giver gode statusfordele til alliancepartnere – i modsætning til f.eks. United Airlines og Star Alliance, hvor det ikke var muligt at vælge sæder med ekstra benplads uden at betale ekstra for det – medmindre man havde status hos United.

Jeg havde fået de “frygtede” fire S’er og var udtaget til et ekstra sikkerhedstjek i gaten, så det var kun muligt at få boardingkort til mine medrejsende i app’en.

Ved ankomsten til Cancun lufthavn, så var vi checket ind og bagagen var på vej efter to minutter. Ingen kø i Business Class check-in, som vi kunne benytte p.g.a. Sapphire status. Vi havde endda et par kilo for meget i begge kufferter, hvilket der blev set igennem fingre med.

Boarding

Flyet var lidt forsinket p.g.a. deicingkø i Chicago om morgenen og det betød også lidt ekstra ventetid i en noget overfyldt gate inden afgang. Vi fik dog løbende informationer om forsinkelse – både via mail og push-beskeder i app’en samt i gaten. Informationen fejlede ingenting.

Da boarding endeligt kom i gang, så var gatepersonalet rigtigt gode til at sørge for at priority boarding blev overholdt. Her har American Airlines rigtigt mange boardingrupper og det kan virke lidt komisk at passagererne skal inddeles i så mange grupper. Men det gik smidigt nok – også det ekstra sikkerhedstjek jeg skulle gennemgå.

Sædet

De Premium Economy stole vi havde valgt var yderst behagelige. Man kan sammenligne størrelsen på dem og siddekomforten med de stole som SAS benytter på Plus på langruterne. Jeg synes dog at jeg sad bedre hos American Airlines, men det kan også handle om at det var en kortere tur. Så på denne tur på under 4 timer var det absolut mere end godkendt.

God benplads på første række. Foto: Flemming Poulsen
God benplads. Foto: Flemming Poulsen
God benplads. Foto: Flemming Poulsen

Til forskel fra SAS Plus stolene, så var bordet hos American Airlines langt mere stabilt, større og meget lettere at slå op. Desuden kunne man skyde det længere frem foran sig, hvilket gav en mere behagelig position for det.

Bordet var stabil og enkelt at folde ud. Foto: Flemming Poulsen
Meget stabilt bord. Foto: Flemming Poulsen
God plads på første række. Foto: Flemming Poulsen
Bordet var overraskende stabilt. Foto: Flemming Poulsen

Underholdningssystemet slog også SAS med flere længder. Ikke blot var der et langt større udvalg af film, mange afsnit af tv-serier, live tv og en skærm som er meget mere behageligt at kigge på da den var mat og dermed ikke reflekterede lyset fra vinduerne, hvilket ofte er et problem hos SAS. Der var også mulighed for at chatte med andre medpassagerer og stik til strøm, opladning og hovedtelefoner var meget praktisk placeret i siden, så man ikke ved et uheld kom til at skubbe til dem.

Meget stort udvalg af film og tv-serier. Foto: Flemming Poulsen
Udvidet kort over ruten via skærmen i sædet foran. Foto: Flemming Poulsen
Mulighed for at chatte med andre passagerer. Foto: Flemming Poulsen
Fjernbetjent til underholdningssystemet. Foto: Flemming Poulsen
Fjernbetjening og knap til at lægge sæderyggen ned. Foto: Flemming Poulsen
Tastatur i fjernbetjeningen, som kan benyttes til chat. Foto: Flemming Poulsen
Stikkontakt, usb og hovedtelefonstik placeret praktisk i armlænet. Foto: Flemming Poulsen

Der var en fodstøtte, som vi kender det fra SAS Plus, men den var større og meget mere behagelig at sætte fødderne på. Første række havde desuden en benstøtte.

Skal vi igen sammenligne med SAS Plus (som er et godt sammenligningsgrundlag de fleste kender), så var sædet meget lig, men American Airlines havde fixet de ting, som ikke fungerer så optimalt hos SAS (bedre og større bord, mulighed for at skubbe bordet længere frem, lettere recline, bedre skærm, større underholdningsudvalg og bedre placering af stik).

Premium Economy stolen var absolut godkendt og jeg flyver gerne i denne stol på endnu længere ruter også.

Serveringen

I Main Cabin Extra (som vores sæder var kategoriseret som på denne flyvning) tilbydes passagererne gratis drikkevarer fra menuen. Her er der et ganske godt udvalg af både vin, sprit, øl og vand. Der blev aktivt tilbudt drikkevarer én gang på denne tur, hvilket måske var lidt i underkanten. På udrejsen med United Airlines blev der f.eks. tilbudt drikkevarer to gange, men her skulle man så til gengæld betale for alkohol.

Drikkevarer var inkluderet i Main Cabin Extra. Foto: Flemming Poulsen
En snack blev delt gratis ud til alle. Der kunne købes sandwich m.v. Foto: Flemming Poulsen

Men det var dog muligt at hente flere drikkevarer i galley undervejs, hvis man ønskede mere. Udover drikkevarer, så fik alle også valget mellem en lille småkage eller en pose pretzels.

Ønskede man at købe sandwich eller andre snacks, så var det også muligt. Det tilbud benyttede vi dog ikke da vi netop havde spist et større måltid i lufthavnen.

Kabinepersonalet var venlige, men ikke specielt smilende. De gjorde deres arbejde, men virkede ikke specielt proaktive.

Underholdning

Som nævnt ovenfor, så var underholdningssystemet på denne Boeing 787 Dreamliner absolut mere end godkendt. Specielt skærmens kvalitets var rigtig god og det faktum at de havde valgt en mat skærm, som ikke reflekterer lys er et stort plus. Udvalget af underholdning var rigtigt godt. Her kan man flyve med American Airlines mange gange uden at løbe tør for interessante film eller tv-serier. At man kan se nogle tv-stationer (f.eks BBC og CNN) live er ligeledes et stort plus.

Live tv ombord. Foto: Flemming Poulsen

American Airlines tilbød også WiFi ombord mod betaling, hvilket jeg dog ikke benyttede mig af på denne flyvning.

Toiletforhold

Kabinepersonalet var meget tydelig med hvilke toiletter som kunne benyttes afhængig hvor man sad i flyet. Kort efter afgang blev det gjort klart hvilket toilet ens sæderække “hørte til”. Det blev dog en smule omstændigt og jeg er ikke sikker på at mange passagerer rent faktisk helt forstod instrukserne. Det var dog aldrig et problem selvom flyet var fuldbooket.

På “Premium Economy” delte vi toilet med Business Class i galleyet ved indgangsdøren, så vi havde ikke langt til toilettet. Det virkede dog lidt underligt at dette fly ikke havde gardiner mellem Premium og Business Class, hvilket tog lidt at privatlivet væk fra Business Class passagererne. Men det var rigtigt fint for Premium Economy passagererne at man ikke skulle gå langt bag i flyet for at benytte toiletterne, som man f.eks. skal hos SAS. Der var ikke på noget tidspunkt kø ved toiletterne forrest i flyet.

Rent og fint toilet. Foto: Flemming Poulsen

Ankomst

Vi ankom lidt sent ind til Chicago p.g.a. den oprindelige forsinkelse flyet havde på udrejsen. Men det var lykkedes piloterne at hente en del af forsinkelse – både på turn-around i Cancun, men også undervejs på returrejsen.

Flyet ankom til Terminal 5 og her var der lidt ventetid i immigrationen – dog ikke mere end en halv times tid. Til gengæld var skiltningen i immigrationen ret så mangelfuld og forvirrende.

Fordele/Ulemper:

Pros:
Mulighed for at vælge Main Cabin Extra med OneWorld status
Ekstra overraskelse at få Premium Economy sæder
Gratis drikkevarer i Main Cabin Extra
Rigtigt god underholdningssystem
Stabile borde

Cons:
Havde været fint med en ekstra runde med serveringsvognen
Lidt forvirrende priority boarding med alt for mange grupper

 

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
Sæde
10
Mad/drikke
9
Service
7
Toiletter
9
Valuta for pengene
10
Tidligere artikelAnmeldelse: SAS Business Class til/fra Chicago
Næste artikelGuide: Sådan opgraderer du hos British Airways
Chefedaktør og grundlægger af FinalCall.travel. Erfaren luftfarts analytiker og rejseskribent - med mere end 15 års erfaring fra branchen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here