SAS har igennem en del år kørt hårdt på at få etableret navne som SAS Go og SAS Plus på markedet – billettyper, som man generelt i branchen ellers bedst kender som Economy Class og Premium Economy. Men nu kunne noget tyde på, at SAS dropper disse navne på billettyperne.
Når man booker flybilletter idag, så skal man holde tungen lige i munden for at finde den billettype, som passer bedst til formålet. Ofte kan der være stor forskel på hvad der er inkluderet i billetten, hvor fleksibel den er og hvor mange bonuspoint man tjener. Hos SAS er der idag allerede rigtigt mange forskellige navne at forholde sig til og med de nye navne bliver der ikke mindre at forholde sig til.
Kigger man idag på den danske SAS hjemmeside, så vil man se de kendte navne på de forskellige billettyper, som
- SAS Go Light
- SAS Go Smart
- SAS Go Smart Bio
- SAS Plus Smart
- SAS Plus Pro
- SAS Plus Pro Bio.
Men nu tyder noget på at SAS tester at nye navne på deres forskellige billetklasser.
I hvertfald anvender flyselskabet nu helt andre navne hvis man tjekker deres norske hjemmeside.
Her finder man i stedet billetnavne som:
- Basic
- Standard
- Standard Bio
- Comfort
- Comfort Flex
- Comfort Bio
Forskellen i navnene på flybilletterne mellem den danske og norske SAS-hjemmeside drejer sig altså om præcist samme flyvninger på samme datoer, men hvor der søges på hhv. den danske og norske hjemmeside på ruten mellem København og Oslo. Vi har set samme navneændringer på andre ruter også.
Også på langruter, som f.eks. Oslo til Newark anvendes de nye navne på den norske hjemmeside, men her tilkommer også Business og Business Flex.
Umiddelbart ser det dog ikke ud til at der er forskel på indholdet i billettyperne, men blot er navnene som ændre.
Det betyder i praksis at billettyperne svarer til hinanden som følger:
SAS Go Light = Basic
SAS Go Smart = Standard
SAS Go Smart Bio = Standard Bio
SAS Plus Smart = Comfort
SAS Plus Pro = Comfort Flex
SAS Plus Pro Bio = Comfort Bio
Om de nye navne, så bedre beskriver indholdet i billettyperne skal vi lade vores læsere og SAS kunderne om at bedømme, men med det nuværende SAS Plus produkt, så er det måske ikke helt retvisende at der skulle være tale om et “Comfort” produkt på kortruterne da sæderne er præcist de samme som på SAS Go og der heller ikke er frit midtersæde her. Så med mindre det indgår i SAS planer, at indføre frit midtersæde i denne klasse, så skal du altså ikke forvente nogen bedre komfort når du køber denne billetklasse. På langruter giver navnet “Comfort” bedre mening da man på disse fly faktisk har en mere komfortabel stol og mere plads end på Economy Class.
At gå bort fra Go og Plus beskrivelserne gør dog at SAS mere nærmer sig standarden i branchen selvom de dog stadig ikke anvender Economy Class og Premium Economy betegnelserne. Og så undgår SAS også den gentagende joke, som mange frequent flyers bruger om SAS Go, der ofte omtales som SAS “Minus” i sammenligning med SAS Plus. En lidt uheldig bivirkning af det nuværende navnevalg – ligesom da de tilbød en billettype som hed SAS Go Pro, som straks fik tankerne rettet mod det populære aktionkamera af samme navn.
Indtil videre har SAS ikke meldt offentligt ud om en evt. navneændring, så der kan naturligvis være tale om at det er en test de kører på den norske hjemmeside, men der er jo som oftest ikke røg uden brand.
Uanset har SAS ret så mange billettyper at vælge imellem, så du skal også fremover holde tungen lige i munden når du booker.