UM fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til hele Spanien – rejsebranchen ikke tilfreds

Det danske Udenrigsministerium har netop udsendt opdaterede rejsevejledninger, som betyder at alle ikke-nødvendige rejser til Spanien nu frarådes. Det sker stik imod ønskerne fra rejsebranchen, som vil have en regionsopdelt rejsevejledning for landet.

Der er stor forskel på smitten i de forskellige regioner i Spanien og bl.a. Storbritanien har formået at inddele deres rejsevejledning i regioner, så der tages højde for det aktuelle smitteniveau i et område og ikke blot et gennemsnit for hele landet. Men dette har Danmark altså ikke valgt at gøre, hvilket kommer til at påvirke den kriseramte rejsebranche voldsomt.

Også Andorra er blevet tilføjet listen over såkaldte “orange” lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes til. Øvrige lande på listen er Bulgarien, Rumænien og Luxembourg.

Rejsende som allerede befinder sig i Spanien vil ikke blive påvirket af de nye rejsevejledninger og kan fortsætte ferien, som planlagt. Men rejser du til Spanien eller et af de andre orange lande fra idag, så vil du blive opfordret til at gå i 14 dages karantæne efter hjemkomst.

Den danske rejsebranche er dog stærkt utilfreds med Udenrigsministeriets mangel på vilje til at regionsinddele lande.

De udtaler i en pressemeddelelse:

”Det er fair nok, at der skal lukkes for rejser til for eksempel Catalonien, hvor smitten breder sig. Men det er kommet som noget af en overraskelse, at Udenrigsministeriet bare lukker hele landet ned, og ikke engang overvejer at udforme en mere differentieret rejsevejledning”, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

”Vores forventning er nu, at ministeriet snarest indfører en regional rejsevejledning for Spanien. Kanarieøerne ligger flere tusind kilometer fra Barcelona, de har et meget lavt smittetryk og der burde ikke være noget til hinder for, at danskere trygt kan rejse til for eksempel Tenerife eller Gran Canaria. Vi synes helt enkelt, at det er en forkert beslutning, man har truffet,” siger Lars Thykier.

Rejsebranchens ønske om regionale rejsevejledninger gælder i øvrigt ikke kun for Spanien. Det vil også give mening for andre store lande, herunder for eksempel USA, Indien, Kina, Thailand, Tyrkiet og Tyskland mener de.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here