Ugen der gik – uge 41

Endnu en weekend har meldt sig og det betyder også at vi ser lidt nærmere på hvad der er sket i ugen der er gået. Og det var endnu en uge, som bød på en del interessante nyheder for frequent travelers.

Den nok vigtigste nyhed er at Lufthansa har overtaget store dele af den konkursramte ærkerival, AirBerlin. Omkring halvdelen af flyene fra AirBerlin vil fremover flyve rundt for Lufthansa, eller måske nok nærmere hos Lufthansa’s lavpris-lillesøster, EuroWings. Fra den 28. oktober er det helt slut med at se AirBerlin fly i luften.

Overtagelsen får nok mest betydening for tyske kunder da man forventer, at priserne på tysk indenrigs vil stige en del. Selvom AirBerlin ofte har haft lave priser på langruterne, så er konkurrencen fra andre europæiske operatører så hård, at det nok ikke er noget vi vil se særligt på priserne.

Det var også ugen, hvor SAS meddelte, at de afslutter loungesamarbejdet omkring deres City-lounger i Stockholm. Egentligt ikke så overraskende. Det koncept har aldrig rigtigt givet mening – slet ikke når man fjerner loungeadgangen over det meste af Europa for sine bedste kunder, men samtidig giver adgang til to lounger i Stockholm (og for øvrigt ikke gør det på sine andre hjemmebaser). SAS siger selv de vil fortsætte med at investere i deres egne lounger, men det hjælper jo ikke alle de passagerer, som betaler ekstra for at flyve Plus fra Malaga, Nice, Manchester og de fleste andre europæiske destinationer.

På loungesiden, så var denne uge også ugen, hvor SAS blev færdige med den mindre opfriskning af loungen i Chicago, så den nu skulle fremstå mere præsentabel.

Meget aktivitet på FinalCall.travel

I vores egen verden her på FinalCall.travel, så er der også sket en del. For det første havde vi vores første “Frequent Travelers MeetUp” i København, hvor Singapore Airlines var mødt op til den hyggelige aften. Her kunne alle deltagere få svar på alt de gerne ville vide om flyselskabet. Husk at tilmelde dig vores lukkede Facebook-gruppe for frequent travelers, så du ikke går glip af invitationer til kommende arrangementer.

I den forgangne uge så vi også nærmere på hvor meget SAS EuroBonus-point egentligt er værd. Vi fandt ud af at det afhænger meget af hvordan du bruger dine point og det vil nok overraske de fleste, at du kan optjene point, som kan værdisættes til helt op til kr. 2.000,- – blot ved at købe en SAS Go billet til kr. 3.000,-

Det var også ugen, hvor vi havde premiere på vores nye og ugentlige podcast for frequent travelers. I første afsnit gik vi mere i detaljer med værdien på EuroBonus-point. I løbet af kort tid vil vores podcast også blive tilgængelig via iTunes og Google Play.

Der var også gode tilbud i den forgange uge. F.eks. kører Qatar Airways lige nu en kampagne, hvor du kan rejse to personer på Business Class, men kun betale for en.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here