Mens de fleste flyselskaber har haft deres lounger åbnet i et stykke tid – og flere endda har haft lounger åbnet gennem hele Corona-perioden, så står SAS ret ensomme og har fortsat lukket alle deres lounger. Men nu er der måske snart gode nyheder på vej.
Vi har i et stykke tid forsøgt at få svar fra SAS om hvornår de planlægger at genåbne deres lounger, men dog uden held.
Nu er der dog nyt i sagen.
I dag har SAS netop udsendt et nyhedsbrev til deres kunder med erhvervsaftaler, hvor de løfter lidt af sløret for deres planer.
I mailen skriver de:
“Desuden arbejder vi på at genåbne vores SAS Lounges, så du igen kan læse e-mails, få en bid mad eller slappe af, mens du venter på flyet. Åbningen vil ske gradvist i løbet af efteråret, og vi starter med Stockholm, København og Oslo. Mere information om dette kommer til september.”
Så selvom der endnu ikke er nogen præcis dato for hvornår SAS genåbner deres lounger og igen tilbyder kunderne et produkt på linje med konkurrenterne, så må vi konkludere ud fra dette, at det forhåbentligt snart sker.
I første omgang bliver det altså loungerne i København, Oslo og Stockholm der åbner og vi må forvente at der kan gå endnu længere tid inden SAS loungerne i Newark, Chicago samt deres Café lounger åbner.
Mens det naturligvis er positivt, at SAS nu melder bare en lille smule ud om genåbning af lounger, så må vi også erkende at det er på tide, hvis man sammenligner med konkurrenterne. Både Lufthansa, British Airways, KLM, AirFrance og Finnair har nu haft åbnet deres lounger i en længere periode, mens flere af dem har haft loungerne åbne hele tiden.
Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder
Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.