Sådan optimerer du dit EuroBonus Guldkort til status hos mange hotelkæder

Vidste du at det er muligt at få elite status mange andre steder når du først har fået det et sted. Såkaldte statusmatch kan åbne dørene for fordele hos mange hotelkæder rundt om i verden. Starter du med at SAS guldkort, så kan du komme langt. En af vores medlemmer i vores Facebook-gruppe har testet hvor meget man kan få ud af sit guldkort, hvis man optimerer det.

Hvor langt kan man komme når det gælder statusfordele, hvis man har et SAS EuroBonus Guldkort?

Et guldkort kan nemlig give dig langt flere fordele end mange tror og end det flyselskabet selv lover dig.

Lad os se på hvordan man maksimerer et SAS EuroBonus Guldkort med statusmatch hos hotelkæder.

Vores Facebook-medlem skulle til Las Vegas og ville gerne optimere rejsen med flest mulige fordele.

Sådan gør du for at optimere via status match:

SAS EuroBonus -> Radisson Gold
Kontakt Radisson Rewards og bed om status match. Send en email med billede af dit EuroBonus Guldkort. Så giver de dig Radisson Gold status. Radisson Gold giver dig opgraderinger, bedre pointoptjening og rabat i restaurant/bar på visse hoteller. Skriv evt. til: statusmatch@radissonhotels.com

Radisson Gold -> Wyndham Diamond
Du kan herefter bruge dit Radisson Gold til at matche hos Wyndham Rewards. I dette tilfælde gav Wyndham vores læser en Diamond status, som er højeste niveau hos Wyndham. Du kan ansøge via dette link. Med Wyndham Diamond får du opgraderinger (også til suiter), velkomstgave og flere bonuspoint.

Wyndham Diamond -> Caesars Diamond
Når du har fået din Diamond status hos Wyndham, så kan du bruge den til at matche til Caesars Rewards. Du kan matche på dette link. Vores læser fik Caesars Diamond, som er næsthøjeste niveau hos Caesars Rewards. Med denne status slipper du får resort fees, rabat på værelser og i gift shops, loungeadgang m.v.

Med disse kort, så har man en udemærket status at kunne starte på i specielt USA og hvis man skal til Las Vegas.

Noget tyder også på at MGM Hotels status matcher fra Caesars Rewards lokalt på hotellerne, hvis man overnatter der.

Hilton Status Challenge

Også Hilton tilbyder status match – eller en såkaldt challenge, hvis man vil beholde sin status. Her kan man matche på dette link. I første omgang får man status i 90 dage og skal så i den periode bo der 10 nætter for at få Gold frem til 31. marts 2021 eller 18 nætter for at få Diamond i samme periode.

Best Western Status Match

Best Western kæden er også kendt for at være en kæde, som gerne matcher din hotel status. Her udfylder du blot denne formular for at ansøge om at få status hos dem.

IHG Staus Match

IHG kæden har ikke p.t. et officielt status match program, men det kommer i begrænsede perioder. F.eks. har de i over sommeren tilbudt status match til de fleste anerkendte hotelprogrammer. Hold øje med deres hjemmeside om de kommer med lignende tilbud inden længe. Alternativt skriv til deres kundeservice og spørg om de vil matche. Det har vi set flere eksempler på er lykkedes, men der er ingen garanti.

Marriott Bonvoy Status Challenge

Marriott Bonvoy tilbyder en challenge, hvor du skal ringe til deres kundeservice for at starte den. Du kan selv vælge om du vil gå efter Gold eller Platinum status. Når du har tilmeldt dig, så har du 90 dage til at gennemføre hhv. 8 eller 16 nætter for at nå Gold eller Platinum niveau. Nogle fortæller at de 90 dage først tæller fra den første i måneden efter du har tilmeldt dig, men vær sikker på at få dette bekræftet når du ringer.

World of Hyatt Status Match

Hyatt er kendt for at være nærrige med at give status match. De kører dog jævnligt kampagner med større virksomheder, hvor medarbejderne kan opnå en challenge og nå en given status efter et vist antal ophold. De har ikke noget officielt program for status match, men det er et forsøg værd at kontakte deres kundeservice, hvis du kan dokumentere at du har mange nætter i en anden kæde. Desuden har vi hørt flere eksempler på at hotellerne lokalt har mulighed for at give status til gode gæster, så kontakt evt. manageren på et af de hoteller du bor på.

AccorHotels status match

Accor Hotels har i visse perioder kørt kampagner, hvor man kan status matche. Men de kører ikke noget fast kampagne for dette. Prøv at skriv til dem, men vær forberedt på at du får afslag.

Dette skal du være opmærksom på!

Som med mange andre ting indenfor loyalitetsprogrammer, så er der visse faldgruber du skal være opmærksom på.

For det første, så er der ingen grund til at statusmatche før du rent faktisk har brug for status i en given hotelkæde. De fleste programmer tilbyder kun statusmatch én gang og har du tidligere fået det, så er der stor risiko for at de nægter dig.

Flere kæder beder også om dokumentation for at de rent faktisk har boet på den kæde du forsøger at matche fra. De kræver ikke nødvendigvis at du har boet der nok til at optjene din status, men oftest vil de kræve at du kan dokumentere at de mindst har én overnatninger der. Det gør de naturligvis for at undgå at man blot bruger nogle programmer for at matche videre til andre.

Du kan også kigge på Statusmatcher.com som samler erfaringer fra rejsende som har forsøgt status match på forskellige hotelkæder. Det kan give dig et indtryk af hvilke muligheder der er.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here