Norwegian foreviger EM ’92-legende på haleroret af splinternyt fly

På 25-årsdagen for den danske EM-triumf offentliggør Norwegian den tidligere landstræner og europamester Richard Møller Nielsen som halehelt på selskabets nyeste fly.

For præcis 25 år siden gjorde det danske fodboldlandshold det umulige og vandt EM i Sverige med en finalesejr på 2-0 over de daværende verdensmestre fra Tyskland. På mærkedagen for triumfen har Norwegian valgt at offentliggøre den tidligere landstræner og europamester Richard Møller Nielsen (1937-2014) som flyselskabets nyeste ”halehelt”. Han hyldes for den utrolige EM-bedrift og sin indsats for dansk fodbold. Richard Møller Nielsens portræt bliver nu folieret på haleroret af Norwegians nyeste Boeing 737-800-maskine. Han slutter sig til et væld af store danske personligheder, heriblandt H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Dirch Passer, som allerede pryder nogle af halerne på Norwegians fly.

”Norwegian er glade for at hædre Richard Møller Nielsen som halehelt for hans fantastiske meritter med det danske fodboldlandshold. EM-eventyret i ’92 står for mange som den største danske sportspræstation nogensinde og flyttede grænserne for, hvad man troede, var muligt for dansk fodbold. Det gør Richard Møller Nielsen til en af de allerstørste danske fodboldtrænere igennem tiderne. ’Ricardo’ har længe været en dansk helt. Nu er han også halehelt,” siger Norwegians informationschef Daniel Kirchhoff.

”Jeg er utrolig taknemmelig og beæret over, at Norwegian har valgt at hylde min far på haleroret af deres nyeste fly. Han er i løbet af de seneste år blevet hædret for sine bedrifter flere steder, og han ville også have været ekstremt stolt over denne flotte gestus. Min far oplevede mange forskellige europæiske byer i sin tid som landstræner, og jeg synes, det er fantastisk, at han nu kommer til at flyve rundt i hele Europa igen”, siger Richard Møller Nielsens søn, Tommy Møller Nielsen, der selv er tidligere fodboldtræner og nuværende Manchester United Chief Scout.

Den 18. danske halehelt

Richard Møller Nielsen bliver Norwegians 18. danske halehelt. I forvejen pryder disse danskere allerede halerorene: Dirch Passer, Jørn Utzon, Asta Nielsen, Karen Blixen, H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Georg Brandes, N.F.S. Grundtvig, Knud Rasmussen, Tycho Brahe, Piet Hein, Victor Borge, H.C. Ørsted, Carl Nielsen, Jacob Christian Hansen-Ellehammer, Ludvig Holberg samt Aksel Sandemose.

Richard Møller Nielsen-flyet vil blive indsat i Norwegians europæiske rutenet og vil således kunne ses og flyves med både fra København og fra en af selskabets mange andre destinationer.

Norwegians flådefornyelse fortsætter med leveringen af en Boeing 787-9 Dreamliner og tre Boeing 737-800 denne måned. Med en gennemsnitsalder på 3,6 år er Norwegians flyflåde blandt de mest moderne og miljøvenlige i verden.

Om Richard Møller Nielsen

Richard Møller Nielsen (1337-2014) var dansk fodboldspiller og træner. Han var dansk landstræner fra 1990-1996. Under sin tid førte han Danmark frem til sejr i Europamesterskabet i 1992 samt King Fahd Cup i 1995 (det nuværende Confederations Cup), hvor det blev til en finalesejr over de forsvarerende mestre fra Argentina. Richard Møller Nielsen blev kåret til World Soccer World Manager of the Year 1992. FIFA tildelte ham i 2004 FIFA Centennial Order of Merit for sin indsats indenfor fodbolden.

1975 – Årets fodboldtræner i Danmark
1992 – World Soccer Manager
2004 – FIFA Centennial Order of Merit
2008 – Fodboldens Hall of Fame (som en del af Europamester-holdet ’92)
2014 – Fodboldens Hall of Fame (posthumt)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here