Hvorfor har flyene de ekstra “winglets” på spidsen af vingerne?

Airbus testfly på besøg hos SAS. Airbus A320neo med sharklets. Foto: Flemming Poulsen

“Winglets”, “Wingtip fences” eller “Sharklets” hedder de ekstra lange vingespidser, som moderne fly er udstyret med. Kært barn har mange navne og findes i flere varianter. Men de har alle samme formål. Hvorfor er flyene udstyret med disse ekstra vingespidser?

Du har sikkert lagt mærke til at mange fly – både nye og gamle – er udstyret med nogle ekstra vingespidser, men hvad er formålet egentligt med dem?

Sharklet på A320neo. Foto: Flemming Poulsen
Sharklet på A320neo. Foto: Flemming Poulsen

Disse winglets eller sharklets, som de nyeste udgaver hedder, har primært til formål at spare brændstof. Det kan umiddelbart lyde underligt, at man kan spare brændstof ved at tilføje ekstra vægt til flyet, men der er faktisk tale om ganske store besparelser disse vingetipper kan spare på hvert fly.

I forhold til fly uden winglets/sharklets, så bruger fly, som er udstyret med dem, helt op til 4% mindre brændstof. Det til trods for at disse kan være helt op til 2,4 meter høje og tilføjer en betydelig ekstra vægt til flyet.

Sådan ændrer en winglet luftstrømmene på spidsen af vingen og sparer op til 4% brændstof.
Sådan ændrer en winglet luftstrømmene på spidsen af vingen og sparer op til 4% brændstof.

Årsagen er at en flyvinge automatisk skaber en såkaldt “vortex” på vingespidesen. Det er luftstrømme, som samles ved vingespidsen og ender med at skabe en uønsket luftmodstand.

Winglets hjælper med at gøre disse luftstrømme mindre og lede dem væk fra flyet. Som resultat får flyet mindre modstand og bruger dermed også mindre brændstof.

Split Winglet på Boeings 737 fly.
Split Winglet på Boeings 737 fly.

Winglets findes i flere udformninger, hvor de mindste er de såkaldte wingtip fences, som findes på Airbus A320-flyene. På de nyere Airbus A320neo er der installeret de noget større Sharklets, som mindsker luftstrømmene endnu mere.

Boeing flyene har winglets – enten installeret når flyet bliver leveret, men disse kan også eftermonteres. På de nyere Dreamliner fly har man løst problemet ved at vingespidserne hæves lidt og bliver ekstra spidse. De såkaldte “raked wintips” og på de kommende Boeing 737MAX bliver der både en opadgående og nedadgående winglet – en såkaldt split winglet.

De nye og størrre sharklets på Airbus A330neo. Foto: Airbus
De nye og størrre sharklets på Airbus A330neo. Foto: Airbus

Airbus har netop introduceret en ny type på deres Airbus A330NEO, som er endnu større end hidtil. Disse er hele 2,4 meter høje og øger vingespandet fra 60,3 meter til hele 64 meter på de nyeste A330 fly.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here