(Falsk Alarm) Har SAS hævet pointpriserne for Star Alliance bonusrejser voldsomt – uden varsel?

Foto: Star Alliance

Vi har nu modtaget svar fra SAS. Den store prisstigning i pointprisen for Star Alliance bonusrejser var falsk alarm. Der var tale om en teknisk fejl på SAS hjemmesiden. Læs mere om det på dette link.

Hidtil har det kostet 130.000 EuroBonus-point at bestille en bonusrejse på Business Class med Star Alliance fra Europa til USA. Men når man i dag forsøger at bestille en lignende rejse på SAS hjemmeside, så er pointprisen steget voldsomt. Men er der tale om en fejl eller har SAS i nattens mulm og mørke devalueret værdien af dine bonuspoint voldsomt?

Alle med en del EuroBonus-point på kontoen – og ikke mindst 2-for-1 vouchers fra American Express (norske og svenske kunder kan få disse) ved at det – længe – har været ekstremt udfordrende at finde interessante bonusrejser at bruge disse point på. Ikke mindst fordi SAS stort set ingen tilgængelige bonusrejser selv har på Business Class.

Det har fået mange til at kigge efter de dyrere Star Alliance bonusrejser, som normalt koster 30.000 point mere på Business Class fra f.eks. Skandinavien til USA end hvis man kunne finde tilsvarende bonuspladser med SAS.

Derudover kommer også betydeligt højere skatter, afgifter og gebyrer på Star Alliance bonusrejserne.

Her er f.eks. et eksempel på en bonusrejse med Lufthansa fra København til New York, som normalt har kostet 130.000 point, men nu koster 190.000:

Ifølge pointtabellen, som SAS har publiceret på sin hjemmeside, så skal prisen være 130.000 point:

Denne pointtabel findes i skrivende stund kun på SAS svenske hjemmeside og er blevet fjernet på den danske og norske.

På den danske og norske hjemmeside ender man bare på denne side:

Meget kunne altså tyde på at SAS – over natten – og helt uden varsel har hævet prisen voldsomt på Star Alliance bonusrejser til USA. Vi har desværre tidligere set SAS indføre kraftige devalueringer af EuroBonus-programmet helt uden varsel. Noget SAS har fået meget kritik for – bl.a. på nogle af de tidligere Diamond-arrangement, hvor de lovede bod og bedring på dette område. Et løfte det altså ikke tyder på de har valgt at holde overfor deres kunder.

Vi har naturligvis kontaktet SAS og afventer svar på om der er tale om en fejl i pointprisen i Star Alliance-bookingen på hjemmesiden eller om de rent faktisk er kommet med en enorm devaluering natten over.

Er det sidstnævnte tilfældet, så er det virkeligt et ufint træk af SAS. En meget stor andel af deres kunder har store mængder bonuspoint, som de ikke har kunnet bruge til noget fornuftigt i de seneste to år. Specielt de kunder som har American Express vouchers, som udløber til nytår må virkeligt føle sig bondefanget, hvis det er tilfældet.

Nu er det nemlig andet år i træk at de har store udfordringer med at få brugt deres vouchers fordi SAS har valgt ikke at forlænge dem i samme omfang som vi har set konkurrenterne gøre – til trods for at det er stort set umuligt at finde ledige bonusrejser på Business Class – og for den sags skyld også på SAS Plus.

Også pointprisen på Economy Class ser ud til at være steget voldsomt for Star Alliance bonusrejser.

Disse rejser prissættes nu til 110.000 EuroBonus-point for en tur/retur-rejse – mod 70.000 point iflg. pointtabellen:

Dermed koster en bonusrejse med Star Alliance på Economy Class 10.000 point mere end hvad en rejse på Business Class med SAS gør. Og i tillæg er afgifter, gebyrer og skatter omkring tre gange så høje.

Er det tilfældet at det er bevidst og ikke en fejl med disse voldsomme – uvarslede – stigninger i pointprisen, så er det det værst tænkelige tidspunkt for EuroBonus-medlemmer, som har American Express vouchers der udløber ved årsskiftet. Mange har ventet med at bestille disse til de havde mere sikkerhed for hvilke ruter som rent faktisk bliver gennemført – ligesom den ekstremt lille tilgængelighed også har gjort det til en stor udfordring at finde ledige pladser.

Derudover har SAS først i sidste uge åbnet for muligheden for at søge og bestille Star Alliance bonusrejser på deres hjemmeside igen, hvilket har gjort det meget svært for kunderne at benytte denne mulighed.

Vi følger naturligvis op på sagen når vi har fået svar fra SAS om der er tale om en fejl på hjemmesiden eller om de rent faktisk har devalueret værdien af bonuspoint så voldsomt – helt uden varsel.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here