Nogen har måske fået med sig, at jeg have en lille kagekrise i British Airways kantinen i forgårs. For såvidt høfligt håndteret af British Airways. De var ikke ufine eller noget og jeg fik mig da et stykke kage med mig.
Men ikke desto mindre, så er det et faktum, at jeg ikke må komme mindre end 30 skridt fra kagefadet i British Airways kantinen de næste 10 dage.
En fuldstændig urimelig beslutning.
Sagen var den at jeg forsøgte at bestemme mig for hvilket stykke kage jeg skulle have – da flere voksne begyndte at flokkes rundt om mig. Efter en god halv time, så begyndte de at brokke sig og være urimelige mod mig. Så jeg blev – naturligvis – også godt sur. Det tager nu en gang den tid det tager at prøvesmage alle stykkerne på et stort fad. Man vil jo ikke tage fejl, vel?
Til slut, så gjorde de urimelige folk oprør mod mig og selv om jeg både fægtede med armene og hoppe op og ned, så blev jeg nedstemt og bortvist.
Ekstremt urimelig
Pappa sad for sig selv – langt borte – og gjorde ingenting. Man føler sig såååå alene.
Men ja, de gav mig et helt tilfældigt stykke kage. Ikke et af dem jeg havde udset mig som Top 5. Jeg forsøgte at protestere mod at de valgte akkurat det stykke kage, men blev blot sendt væk.
Pappa klappede mig bare på hovedet og udviste minimal forståelse – og det gamle ordsprog slog ned som jordbær i vaniliesovs:
Det løser sig for søde Fnater. Hårde Fnater, derimod, løser det selv.
Så jeg er begyndt at arbejde på at komme tilbage til kagefadet på næste uges rejser med British Airways. Jeg pønser allerede på en plan – baseret på min ven, Helges, og mit særdeles udspekulerede vin-raid.
Pappa fandt aldrig ud af hvorfor hans vinglas altid var tomt når han fløj A380 med Helge.
Der er slet og ret tale om en form for guerilla-taktik. En taktik, som tager alle fra den urimelige majoritet på på sengen.
Jeg har heldigvis nogle dage til at få planen klar.
Fnate, Out
