Endelig: Pilotstrejken i SAS er slut – snart er flyene i luften igen

Foto: SAS

I næsten en uge har hovedparten af SAS flyene stået på jorden og selskabets mange passagerer har fået aflyst eller forsinket deres rejseplaner, ødelagt ferier og været tvunget til at aflyse vigtige møder. Men nu kan flyene og passagererne – langt om længe – komme i luften igen.

SAS har netop afholdt et – meget forsinket – pressemøde i Stockholm, hvor SAS-chef, Rickard Gustafson, kunne meddele at den ugelange strejke blandt selskabets piloter er slut.

Det tog ellers sin tid inden SAS-chefen kom frem og talte med medierne. Oprindeligt var pressekonferencen annonceret til kl. 20.30 og så blev den i flere omgange udskudt – uden der blev oplyst nogen årsag til det – og det var først kl. 23.00 at SAS endeligt kunne fortælle at konflikten var slut. Det blev efterhånden en pinlig affære at pressen og tv-seere i hele Skandinavien måtte vente på en udmelding fra SAS – uden nogen forklaring på den lange forsinkelse. Passagerer med billetter til fredag havde endnu ingen information fået om deres afgange blev aflyst eller fløjet efter planen – og blev derfor efterladt i uvidenhed og usikkerhed hele torsdag aften.

Natten mellem torsdag og fredag i sidste uge brød overenskomstforhandlingerne mellem piloterne og SAS sammen. Det betød også starten på en nu 7 dage lang strejke, som har kostet SAS et større trecifret millionbeløb – flere analytikere mener omkring en halv milliard – og ikke mindst både kunder også aktionærer aflysninger, forsinkelser og penge.

Men nu er strejken heldigvis slut og flyene kan komme i luften igen.

Aftalen betyder at parterne har indgået et kompromis, så der bliver taget hensyn både til SAS omkostningsniveau og piloternes ønsker om en mere familievenlig arbejdsplan. Aftalen er tre-årig og betyder også at piloterne fremover kan komme til at flyve i såkaldt “mixed fleet”, så de kan flyve både korte og lange ruter.

At det tog hele 6 dage med strejke inden parterne reelt kom til forhandlingsbordet – og ikke mindst, at man ikke kunne komme frem til en løsning uden at strejke kan man, som udenforstående, undre sig over. Hele forhandlingsforløbet har båret præg af et yderst dårligt forhandlingsklima og forhold mellem partnerne, hvor begge parter har forsøgt at fremstille den anden part i dårligt lys.

Parterne mødtes igen onsdag formiddag og har altså forhandlet uafbrudt i halvandet døgn siden da. Men noget ser ud til at konflikten har fået begge parter på mere dialog-søgende tanker. Ihvertfald lykkedes det nu, at nå frem til en aftale, så flyene, kunderne og kollegaerne igen kan komme i luften.

Læs også: Piloterne og SAS bør komme ud af sandkassen og til forhandlingsbordet

Langsom start

Selvom SAS gør alt hvad de kan for at få alle fly i luften igen hurtigst muligt, så skal passagererne nok indstille sig på, at der stadig kan være forsinkelser og aflysninger de kommende dage.

Det skyldes at mange fly og medarbejdere ganske enkelt opholder sig de forkerte steder for at kunne flyve alle ruterne fra starten. F.eks. kræver mange ruter, at der er piloter og kabinepersonale som er klar til at flyve returrejsen fra en destination. Dette gælder primært de oversøiske ruter.

Så det er en god idé stadig at holde øje med om din flyafgang går til tiden de kommende dage.

Hør også: Podcast om hvad der er op og ned i pilotkonflikten i SAS

Ialt er omkring 350.000 passagerer blevet ramt af strejken og omkring 4.000 flyafgange aflyst. Derudover har SAS fritstillet næsten 1.000 kabineansatte og groundhandlere i Norge under strejken. Sidstnævnte kan nu se frem til at komme på arbejde igen.

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here