Emirates sætter fly på jorden på grund af pilotmangel

Sidste efterår stregede Ryanair tusinder af flyafgange, så over en halv million gæster måtte finde nye alternativer til de rejser, de havde booket billigt hos det store lavprisselskab. Årsag pilotmangel, lave lønninger og sommerferier, som Ryanair bad personalet om at flytte.

Emirates har lidt af samme problem nu. Det store arabiske flyselskab må aflyse en del afgange i maj og hen over sommeren.

Forklaring: Emirates kan simpelthen ikke skaffe piloter nok. Lige nu mangler flyselskabet helt akut mellem 100 og 150 kaptajner og styrmænd til sin flåde af store Airbus A380 og Boeing 777 maskiner, skriver det tyske flybranche medie aero.de.

Hos Emirates er det næppe lave lønninger og dårlige arbejdsforhold, der er årsagen til pilot manglen – sådan som hos Ryanair.

Emirates’ problem er snarere, at der simpelthen ikke uddannes nok piloter, der kan håndtere luftens kæmper som Airbus A380.

Resultatet er, at Emirates må ”grounde” seks A380 og 14 Boeing 777-300 ER fly i maj måned. Desuden har Emirates aflyst alle sine flyvninger fra Dubai til Miami og Fort Lauderdale i Florida.

Aflysningerne skyldes dog ikke alene mangel på folk, der kan styre de store fly. Også sæson udsving har deres indvirkning, og lige nu er der ikke højsæson for passagertrafik på de ruter.

Ifølge aero.de venter Emirates først at have fuld kontrol over piloter og cockpits hen i september eller oktober.

Flyselskabet har kendt problem-stillingen længe: Emirates har således åbnet sin egen Flight Training Academy i Dubai, hvor man kan uddanne 600 piloter på samme tid

Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk – der dagligt skriver om rejser, trends og gadgets.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here