Anmeldelse: Thai Airways – Economy Class. Smilet er falmet hos Thailands tidligere stolthed

Første servering. "Spicy" Ckicken, som smagte af meget lidt. Foto: Flemming Poulsen

Vi har testet et af de flyselskaber, som skandinaverne ofte bruger på ferierejsen, nemlig Thai Airways mellem København og Bangkok. Kom med ombord og se, hvad det tidligere så gode flyselskab tilbyder passagererne i dag.

Går vi lidt tilbage i tiden, har Thai Airways altid været kendt for at være blandt de bedste flyselskaber i verden. Måske ikke helt på højde med Singapore Airlines, men deroppe af. Med topklasse service, god komfort, indbydende forplejning og ikke mindst masser af smil fra personalet, når man var på vej til “Smilets Land.”

Sådan er det desværre ikke længere. Smilet er falmet i samme takt som malingen på deres fly (hvilket er en del) – ja, man kan nærmest tale om, at den tidligere farvestrålende og smukke orkidé er visnet og i dag fremstår helt grå og uden liv.

På Thai Airways’ hjemmeside skriver de selv:

“At THAI we take great pride in providing service that reflects the Thai tradition of hospitality; warm smiles, attention to detail and gracious touches of Thai in all classes of service.”

Efter vores oplevelse på Economy Class mellem København og Bangkok må det siges at være årtiets største marketingoverdrivelse.

Check-in og lufthavnsoplevelsen

Vi blev godt modtaget ved SAS’ check-in-skranker af et venligt og imødekommende personale. Med SAS EuroBonus Diamond-kort blev bagagen tagget med Priority-tags, og vi kom hurtigt igennem SAS Fast Track og kunne nå et kort besøg i SAS-loungen.

Ved paskontrollen i Københavns Lufthavn var der lidt kø og ventetid. Trods pænt mange gæster denne dag havde politiet ikke åbnet for alle skranker eller self-service scannerne. Det kunne være gjort mere effektivt ved at bemande efter antallet af passagerer.

I gaten var der gate-boarding, og der var langt fra siddepladser til alle passagerer i gateområdet. Så her blev der ret fyldt, og vi måtte stå i et hjørne og vente på, at boarding startede. Det var ikke tydeligt markeret, at der var prioritets-boarding. Det blev kort nævnt i højtaleren, men der var ingen skilte, og tydeligvis var det ikke noget særligt mange passagerer fik opfattet.

Vi stod dog helt fremme ved gaten og kunne gå hurtigt ombord og finde vores pladser.

Flyets kabine

Ruten mellem København og Bangkok flyves med Boeing 777-300ER fly, som efterhånden er ved at have nogle år på bagen. Det er dog ikke unormalt, og de fleste flyselskaber formår faktisk at holde kabinerne i god og opdateret stand – selvom selve flyet har nogle år på bagen.

Det var dog ikke tilfældet hos Thai Airways.

Kabinen fremstod slidt og træt.

Sædehynderne var så flade, at man nærmest havde fornemmelsen af at sidde på en træbænk, og der gik ikke lang tid, inden man kunne mærke ømheden i bagen. Det blev 11 lange timer.

Skærmen til underholdningssystemet er også langt fra af en standard, man forventer i dag. Skærmen var lille, billedet grynet og af lav kvalitet, og når man trykkede på den, var det hit-or-miss, om den rent faktisk reagerede.

Dårlig skærmkvalitet på skærmen, som knapt reagerede når man trykkede på den. Ophænget var desuden gået i stykker. Foto: Flemming Poulsen

At ophænget til skærmen på min plads også var gået i stykker, så man ikke kunne justere vinklen, og den hang skævt, hjalp heller ikke på oplevelsen. Det der med “Attention to detail”, som Thai Airways’ marketingfolk taler om, var i hvert fald ikke noget, alle i flyselskabet har fået med sig.

Skærmen sad skævt og løst og man måtte bruge en papirpose for at få den til at sidde fast. Foto: Flemming Poulsen

Direkte beskidt ombord

Selvom flyet havde stået på jorden siden tidlig morgen, og denne afgang først var om eftermiddagen, var det ikke rengøring, der var blevet brugt tid på.

Kabinen fremstod direkte beskidt – grænsende til snusket og ulækker. På min plads var der nogle, der havde spildt noget (håber jeg) på en tidligere flyvning, og både stoleryggen foran og mit bord havde aflejringer af, hvad jeg håber er mad og drikke. Her var der ikke så meget som kørt en klud over af rengøringen.

Møgbeskidt kabine. Foto: Flemming Poulsen
Møgbeskidt kabine. Foto: Flemming Poulsen
Møgbeskidt kabine. Foto: Flemming Poulsen

Jeg fandt også et gammelt plastikindpakket brød i stolelommen fra en tidligere flyvning.

Efter henvendelse til kabinepersonalet om, de havde en våd klud, jeg kunne låne til at tørre alt det ulækre væk fra min plads, fik jeg bare stukket to papirservietter i hånden. Der var absolut intet antræk til at ville hjælpe – og slet ikke nogen beklagelse. Så det blev en tur på toilettet for at hente flere papirservietter og gøre dem våde.

Kiggede man lidt mere efter i krogene, var det tydeligt, at rengøring ikke er nogen høj prioritet hos Thai Airways. Her er der vist blevet sparet en del gennem de senere år.

Slidt og beskidt. Foto: Flemming Poulsen

I revner og sprækker var der tydelige spor af skidt, som havde “groet” der i et godt stykke tid, så det kan ikke undskyldes med, at et enkelt rengøringshold havde misset det eller haft en dårlig dag. Det er et systematisk problem.

Stolen

Thai Airways skal have ros for at være et af de få flyselskaber, som stadig har en 3-3-3-konfiguration på Boeing 777-300ER, mens de fleste andre har presset et ekstra sæde ind i bredden og tilbyder 3-4-3.

Selve stolen på Economy Class har sikkert været fin engang. Men nu er den godt slidt – med en hynde, som er siddet så flad igennem årene, at komforten ikke er specielt god.

Det ene armlæn på min stol hang også lidt, hvilket betød, at armlænene ikke havde samme højde, hvilket ikke var særligt behageligt at sidde med i så mange timer.

Benpladsen var overraskende begrænset. Målt i centimeter er det nok nogenlunde, hvad de fleste andre flyselskaber tilbyder, men Thai Airways har valgt at installere en fodstøtte, som måske er tænkt til at gøre komforten bedre, men mest af alt ender med bare at være i vejen og tage plads. I hvert fald hvis man er af nogenlunde normal højde. Er man ikke ret høj, kan jeg godt forestille mig, at det kan være behageligt nok at anvende den.

Fodstøtte var mere i vejen end til gavn. Foto: Flemming Poulsen
Begrænset benplads. Foto: Flemming Poulsen

Jeg forsøgte at bruge den, men man kom bare til at sidde med benene i en akavet høj position, som absolut ikke var behagelig. Og når man ikke anvendte den, tog den en del af den ellers sparsomme benplads. For min skyld havde det været bedre, hvis den ikke havde været der.

Servering ombord

Kort efter afgang begyndte madserveringen med, at specialmåltider blev uddelt. Det virkede som om, kabinepersonalet – på trods af den næsten 11 timer lange rejse foran os – havde meget travlt.

I forhold til tidligere flyvninger, jeg har haft med Thai Airways, var der ingen drikkeservering inden maden. Muligvis er denne servering også sparet væk – sammen med rengøringen.

Kort efter fik alle serveret maden, hvor man kunne vælge mellem “Spicy Chicken” eller “Oksegryde med mos.”

Jeg valgte “Spicy Chicken” og ikke nok med, at personalet ikke havde varmet retten ordentligt, så den bare var lunken, så havde køkkenet tydeligvis ikke fået med sig, at det hed “spicy.” For den smagte absolut intet af. Selv salt og peber, som man desværre ikke fik på bakken, havde gjort underværker.

Første servering. “Spicy” Ckicken, som smagte af meget lidt. Foto: Flemming Poulsen

På bakken var der også en kikærtesalat til forret, som heller ikke smagte af noget særligt, samt en meget tør kage til dessert. På bakken fandtes også en lille ost.

Kikærtesalat. Foto: Flemming Poulsen
Ost. Foto: Flemming Poulsen

Dertil et knastørt – og koldt – brød, som var pakket i plastik.

Tørt brød i plastik, som var stort set uspiseligt. Foto: Flemming Poulsen

Alt i alt et virkeligt trist og kedeligt måltid, som ligger langt fra, hvad jeg tidligere har fået hos Thai Airways.

Tør kage til dessert. Foto: Flemming Poulsen

Kort efter madserveringen blev vi budt på drikkevarer. Der var ingen information om, hvad der var tilgængeligt – hverken på et menukort eller på skærmen. Heller ikke via højtalersystemet blev der oplyst noget.

På trolleyen stod der juice, vand, rødvin og hvidvin. Sodavand blev serveret i plastikglas. Jeg ved faktisk ikke, om der var andre alkoholiske drikke tilgængelige, da jeg glemte at spørge personalet, da de kom forbi.

Jeg bestilte rødvin og vand til maden – og rødvinen blev serveret som et lille skvæt i et plastikglas. Det var nok det mindste glas rødvin, jeg nogensinde har fået. Her blev der ikke givet ved dørene, og helhedsindtrykket var, at passagererne absolut ikke skulle have mere end absolut nødvendigt.

Det må være den mindste glas rødvin jeg har fået. Foto: Flemming Poulsen

Man kunne sikkert have fået mere, hvis man havde spurgt, men personalet indbød ikke rigtigt til det med deres mangel på smil og meget mekaniske service, som bar præg af, at det bare skulle overstås i en fart.

Skal jeg sige noget positivt om madserveringen, så skal det være, at man i det mindste ikke fik det ulidelige træbestik, som mange andre flyselskaber anvender i dag. Her fik man solidt plastikbestik.

Mindre end halvanden time efter afgang blev alt samlet ind igen efter maden, og kort tid efter blev alt lys slukket i kabinen.

Som nævnt tidligere havde personalet travlt med at få serveringen overstået.

Undervejs blev der budt på vand et par gange, men ellers måtte man selv gå i galley, hvis man havde lyst til lidt drikkevarer. Her var der også nogle få sandwich og lidt snacks til dem, som stadig var sultne efter den kedelige madservering.

Morgenmad

Lidt mere end to timer før landing blev der serveret morgenmad. Her byder Thai Airways på en varm ret, som bestod af scrambled eggs, en pølse, spinat og rösti. Dertil en tør og kold croissant, som ikke var værd at spilde kalorier på.

Morgenmad. Foto: Flemming Poulsen

Okay og godkendt morgenmad – men uden at imponere. Heller ikke denne gang var maden meget mere end lunken.

Konklusion

Jeg har fløjet meget med Thai Airways igennem årene, og de senere gange har det været tydeligt, at standarden og kvaliteten er faldet betragteligt. Egentligt ikke så overraskende og ikke noget, de er alene om.

Men standarden på den seneste rejse med dem havde simpelthen nået et nyt lavpunkt.

Vedligehold af kabinen har tydeligvis meget lav prioritet. Naturligvis kan ting gå i stykker, men så må det fixes. Bord med revner i, armlæn som hænger og en skærm, hvor beslaget er gået i stykker, er ikke bare uheldige tilfældigheder.

At rengøringen var på så lavt – og direkte ulækkert niveau – kan man ikke undskylde. Det er simpelthen ikke godt nok. At personalet virker ligeglade og ikke så meget som giver antræk til at hjælpe med at gøre rent, kan man heller ikke se på anden måde end, at det er noget, de er vant til – og ganske givet har givet op overfor.

Jeg forventer ikke gourmetmad på economy class, men man kan altså godt servere et billigt måltid, som smager af bare lidt. Man kan godt varme brød, så det ikke er knastørt, og selve hovedretten kan man også godt anstrenge sig for, at den er mere end bare lunken.

Alt i alt en meget skuffende oplevelse med Thai Airways, som gjorde, at jeg prisede mig lykkelig for, at jeg havde booket hjemrejsen med et andet flyselskab.

Skal jeg sige noget positivt om Thai Airways, så må det være, at de kan tilbyde en direkte rute fra København til Bangkok, men det er ikke deres produkt, de vinder mig tilbage med. Ja, faktisk tror jeg næsten, jeg foretrækker en mellemlanding en anden gang, hvis jeg kan flyve med et andet flyselskab.

Så konklusionen må være, at den tidligere så farvestrålende og smukke orkidé er visnet helt – og smilet er falmet betragteligt – selvom Thailand ellers er kendt som smilets land.

1 KOMMENTAR

  1. Har over 3 år fløjet 4 gange med Thai Airways: København- Bangkok og retur, sidste gang i foråret og flyver igen om en måned.
    Jeg er meget chokeret over din oplevelse så jeg er spændt på min næste tur.
    Jeg er enig med dig i at flyene er gamle og trætte at se på og indvendig bærer de også præg af mange timer i luften. Jeg er ikke så høj: 187cm. så jeg mangler hverken knæ eller ben plads men jeg kan godt at du sidder ret klemt.
    Det første jeg gør når jeg har sat mig på min plads er at checke om der er rent og ryddeligt og der har aldrig været problemer før. Personalet plejer også altid at være smilene og hjælpsomme og kommer hurtigt når du trykker på knappen for service så du slipper for at rejse dig.
    Maden giver jeg dig ret i er en blandet fornøjelse, Brødet er aldrig godt, den varme ret er tilfredsstillende men ikke brandvarm til gengæld er jeg godt tilfreds med deres kager og frugt.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here