Ny menu på SAS Business fra i dag – se alle detaljerne her

SAS udskifter med jævne mellemrum menukortet på SAS Business på langruterne. Fire gange om året kommer der nye menuer – og efterårets menukort træder i kraft fra i dag. Se de spændende nyheder og hvad du kan vælge imellem på SAS Business her.

Fra i dag skifter SAS menukort på SAS Business – og det er tredje udgave af det nye menukort – med illustrationer fra den japanske tegner Natsko Seki, som i dag bor i London og laver børnebøger. Hun har bl.a. arbejdet for Louis Vuitton, Hermès og Transport of London.

De kulinariske oplevelser er sammensat af Peter Lawrance som Head Chef & Meal Planning Manager. Han er hovedmanden bag det nuværende koncept, hvor man satser meget på skandinaviske råvarer og retter, som blev introduceret i februar i år og bliver ændret hver tredje måned.

Den første udgave af dette koncept var inspireret af det svenske køkken bl.a. med den meget populære (og savnede) löjrom, mens det menukort, som vi har set over sommeren har hentet inspirationen fra Norge.

Det nye menukort, som bliver introduceret fra i dag er så lavet med inspiration fra det danske køkken.

Retterne varierer en smule afhængig af destination og hvor man flyver fra, men her kan du se et eksempel på hvad der bliver serveret fra København til destinationerne i USA:

Den danske inspiration kan bl.a. ses i form af et rejesmørrebrød som forret ligesom der også er mejeriprodukter fra Øllingegaard.

Også på drikkesiden er der nyheder i dette menukort. Her er det blevet tid til endnu en ny udgave af de ekstremt populære Mikkeller øl, som er produceret specielt til SAS.

Ny Northern Trails IPA fra Mikkeller ombord på SAS Business

Ny IPA fra Mikkeller

Den nye øl hedder Northern Trails og er en klassisk IPA på hele 6,6%. Den har en frisk citrussmag og en let duft af malt.

I forrige menukort introduceret SAS også Wing Pin Series “Spontaneous Hops” – som også er lavet sammen med Mikkeller. Og hvor Northern Trails også kan bestilles på SAS Plus og SAS Go, så fåes denne kun på Business Class.

Ny “Beer Mixology” 

Ny Beer Cocktail fra Mikkeller ombord på SAS Business fra 1. august 2017

Som noget helt nyt, så vil man i denne udgave af menukortet også kunne finde en “Beer Cocktail” fra Mikkeller.

Det er en “Ginger & Lime Beer Cocktail”, som har en fin balance mellem lime, varm og spicy ingefær og Mikkellers small batch vodka, som er blandet med en frugtig Berliner Weisse.

Denne Mikkeller Beer Cocktail kommer til at erstatte den “Crew Mixology” som vi har set på de seneste to menukort. Disse var cocktails, som var lavet af crewmedlemmer hos SAS og specielt udvalgt til at blive serveret i en begrænset periode ombord på selskabets bedste klasse.

På ruten fra Tokyo vil der også være et interessant indslag i form af en norsk produceret Sake, som er lavet af Nøgne Ø, der ellers normalt er kendt for at lave rigtigt gode øl.

Vil du se eksempler på de nye menukort, så kan du klikke på nedenstående links:

Menukort SAS Business fra København til USA
Menukort SAS Business fra Tokyo til Skandinavien
Menukort SAS Business fra Los Angeles til Skandinavien

 

Disse nye menuer kan altså opleves ombord på SAS Business fra i dag og tre måneder frem.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here