København har fået et nyt hotelkoncept

Der er virkeligt kamp om kunderne på det københavnske hotelmarked for tiden – og i fremtiden bliver der ikke mindre konkurrence. Vi har set nærmere på et helt nyt hotelkoncept, som netop er åbnet i København.

Det er den hollandske kæde, CitizenM, som hidtil har haft stor succes i flere storbyer rundt i verden. Bl.a. London, New York og Amsterdam har været meget populære destinationer for hotelkæden. Nu har de netop åbnet deres første hotel i Norden – på Rådhuspladsen i København.

CitizenM er kommet til København. Foto: Flemming Poulsen

CitizenM omtaler sit eget koncept som “Affordable Luxury”. De tror ikke på hotelstjerner, men fokuserer mere på at oplevelsen er rigtig og opfylder gæsternes behov. I det hele taget har de valgt at gøre tingene på en noget anden måde end hotelbranchen traditionelt har gjort.

Overskuelighed, ærlighed og enkelthed er grundlæggende elementer i konceptet. På hotellet findes der kun en type værelse, så kunden skal ikke forholde sig til hvad forskellen er på f.eks. superior, deluxe, business, club osv. som på mange andre hotelkæder. Her får alle det samme produkt til en fair pris.

Når vi er inde på prisen, så er målet at de altid skal være fair og gennemskuelige. I København starter priserne på kr. 750,- pr. nat (lige nu er der kampagnepriser ned til kr. 640,-) og kommer maksimalt til at koste omkring kr. 1.200,- – uanset hvor stor efterspørgslen er på hoteller i byen. CitizenM har på alle deres hoteller en maksimal pris, som de aldrig går over da de mener det er unfair overfor deres trofaste kunder, at kræve ekstraordinært høje priser i f.eks. højtider. Er man medlem af CitizenM’s klub, så får man yderligere rabat fremfor at optjene f.eks. bonuspoint og status.

Prisen dækker over værelset og hvis man f.eks. har brug for sen check-ud, så får man allerede ved check-in mulighed for at tilkøbe det for kr. 200,-. Man behøver altså ikke vente til afrejsedagen og tigge sig til det i receptionen. Måltider, snacks og drikkevarer kan købes i caféen/baren til rimelige priser.

Baren i Living Room. Foto: Flemming Poulsen
Baren i Living Room. Foto: Flemming Poulsen

I det hele taget er hotellet tænkt lidt anderledes end normalt. Her er ikke den vanlige reception og morgenmadslokale. Derimod er der på. 7. etage et såkaldt “Living Room”, som hotelkæden kælder det store fællesområde. Her kan gæster selv checke ind på computere – eller få hjælp af ambassadørerne, som medarbejderne kaldes.

Check-in foregår enten online på forhånd eller på terminaler i “Living Room”. Der er altid medarbejdere tilstede for at hjælpe, hvis man ønsker det. Foto: Flemming Poulsen

I “Living Room” er der både bar, restaurant, arbejdsstationer, sofaer, tv og meget mere. Altså ligesom i din stue derhjemme. Og så er der masser af kunst på væggene.

Masser af kunst overalt på hotellet. Foto: Flemming Poulsen

Alle medarbejdere har frie hænder til at sørge for at gæsterne får en god oplevelse. F.eks. behøver de ikke spørge en chef om at kompensere en gæst, som har haft en uheldig oplevelse. Det kan hver enkelt medarbejder selv afgøre. Akkurat ligesom de har mulighed for at byde en stamgæst på en gratis drink en gang i mellem – en såkaldt “Random act of kindness”, som kæden kalder det. I det hele taget har CitizenM stor fokus på at hyre de rigtige medarbejdere. De ansætter ikke, som mange andre hoteller, personer bare fordi d kommer fra hotelskolen. Her er det medarbejdernes personlighed, som er vigtigt. Så lærer de hellere den rigtige person indholdet i jobbet efterfølgende.

Caféen med selvbetjening er åben 24 timer i døgnet. Foto: Flemming Poulsen

Værelserne er, som nævnt, alle ens. Ellers sådan er konceptet ihvertfald. I København er hotellet lavet i en gammel og eksisterende bygning, som har betydet at der kan være lidt forskel på størrelsen. I praksis betyder det at du kan være heldig at få et lidt større rum end normalt. Spørg gerne efter værelserne 305, 405 eller 505, som er de største værelser på hotellet.

Værelserne er små og enkle. Men med alt man behøver. Der er fokus på at seng, bad, internet m.v. er af høj kvalitet. Foto: Flemming Poulsen
Sæberne er specielt designede til hotellet. Foto: Flemming Poulsen

Forvent ikke store og forkromede rum, men derimod mindre, praktisk indrettede værelser, som har fokus på det væsentlige. Sengene er alle store og af høj kvalitet, ligesom sengetøjet og puder. Badeværelset er småt, men har en rain shower bruser af høj kvalitet og sæber, som er specielt designet til hotellet. På værelset er der også gratis wifi samt masser af film, som du kan streame uden ekstra omkostninger. Du finder også et lille køleskab, som du kan opbevare din egne drikkevarer i – eller du kan vælge at drikke de to flasker vand som følger gratis med.

Værelset indeholder en stor seng, et rain shower brusebad og et lille skrivebord. Derudover er der også et lille køleskab. Foto: Flemming Poulsen

Da hotellets værelser er en one size fits all, så vil det ikke være muligt at få en opredning til børnene. Børn op til 10 år kan bo gratis i forældrenes værelse, hvis de kan sove i samme seng. Når de er over 10, så skal der bookes et ekstra værelse, hvis man ønsker at have sine børn med.

Værelset er udstyret med en iPad – eller MoodPad, so hotellet kalder den. Her fra kan du styre lys m.v. i rummet. Foto: Flemming Poulsen

Værelset er også udstyret med en iPad – eller en MoodPad som de kalder den. Her fra kan du styre al belysning og mange andre features i værelset.

Living Room. Foto: Flemming Poulsen

Rundt omkring på hele hotellet finder man små og sjove designdetaljer. F.eks. er gulvtæpperne i gangene specialdesignet med kort over København, så kan kan se mange af byens seværdigheder på gulvtæppet. I det hele taget er der stor fokus på at hele hotellet har meget kunst og specielle detaljer overalt.

Gulvtæppet i gangene er specialdesignet. Foto: Flemming Poulsen
Gulvtæpperne i gangene er specialdesignede til hotellet. Foto: Flemming Poulsen

Baren er hotellets samlingspunkt i “Living Room”. Her har hotelkæden fået designet 12 egne cocktails, du kan få barista kaffe eller forskellige øl – alle fra Mikkeller. Der serveres mad og drikke af forskellig art døgnet rundt. Morgenmaden serveres også her – og den skal du betale ekstra for.

Alt i alt satser CitizenM på kvalitet til en lav og fair pris. Ifølge den hollandske hotelkæde, så behøver luksus ikke at koste kassen.

 

Hotellet ligger i Dagmarhuset lige ved Rådhuspladsen. Receptionen, bar m.v. findes på 7. sal og værelserne på etagerne under. Foto: Flemming Poulsen

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here