Gode trafiktal i Billund

Billund Lufthavn fik flere passagerer end forventet i juli måned. Selv om lavprisselskaberne har reduceret kapaciteten, nåede lufthavnen alligevel at få en god måned. Det skuffende danske sommervejr fik flere til at rejse med netværks- og charter selskaberne.

Ifølge en undersøgelse fra Megafon har 63 procent af danskerne valgt at flyve på ferie i år. Det kunne mærkes i årets travleste måned i Billund Lufthavn. Resultatet for juli måned var tilfredsstillende. Selvom lufthavnen oplevede en forventet tilbagegang på 3,7 procent på grund af lavprisselskabernes nedskalering. Det skyldes især netværksselskabernes fremgang, som i sommermåneden havde tocifret vækst. Juli blev en af de travleste måneder i lufthavnens historie med 479.777 passagerer, og det glæder adm. direktør Jan Hessellund, som siger:

“Det blev en god måned for charterbureauerne og flyselskaberne, da det danske sommervejr aldrig rigtig kom i gang, og vi er tilfredse med, at chartersalget nåede samme niveau som sidste år. Det faktum, at vi på passagertal kun ligger et par procent under juli 2023, den næstbedste måned i lufthavnens historie, viser, at det indtil videre har været en god sommer. Vi ser frem til den sidste sommermåned, hvor vi forventer at sende en masse glade passagerer afsted – ikke mindst dem, der ikke nåede mod varmere himmelstrøg i juli.”

Fra Billund til hele verden

Den gode chartermåned har ikke bremset netværksselskabernes fremgang i Billund Lufthavn. Netværksselskaberne er samlet gået 12 procent frem i forhold til samme måned sidste år. Netværksselskaber forbinder Vestdanmark med resten af verden, og særligt de oversøiske rejser trender. Der er 540 one-stop forbindelser fra Billund, hvor kun et enkelt stop kan bringe dig til destinationer over hele kloden.

Jan Hessellund siger: “Vi kan se, at flere denne sommer har valgt at benytte vores netværksruter. Særligt populære er de store hubs i Amsterdam, Frankfurt, München og Paris, hvorfra rejsen kan fortsætte til fjernere destinationer. Det kan både være østpå til for eksempel Bali eller Japan eller vestpå til for eksempel USA eller Panama. Med de gunstige flytider kan du være i Tokyo på under 16 timer. Der er mange gode muligheder fra Billund til andre verdensdele, og det benytter de rejsende sig i stigende grad af”

Ny ankomst i det vestdanske

Cargooperationen i Billund Lufthavn holder et højt niveau med tocifret vækst. I juli håndterede lufthavnen 7.151 tons gods. Det er en stigning på 19,6 procent i forhold til samme måned sidste år. Luftfragt oplever globalt en vækst på 9 procent i forhold til samme måned sidste år. Det betyder, at Billund Lufthavn fortsat ligger betydeligt over gennemsnittet. Det blev også en speciel måned, da Maersks spritnye Boeing-777F for første gang landede i Vestdanmarks internationale lufthavn. Flyet er det største indregistrerede fly i Danmark. Det får base i Billund, hvor det sammen med endnu en ny 777’er skal operere på ruten til Kina.

“Vi er glade for, at Maersk Air Cargo har valgt Billund som base for deres store 777-operation. Det er en vigtig rute, der forbinder Kina og Europa, og vi er stolte af at kunne understøtte denne forbindelse. Vores vækst i fragtoperationen er et resultat af hårdt arbejde og stærke partnerskaber, og vi er meget tilfredse med den fortsatte stigning i godsvolumen”, siger Jan Hessellund.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here