Wizz air har lige fået et nyt tilbud til deres kunder: Disruption Assistance. Det er en tilkøbs service, der hjælper, når flyet bliver aflyst eller forsinket. Men den er hverken pengene værd eller nødvendig.
Lavprisselskaberne tjener deres overskud på de mange tillægsydelser, som kunderne køber, når de bestiller deres billet. Sidste skud på stammen er Wizz Airs “Disruption Assistance”. Hvis flyet bliver aflyst eller forsinket, så skulle denne tillægsydelse give dig nogle fordele.
Wizz Air skriver selv i deres reklame e-mail: “Forsinkelser og aflysninger kan forekomme – men nu kan du rejse med ekstra beskyttelse. Med vores nye assistance får du ekstra hjælp, hvis din flyvning bliver forsinket eller aflyst på rejsedagen.”
Det får du
Wizz Air understreger selv, at dette produkt ikke er en forsikring. Det er en ekstra service. Du køber disse ydelser/rettigheder, når du rammes af en aflysning eller en forsinkelse:
- Besked, når flyet bliver mere end 2 timer forsinket. Uanset om årsagen er dårligt vejr, strejke eller problemer i lufthavnen.
- Hurtigere ombookning. Selv til et andet flyselskab, når tid er en vigtig faktor.
- Op til 100% refundering af billettens pris, hvis det foreslåede alternativ ikke passer dig
- Adgang til en selvbetjeningsløsning eller mulighed for at tale med en service medarbejder.
Det er vigtigt at understrege, at den tilkøbte service kun gælder for begivenhder, der opstår indenfor 24 timer op til afgangen. Så hvis du fly eksempelvis aflyses 30 timer før afgang, så har du ikke adgang til denne betalte service.
Du finder de detaljerede betingelser på denne side
Sådan virker det
Når du er i gang med at bestille din billet, så bliver Disruption Assistance tilbudt. Jeg fik tilbuddet, da jeg bestilte en billet fra Albaniens hovedstad Tirana til Billund. Derfor er prisen angivet i Albanske Lek. Men beløbet svarer til godt 100 danske kroner

Betingelserne fremgår af tilbuddet. Hvis flyet bliver aflyst eller mere end 2 timer forsinket, kan jeg købe en billet hos et andet flyselskab for indtil 49.700 Albanske Lek. Det svarer til omkring 3.900 kroner.
En hurtig søgning på Momondo viste, at jeg kunne få en billet til denne pris. Men med langt ophold under en mellemlanding (vi snakker om en samlet rejsetid på 20 – 26 timer). De hurtigste forbindelser koster typisk mere, end jeg kan få dækket med Disruption Assistance.
Derfor er det ikke pengene værd
Der er 2 afgørende grunde til, at denne service ikke er pengene værd. For det første, så kan den kun bruges, når årsagen opstår indenfor 24 timer før afgangen. En del årsager kendes før dette tidspunkt. Eksempelvis så varsles de fleste strejker i lufthavne mere end 24 timer, før de begynder. Desuden er vore handlemuligheder begrænsede, når vi skal købe nye billetter kort tid før afgang.
Dertil kommer, at flere af de såkaldte service ydelser faktisk allerede er indeholdt i EUs direktiv om passagerers rettigheder (EU261). Vi tage lige de 4 punkter én for én;
Besked, når der opstår problemer.
Dette burde faktisk være en del af god kundeservice – og skulle ikke koste ekstra.
Hurtigere ombookning.
Flyselskaberne har allerede i dag pligt til at sende dig med et andet fly, når din afgang blive aflyst med kort varsel. Derfor er det allerede en del af EU261.
Når din afgang med Wizz Air bliver forsinket, skal forsinkelsen overstige grænsen i tilbuddet (i mit eksempel 2 timer). Og prisen på den nye billet skal ligge indenfor den oplyste beløbsgrænse (i mit eksempel 3.900 kroner). Desuden skal din nye billet være i samme klasse, som din billet med Wizz Air. Det er ikke muligt for os at afgøre, om Wizz Air eksempelvis vil kræve at den nye billet skal være i den billigste økonomiklasse, hvis din billet med Wizz Air er en Basic Economy billet (den aller billigste).
Desuden er det et krav, at du med den nye billet skal rejse til samme lufthavn. I mit eksempel skal jeg købe en billet til Billund. Jeg må ikke rejse til Aarhus (eller Hamborg, som også kunne være et alternativ for rejsende til Billund). Derfor vil der være en række lufthavne, hvor denne service reelt ikke giver mange muligheder for at rejse med andre flyselskaber.
Fortryd din rejse og få pengene retur
Dette er allerede en ret, du har i EU261. Denne ret gælder også, når flyet bliver mere end 5 timer forsinket.
Men “Disruption Assistance” tilbyder, at jeg kan beholde min billet og stadig får den betalte pris refunderet. Jeg går ud fra, at det betyder, at jeg ved aflysning skal acceptere den ombookning, som Wizz Air kan tilbyde (jævnfør EU261) og samtidig få refunderet billetten. Ved forsinkelser kan jeg også få min billet refunderet – altså i realiteten rejser gratis med det forsinkede fly. Min billet kostede omkring 1.200 kroner.
Med de lave sandsynligheder for at den beskrevne situation vil opstå, vurderer jeg, at det er for dyrt at “købe en lottokupon” for 100 kroner, når jeg kan højst vinde 1.200 kroner.
Adgang til selvbetjening eller en servicemedarbejder
Det fremgår ikke af Wizz Airs oplysninger, hvad selvbetjeningsløsningen indeholder. Men det burde være del af almindelig kundeservice at give disse muligheder.
Jeg takker nej til denne service
Jeg vil personligt ikke købe denne tillægsydelse. Den er simpelthen for dyr sammenholdt med den lave dækning og den ringe risiko, jeg reelt har. Andre af selskabets kunder, der ikke rejser så ofte kunne måske fristes til at købe denne tillægsydelse. Specielt, hvis de ønsker mere sikkerhed.
Så kan vi komme med alle logiske argumenter for at de rejsende skal takke nej: Dækningen er meget begrænset, risikoen er lille og servicen er for dyr. Men det afgørende er naturligvis, hvad man har det bedst med. Og hvis de 100 kroner giver ro i sindet, så kan de naturligvis være godt givet ud. Uanset hvad regnedrengene siger.








