Krigen om passagererne fra Europa til USA er blodig og priserne har aldrig været lavere end vi oplever dem for tiden.
Lufthansa har netop indført Economy Light og sænket priserne betragteligt til USA. Ligeledes har Icelandair fjernet bagagen på de billigste billetter og dermed også introduceret et light produkt.
Også SAS har udtalt, at de overvejer at tilbyde et Light produkt inden længe.
Den voldsomme priskrig og kamp om passagererne, som vi oplever lige nu er naturligvis en fordel for dig som kunde, der ønsker lavere priser. Og priserne er lave nu.
Kan du nøjes med håndbagage på en tur til USA, så kan du finde masser af ledige pladser til omkring 2.000 kroner tur/retur.
WOW air tilbyder f.eks. lige nu rejser til syv forskellige destinationer i USA for 799 kr. fra november til start december. Du skal blot bestemme, om du er mest til palmer, kultur, sport eller ægte amerikansk juleshopping.
”USA er netop blevet kåret til danskernes foretrukne destination uden for Europa, og især er sommerferie på den anden side af Atlanten populær. Men mange af USA’s store byer har også spændende ting at byde på i efteråret og især omkring jul. Det vil vi gerne give danskerne mulighed for at opleve og sænker derfor priserne markant til en række af vores nordamerikanske destinationer i november og december, ” siger ejer og stifter af WOW air Skúli Mogensen.
De syv destinationer, du kan komme til for under 1000 kr. er Pittsburgh, Boston, Washington DC, Chicago, New York, San Francisco og Los Angeles.
Med WOW air er bagagen ikke inkluderet.
Lufthansa tilbyder returrejser for kr. 1.985,- uden bagage
Med Icelandair ligger prisen på kr. 2.151,- t/r – også her uden bagage.
Finnair kan tilbyde rejser fra københavn til New York for kun kr. 2.445,- t/r, men her er det inklusiv bagage.
En del andre selskaber ligger på omkring kr. 2.600,- t/r inkl. bagage.
Direkte fly
Alle ovennævnte eksempler inkluderer en mellemlanding et sted i Europa. Hvis du hellere vil flyve direkte, så kan du vælge mellem SAS og Norwegian.
Her ligger Norwegian på omkring kr. 2.200,- t/r uden bagage, mad eller drikke. Vil du have en LowFare+ billet, som indeholder bagage, sædevalg og mad, så er prisen kr. 3.198,- t/r
Ærkerivalen SAS har prissat sig fra kr. 3.250,-, men denne pris inkluderer bagage, sædevalg, mad, drikke og EuroBonus-point ombord.