Med SAS’ skifte til SkyTeam for et lille år siden åbnede der sig nye muligheder for mange rejsende i Skandinavien, som gerne vil rejse med samme alliance som giver bonuspoint og statusfordele hos SAS EuroBonus. Et af de flyselskaber er Virgin Atlantic.
Ikke at man ikke tidligere har haft mulighed for at rejse med Virgin Atlantic, men med allianceskiftet fra Star Alliance til SkyTeam er det i dag langt mere oplagt at vælge dem for medlemmer af EuroBonus. Vi har testet Virgin Atlantics Upper Class, som de kalder deres Business Class – og det var en blandet oplevelse.
Ser frem imod at rejse med Virgin Atlantic
Virgin Atlantic har i mange år været på min ønskeliste. Jeg har altid godt kunnet lide deres lidt frække og kække markedsføring og anderledes måde at gøre mange ting på, så jeg så virkelig frem til at teste deres Upper Class.
Desværre er det svært at forudsige, hvilket produkt man får hos dem. Da jeg bestilte billetten, var afgangen mellem London og New York sat op med et af deres nyere fly, hvilket også betød en ganske ny og moderne Upper Class (Business Class, red.) kabine. Men Virgin Atlantic har desværre også ældre kabiner i flåden, som langt fra lever op til, hvad man kan og bør forvente af et moderne Business Class-produkt. De ændrer ofte flytype, så man ved aldrig rigtigt, hvad man får. I mit tilfælde blev det desværre et flybytte til en ældre Boeing 787 Dreamliner, hvilket også betød, at Upper Class-kabinen var den noget uddaterede version. Noget af en nedtur, når man havde set frem til at teste deres nyeste produkt.
Club House-loungen i London var højdepunktet
Med et par timers mellemlanding i London Heathrow – og efter terminalskifte fra Terminal 2, som SAS ankommer til – blev der tid til at kigge nærmere på Virgin Atlantics Club House-lounge i Terminal 3. Og sikke en lounge!
På trods af, at det efterhånden er mange år siden, loungen har fået en ordentlig makeover, så kan den stadig betegnes som en af de absolut bedre lounger i Europa – ikke mindst på grund af rigtig god service og à la carte-bestilling af mad og drikke.
Vi smagte lidt på forskellige småretter kombineret med et glas champagne. Serveringen skete hurtigt og effektivt – altid med et smil og et spørgsmål om, hvorvidt der var mere, vi ønskede. Her fik man ikke lov at sidde med et tomt glas længe.
Club House i Terminal 3 i Heathrow kan absolut anbefales og trækker den samlede oplevelse af Upper Class op – noget der også er nødvendigt, hvis man havner i en af flyselskabets gamle kabiner.
Upper Class på Virgin Atlantics Boeing 787 Dreamliner
Dengang for mange år siden, da Virgin Atlantic introducerede den kabine, som stadig findes på deres Dreamlinere, var produktet ganske banebrydende. Alle sæder har adgang til midtergangen, og i galleyet er der indrettet en lille bar, hvor man kan slappe af under rejsen. Alt sammen fint dengang, men i dag har mange flyselskaber betydeligt bedre kabiner, og dette forældede produkt har svært ved at konkurrere.
Stolene var smalle – bredden mindede mere om et Premium Economy-produkt. Der var ikke meget privatliv, og man føler sig lidt udstillet, når man sidder med front ud mod midtergangen. Specielt når man – som jeg – sidder bagerst i kabinen og er helt eksponeret mod baren, hvilket også gav en del uro og ikke mindst en masse lys fra galleyet under hele turen.
Der er stort set ingen fralægningsplads omkring sædet. Man føler, man er klemt ned i en kiste, og her er trangt. Skærmen skal svinges ud fra væggen ved siden af, og hele setuppet, hvor man sidder med ryggen mod vinduet uden mulighed for at kigge ud, er bare mærkeligt. At kabinen – og ikke mindst sædet – tydeligt bærer præg af at være gammel og slidt, trækker heller ikke op. Skal jeg sige bare lidt positivt om kabinen, så er det, at hver stol har sin egen luftdyse i loftet – noget mange flyselskaber desværre vælger fra i dag for at spare penge.
Alt i alt var førstehåndsindtrykket skuffende.
Service ombord
Hvad kabinen manglede, forsøgte personalet dog at kompensere for. Hyggelig og venlig betjening. Desværre falder det lidt til jorden, når champagnen er varm, og udvalget af mad skuffer – men mere om det senere.
Alle passagerer i Upper Class blev budt personligt velkommen af purseren, som kom rundt og hilste på inden afgang. Fin lille detalje.
Virgin Atlantic er desværre hoppet med på greenwashing-toget
Desværre er Virgin Atlantic også hoppet på greenwashing-vognen – ligesom man til dels ser hos SAS og KLM – og det gør ikke noget godt for produktet ombord.
Valget af hovedretter, man kan vælge inden afrejse, er domineret af vegetarretter og kylling. Ikke en eneste ret med oksekød – for det er jo ikke godt for klimaet, må vi forstå. Alt i alt fremstod retterne som om, der havde været mest muligt fokus på at vælge billige råvarer og spare penge – pakket ind i “vi skal redde verden”-retorik. Men i sidste ende tror jeg nu stadig mest på, at det er Excel-arkene hos flyselskabet, der har dikteret beslutningen. Udvalget var i hvert fald skuffende – og her klarer mange konkurrenter sig langt bedre.
Også deres amenity kit var en skuffelse – af samme årsag. Toilettasken er lavet af papir, tandbørsten af bambus, og indholdet var helt generelt ret skrabet. Alt sammen i miljøets hellige navn. Hvordan det kan være mere bæredygtigt at producere et kit i så dårlig kvalitet, at ingen vil bruge det og det derfor ryger direkte i skraldespanden – frem for at lave noget, som folk faktisk har lyst til at genbruge – kan man diskutere. Dette amenity kit bliver i hvert fald ikke brugt hjemme hos mig. Kvaliteten var simpelthen for dårlig.
Vandflasken i stolen var erstattet af en papkarton. Ja ja – man får sit vand, men eksklusivt er det ikke.
Underholdningssystemet – gammelt men med godt udvalg
Underholdningssystemet bar tydeligt præg af, at kabinen har set sine bedste dage. Udvalget af film, serier og musik var rigtig fint. Men skærmen og betjeningen føltes som en tidsrejse og levede ikke op til nutidens standard. Brugerfladen lignede noget, de fleste har pensioneret for længst.
Siddekomfort og stolen
Som nævnt tidligere var stolen smal, og udformningen – hvor man sidder med ryggen mod vinduet og ikke kan kigge ud – var bare mærkelig. Der er ingen fralægningsplads, og det hele føles lidt klaustrofobisk. Førstehåndsindtrykket var, at alt var slidt og havde passeret sidste salgsdato. Teksten var slidt af knapperne, og stolen trængte til en dyb rengøring. Lædersæderne gjorde heller ikke noget godt for komforten – de bliver hurtigt varme og klistrede.
Skal man finde noget positivt, så kan stolen naturligvis lægges ned som en seng – og her ligger man helt okay. Men det skal gøres manuelt, og man skal rejse sig op for at omkonfigurere sædet, når man går fra sove- til siddeposition. Lidt besværligt.
Puderne var gode og store – og det samme var tæppet.
Alt i alt er dette Business Class-produkt langt fra, hvad man bør kunne forvente i dag. Ser man bort fra, at man faktisk kan ligge ned og sove, så minder den personlige plads mere om Premium Economy end om et tidssvarende Business-produkt.
Mad og drikke
Hos Virgin Atlantic kan man en uge før afrejse logge ind og vælge sin hovedret. Og her er der flere valgmuligheder end ombord. Som vi også har set hos SAS, udnytter flyselskabet denne funktion til at skære i standardudvalget ombord, hvor man kun tilbydes tre temmelig kedelige retter, hvis man ikke har forudbestilt.
Ikke at retterne online var meget mere spændende. Det hele bar præg af et stramt madbudget og billige råvarer.
Jeg bestilte en indisk karry – og bevares, den smagte helt okay og passer egentlig fint til et britisk flyselskab, hvor karry næsten er nationalret. Men lidt kylling i sovs med ris er ikke noget eksklusivt måltid. Betaler man titusindvis af kroner for en Business Class-billet, bør man kunne forvente mere.
I Economy Class ville jeg have været mere end tilfreds, men ikke i Business. Når jeg sammenligner med den mad, vi fik på Economy Class på hjemturen, var der ikke den store forskel i kvaliteten – bortset fra, at portionen var lidt større og serveret på porcelæn.
Udvalget af drikkevarer var okay. Ikke imponerende, men godkendt. Jeg kunne godt lide, at de både havde en champagne og en engelsk mousserende vin. Lokale produkter er altid et fint touch.
Desværre var både champagnen, den mousserende og hvidvinen varme. Ikke bare lunkne – men over stuetemperatur. De stod i en vinkøler i baren, men der var kun smidt et par isterninger i – og det køler altså ikke nok.
Jeg bestilte derfor en gin og tonic og bad specifikt om ekstra is. Den blev serveret med to små isterninger, som smeltede på under et minut. Efter et par forsøg lykkedes det dog at få et glas med ekstra is – men her var drinken efterhånden så fortyndet, at smagen var væk.
Her manglede der fokus på detaljerne.
Forretterne var fine, men blev serveret med så tørt brød, at det var uspiseligt.
Bordet blev dækket med kun ét sæt bestik, som man skulle bruge til både forret og hovedret. Her kunne et ekstra sæt have været rart.
Lava-kagen til dessert så indbydende ud, og det var rart med en lun dessert – men den havde fået så lang tid i ovnen, at der ikke var noget “lava” tilbage. Mere en tør, men varm brownie.
Inden landing blev der serveret engelsk High Tea – sandwich med tørt hvidt brød, scones og macarons. En sukker- og kulhydratbombe, der mest af alt skubbede én mod en diabetes-diagnose.
At både sandwich og scones var så tørre, at man tvivlede på, om de overhovedet var fra samme uge, hjalp ikke på oplevelsen. Skuffende, når man lander tæt på midnat i New York – for så er det altså ikke en sukkeroverdosis, man har brug for.
Toiletter
Toiletterne ombord på denne Dreamliner lignede mest at alt noget der var ved at falde fra hinanden. Jeg har set pænere toilletter på musikfestivaler. Paneler var holdt sammen af tape. Det er simpelthen ikke godt nok på et Business Class produkt.
Opsummering
Jeg havde virkelig set frem til at teste Virgin Atlantics Upper Class, men hold da op – en skuffelse. Oplevelsen havde ganske givet været bedre på et af deres nyere fly, men maden, de varme drikkevarer og den manglende sans for detaljer har intet med flytypen at gøre.
Kabinepersonalet var venligt, men virkede uoplagte og havde ikke meget at arbejde med.
Club House-loungen i London var et klart højdepunkt – men det er ikke nok, hvis man vil tiltrække passagerer, der betaler titusindvis af kroner for en Business Class-billet.
Der var mere Premium Economy over oplevelsen end ægte Business Class.
Jeg vil ikke afvise, at jeg vil give Virgin Atlantic en chance mere – hvis jeg kan være sikker på at komme med et af deres nyere fly. Men så skal prisen være skarp, eller det skal være en bonusbillet.
Alt i alt: en skuffende oplevelse.
