Vær opmærksom: Ryanair ændrer på bagagereglerne

Det irske lavserviceselskab, Ryanair, har været kendt for sine mange og store gebyrer, samt ikke mindst at man skal sætte sig godt ind i deres mange regler for at undgå at betale ekstra. Nu ændrer de bagagereglerne fra 1. november 2017 – og der er både forbedringer og forringelser. Men vær opmærksom.

Den vigtigste ændring at få med sig er at det kun er passagerer som har betalt ekstra for priority boarding som – efter d. 1. november 2017 – kan medbringe en normal størrelse håndbagage (vær også her opmærksom på at Ryanairs mål for håndbagage kan være mindre end mange andre flyselskabers). Har du ikke betalt for Priority Boarding, så må du kun medbringe en lille håndbagage, som passer under stolen foran. Har du en større taske med, så vil den blive placeret i bagagerummet på flyet.

Så længe du holder dig indenfor selskabets normale mål, så vil du dog ikke skulle betale ekstra for at din håndbagage bliver placeret i bagagerummet. Du vil blive bedt om at aflevere den ved gaten.

Samtidig øger Ryanair mængden af bagage man kan tjekke ind, hvis man betaler for en kuffert. Tidligere har det kun været tilladt at medbringe 15 kg. bagage i en kuffert, men denne grænse stiger nu til 20 kg. Desuden vil bagagegebyret blive nedsat med ca. 80 kr. Muligheden for at købe den billigere kuffert på 15 kg vil hermed også forsvinde.

 

Ryanair siger selv de laver denne ændring for at nedbringe antallet af forsinkelser pga. passagerer, som møder op med meget bagage i gaten. Med fulde fly og meget håndbagage er der ofte ikke plads til alt i bagagehylderne.

Målene for håndbagagen ombord på Ryanair er som følger:

Standard: 55cm x 40cm x 20cm
Lille håndbagage: 35cm x 20cm x 20cm

Det er altså kun Priority Boarding passagerer, som fremover kan medtage standard størrelsen i kabinen, mens alle andre kun kan medbringe en lille håndbagage og må aflevere den store i gaten.

Hvis du har planer om at flyve med Ryanair, så vær opmærksom på at du pakker dine ting rigtigt og f.eks. ikke har din laptop i den bagage, som skal i bagagerummet.

Vær også opmærksom på at Ryanair kan have højere bagagegebyrer i højsæsoner samt på længere ruter.

De nye regler gælder for flyvninger efter 1. november 2017 uanset om du har bestilt din billet mens de gamle bagageregler var gældende eller ej.

Du kan læse mere om de nye regler på dette link.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here