Udenrigsministeriets rejsevejledning er nu blevet opdateret. Myndighederne kan ved din indrejse til USA tjekke indholdet på din telefon og computer.
Det fremgår dog ikke af rejsevejledningen, at du kan blive afvist ved grænsen. Det sker hvis du bliver anset for at være til fare for den nationale sikkerhed ved at fremme hadefuld ideologi eller på anden måde udnytte immigrationslovgivningen til ondsindede formål.
En fransk rumforsker blev i marts nægtet indrejse til USA, hvor han skulle deltage i en konference. Det skete efter at hans telefon og computer var blevet tjekket. Den franske undervisnings- og forskningsminister, Philippe Baptiste har udtalt: “De amerikanske myndigheder foretog tilsyneladende dette tiltag, fordi forskerens telefon indeholdt meningsudvekslinger med kolleger og venner, hvor han udtrykte sin personlige mening om Trump-administrationens forskningspolitik“. Kilde: TV2.
Dette skulle være baseret på et dekret udstedt af præsident Donald Trump d. 20. januar.
Opdatering af rejsevejledning
Udenrigsministeriet skriver, at rejsevejledningen for USA er opdateret den 28. april 2025. Der er ændringer i afsnittene “Generel anbefaling”, “Kriminalitet” og “Særligt om indrejse og ophold”.
Men bare rolig. Den eneste reelle ændring er oplysningen om, at du skal være opmærksom på, at de amerikanske myndigheder i visse situationer kan undersøge indhold på dine elektroniske enheder.
Der er ikke foretaget ændringer i sikkerhedsniveauet. Ministeriet skriver også, at de fleste danskere ikke har problemer under besøg i USA. Men du skal være opmærksom på, at du kan blive nægtet indrejse eller blive udvist af USA, hvis du fx har opgivet et forkert formål med din rejse, tidligere har opholdt dig længere end tilladt i USA, eller hvis du har fået en dom i USA.
Siden 2019 har ansøgere om visum til USA skulle oplyse profil-informationer til de sociale medier, som ansøgeren har benyttet sig af i de seneste fem år. Derudover skal der angives e-mails og telefonnumre, der er blevet brugt i den samme periode. Så de amerikanske myndigheder har i mange år vidst, hvad de skulle tjekke.
Det danske udenrigsministerium anbefaler, at du downloader Udenrigsministeriets app Rejseklar. Desuden bør du tilmelder dig Danskerlisten. Så kan du få besked og nemt komme i kontakt med den danske ambassade, hvis der opstår en alvorlig krise i landet.
Du finder rejsevejledningen her.