Tro ikke på alt du læser

Med jævne mellemrum kan vi i pressen læse om et eller andet tilfældigt online rejsebureau eller hjemmeside, som påstår at du skal booke din ferie et bestemt antal dage før afrejse eller at flybilletter er billigst på tirsdage i ulige uger, hvis vinden kommer fra øst eller lignende. Det siger deres statistikker nemlig. Det er i bedste fald noget sludder – og nu skal jeg fortælle dig hvorfor.

Disse påstande, som medierne gerne skriver om igen og igen, er bygget på deres statistikker og er gennemsnit. Ikke mindst gennemsnit på hvordan flypriserne var i den forgangne periode og de siger intet om hvordan priserne er i fremtiden.

Desværre kan vi næsten stille uret efter, at et eller andet medie hopper på PR folkenes billige påstående og bringer sådan en historie nogle gange om året. Alle vil nemlig gerne have den lette opskrift til billige rejser – og det giver masser af kliks på avisernes hjemmesider. Desværre findes der bare ikke nogen enkel opskrift.

Man kan selvfølgelig godt konkludere ud fra disse statistikker, at det ofte er billigere at flyve til London en tirsdag aften end fredag eftermiddag. Det siger ligesom sig selv. Jeg kunne godt have fortalt dig, at pladserne på flyet er mere eftertragtede på det tidspunkt, hvor weekendrejsende har fri og forretningsfolkene er på vej hjem til familien end en tirsdag aften, hvor de færreste har fri. Det behøver jeg ikke en hjemmesides statistik for at vide – og mon ikke de fleste oppegående godt kan tænke så langt selv.

De fleste kan nok også regne ud at flybilletter er dyrere i sommerferien end de er i perioden, hvor de færreste har ferie.

Udover at onlineportalerne forsøger at få billig presseomtale (som ser ud til at lykkes gang på gang), så er alle disse oplysninger om hvor mange dage før afgang du skal bestille en specifik destination ganske ubrugelige og kan i værste tilfælde resultere i, at dine flybilletter bliver dyrere end nødvendigt.

Da disse tidsfrister er gennemsnit, så betyder det i praksis også, at det netop ikke er x antal dage før afrejse du skal bestille en specifik destination. Hvis du holder dig til deres – ubrugelige – råd, så vil du oftest betale mere for din flybillet end nødvendigt. Da det jo netop er et gennemsnit, hvilket kan betyde at de billigste billetter måske i virkeligheden ligger langt fra disse datoer og sjældent præcist på disse datoer som de opgiver.

Faktum er at der ikke er nogle enkle regler for hvornår din flybillet er billigst. Det varierer fra destination til destination, fra flyselskab til flyselskab – og det varierer fra dag til dag og afhængig af tidspunktet på året – samt en masse andre faktorer.

Det bedste råd vi kan give dig er at du ikke skal lytte på den gang billig PR-sludder, som aviser og PR-folk forsøger at bilde dig ind. Men derimod holde øje med hvornår flyselskaberne har kampagner. Det er nemlig oftest på disse tidspunkter de billigste billetter er tilgængelig at bestille.

Medierne vil så gerne kunne komme med den ultimative opskrift på hvordan du bestiller billigst – gerne i kort form og med en klikvenlig overskrift – og derfor viderebringer de også – ganske ukritisk – PR-afdelingerne pressemeddelelser. Helt uden hensyn til om det stemmer eller ej.

Skal du f.eks. rejse til Mallorca over nogle helligdage i foråret eller i sommerferien, så er det helt sikkert ikke billigst f.eks. 60 dage før afrejse, som statistikken påstår. Flyselskaberne ved godt at disse afgange – med stor sandsynlighed – bliver udsolgt. Så disse afgange vil sikkert aldrig blive specielt billige, men oftest vil man se dem lavest i kampagner, som ligger lang tid før afrejse – helt op til 6-7 måneder før.

Kan du derimod rejse nogle dage forskudt fra helligdagene, så kan det være du skal bestille 30 dage før afrejse, hvis de mangler at fylde flyene. På andre tidspunkter af året er det helt anderledes.

Den bedste tommelfinger regel er, at der ikke findes nogle enkle regler – og hvis du vil rejse billigste muligt, så er det bedste du kan gøre at undlade, at lytte til disse ubrugelige råd, men i stedet følge godt med i flyselskabernes priser og kampagner – og ikke mindst være lidt fleksibel i dine rejsedatoer. At flytte rejsen en dag eller to kan nemlig give store besparelser.

Og så ikke mindst bruge din sunde fornuft. De fleste af os ved jo godt hvilke perioder, som er mest eftertragtede. Jo mere eftertragtet perioden er – desto bedre tid skal du oftest booke i – og så skal du bestille mens flyselskabet har kampagner.

Så tro ikke på alt du læser – brug din sunde fornuft.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here