Toiletter alt for små i nye Boeing fly

Boeing 737 kaldes ikke for ingenting ”luftens folkevogn”. Gennem årtier har 737’eren være Boeings helt store salgshit, og den fortsætter med at være i sine nye 737 MAX versioner.

Sidste år leverede Boeing således 539 af de populære passagerfly til flyselskaber verden over. I mellemtiden i fjerde generation gennem over 50 år.

Udefra ligner Boeing 737 sig selv. OK – flyet er knap så buttet som den første 737-100, der havde plads til maksimalt 124 passagerer. I dag er 737’eren strakt ud på alle leder og kanter, så den nyeste variant har op til 200 sæder.

For at få plads til så mange ekstra gæster ombord er ikke kun flyets krop blevet forlænget med 10 meter til 39 meter.

Stolerækkerne er blevet skubbet tættere sammen, sæderne afløst af mere tynde slags – og i den nyeste 737 Max version også  pladsen til toiletter og køkken i bagenden af flyet skåret ned.

På den måde har Boeing kunnet presse yderligere 16 sæder ind i 737 MAX. Til stor glæde for lavpris-flyselskaberne, der er de største 737-kunder hos Boeing.

Og lavpris-selskaberne – de kigger på hver millimeter og gram for at holde udgifter – og dermed priserne nede.

Måske Boeing er gået skridt for langt i sine helt nye 737 MAX 8 maskiner, der bl.a. er taget i anvendelse af store American Airlines.

Passagererne er begyndt at klage højlydt i sociale medier og i amerikanske medier, hvor det splinternye fly sammenlignes med en kvægtransport.

I sammenligning med den udbredte Boeing 737-800 model, som bl.a. Norwegian anvender, er afstanden mellem sæderne blevet yderligere 2,5 cm kortene. Langbenede passagerer skal vænne sig til gymnastiske folde-øvelser for at få plads.

Desuden har Boeing skåret toiletterne i Economy Class ned med 21 centimeter i bredden. Velnærede mennesker skal lirke sig ind, og folk med store hænder kan slet ikke vaske dem i kummen. Den er for lille.

På populære amerikanske flyve-webside The Points Guy får den nye Boeing en mildest talt dårlig kritik.

Anmelderen råder ligefrem til, at man skal beslutte sig på forhånd, om man vil gå forlæns eller baglæns ind på toilettet. Det er umuligt at vende sig, når man først er inde.

Kritikpunkt nummer to har også med hygiejnen at gøre. Håndvasken er skåret så langt ned i størrelse, at der kun er plads til en enkelt voksen hånd under vandstrålen. Desuden sprøjter vandet til alle sider, på passagerens tøj og ned på toilettets gulv.

I øvrigt rammer pladsproblemerne i de nye Boeing 737 fly ikke kun passagererne. Også det flyvende personale lider under mindre albuerum. F.eks. er medarbejderne spærret inde i deres lille køkken, når begge de to bagerste toiletdøre er åbnet.

Boeing har over 4.000 bestillinger på sine 737 MAX fly, der for længst er vokset fra tidligere tiders begrænsninger til korte og mellemlange distancer.

I dag bruger Norwegian sine første seks 737 MAX maskiner til flyvninger over Atlanten mellem Europa og USA. Yderligere 104 fly af samme model er på vej til nordmændene.

Også Ryanair har forelsket sig i fly-modellen. Europas største lavpris-selskab har bestilt 110 eksemplarer – hver med plads til 197 passagerer…

Denne artikel er fra vores søsterside, Trendsandtravel.dk, der hver dag skriver om trends, gadgets og rejser.

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here