Danskerne bruger i stigende grad kunstig intelligens til at planlægge ferien. Men man skal ikke stole blindt på oplysningerne. Hverken fra AI, TripAdvisor eller Trustpilot. Man må gerne være lidt kritisk og tjekke oplysningerne en ekstra gang.
Danskerne køber ikke længere pakkerejser, hvor charterselskabet står for alle aktiviteter. Turisterne arrangerer selv udflugter og booker oplevelser uden om rejsebureauet. Det påvirker naturligvis bureauets indtjeningen, at det ikke længere kan være sikker på disse ekstraindtægter. Derfor er det heller ikke unaturligt, at bureauerne advarer imod sådanne initiativer. Det gør Sunweb også i en pressemeddelelse.
– Vi oplever, at flere danskere gerne vil købe selve rammen for ferien, altså fly og hotel, hos en rejsearrangør, mens de i stigende grad eksperimenterer med AI til selv at planlægge udflugter og oplevelser. AI gør det nemt at skræddersy ferieindholdet til den enkelte, men det er vigtigt at bruge teknologien med omtanke, siger Jan Lockhart, nordisk chef i Sunweb.
Advarsel fra Australien
Australske myndigheder har udsendt en officiel rejsevejledning med en advarsel om ukritisk brug af AI til rejseplanlægning. Myndighederne peger på, at AI kan præsentere forkerte eller forældede oplysninger og ikke automatisk verificerer fakta. Det kan i værste fald koste rejsende penge, skabe sikkerhedsproblemer eller føre til, at lokale regler og love overtrædes.
De samme forbehold gælder også rejseguides, TripAdvisor og andre steder, hvor man søger information og inspiration. Det kan være en god ide, at faktatjekke oplysningerne. Specielt, hvis man vil planlægge en hel dag.
Jeg har eksempelvis på ture både til Prag og Amsterdam oplevet at dagens program måtte opgives, fordi det museum, vi skulle besøge var lukket om mandagen. Så er det lidt træls at have kørt 1½ time i bus for at nå frem til den låste billetluge. Men det kan jo ske, når den dygtige gymnasielærer pludselig får rollen som den uerfarne rejsearrangør. Det skal dog tilføjes, at disse oplevelser ligger 35 – 40 år tilbage i tiden, hvor vi ikke havde samme muligheder for at tjekke åbningstider.
Sådan fakta tjekker du i praksis
Vi kan bruge samme arbejdsgange, som vi fik præsenteret i universitets fag “Videnskabelig Metode”: Kritisk sans og dobbelttjek af kilder kan aldrig skade.
Når inspirationen er hentet med kunstig intelligens, er det altid en god ide at tjekke kilden. Og også vurdere, om man kan stole på den. Man må også gerne undersøge, om andre kilder giver samme svar. Specielt faktuelle oplysninger som åbningstider, åbningsdage og priser skal tjekkes, hvis de oplysninger har stor betydning i planlægningen. Dette bør gøres på de officielle hjemmesider for turistattraktionen.
På det seneste har vi også set en del historier i danske medier om, at anmeldelser på forskellige portaler på internettet ikke er retvisende. Eksempelvis fordi restauranten har fået nye ejere, som har tilført et andet serviceniveau. De gode anmeldelser fra tiden før ejerskiftet kan derfor vise sig at være fuldstændigt misvisende. Det kan derfor være en god ide at tjekke, om alle anmeldelser fra de sidste 2-3 måneder er skiftet til at være rigtigt dårlige. Specielt hvis restauranten skal danne rammen for en særlig begivenhed, som eksempelvis et frieri.
Det er også muligt at reservere ture via GetYourGude, hvor du også kan optjene 75 EuroBonus point på 100 kroners køb. Selvom du ikke ønsker at bruge GetYourGuide, kan du altid sammenholde priserne dér med charterbureauets sammenlignelige ture.
Jeg vil også anbefale, at du hjemmefra tjekker, om der er mange lokale guider og turarrangører, der i nogle lande holder til udenfor turisthotellerne. På en tur til Gambia i 2024 fandt jeg ud af, at 5 – 6 lokale guder tilbød deres service udenfor mit hotel. Jeg brugte en af dem til at arrangere en dagstur, hvor jeg bl.a. sejlede i kano ud til en lille ø, hvor jeg besøgte landmændene i landsbyen. Og guiden inviterede mig også hjem til frokost, hvor jeg mødte sønnens legekammerater. 25 blyanter købt for en slik blev uddelt til kammeraterne. Og så var dagen reddet. Både deres og min.

Artiklen er inspireret af en pressemeddelelse fra Sunweb.








