SAS har lige nu tilbud på klippekort til rejser i Danmark. Tit er rejser på klippekort endda billigere end de billigste billetter, du kan købe på SAS Go. Og du får fleksible billetter, flere bonuspoint, fasttrack og adgang til SAS lounge i København
SAS virksomhedskunder fik i denne uge besked om, at SAS lige nu sælger klippekort med rabat. Hvis du eller dine kolleger rejser meget på klippekorts destinationer, kan I få de mest fleksible flybilletter med rabat. Og indtil 2. juni kan du spare endnu flere penge.
En enkelt rejse i Danmark koster bare 820 kroner (d.v.s. 1.640 kroner for en retur billet).

SAS klippekort
SAS har forskellige produkter til virksomheder – og et af dem er klippekort. De sælges for rejser mellem forskellige destinationer og fås med 20, 40, 60, 100 og 200 klip. Der bruges et klip, hver gang du går ombord på et fly. Så en returbillet koster 2 klip. Klippekortet er gyldigt i et år. Og du kan bestille dem til først at være gyldige et par måneder ude i fremtiden, hvis du ikke lige har nogle rejser i de følgende uger
Klippekortene er forudbetalte og rejserne er på C-klasse, som giver det højeste antal niveau og bonus point. Billetterne er meget fleksible. EuroBonus medlemmer med guld- eller diamant-status har pladsgaranti, når de rejser på C-klasse. Det betyder, at du altid er sikret en plads på flyet, når du rejser på klippekort og bestiller rejsen mindst 48 timer før afgang.
Du får EuroBonus sølv, når du køber et personligt klippekort med 20 eller 40 klip. Køber du et personligt klippekort med mindst 60 klip, får du EuroBonus Guld status.
TIP: Det betyder med andre ord, at du skal købe et
- personligt klippekort, hvis du ikke allerede har status i EuroBonus og kan bruge klippene. For sølvmedlemmer får 25% flere bonuspoint, mens guldmedlemmer får 50% flere point.
- klippekort uden navn, hvis du allerede har status. Så har du nemlig mulighed for at dele kortet med andre.
Destinationer med rabat
Lige nu har SAS tilbud på klippekort til disse indenrigsruter i Danmark:
- Mellem Billund og København
- Mellem Aalborg og København
- Mellem Aarhus og København
Et klip på en indenrigsbillet koster 820 kroner – uanset hvor mange klip du køber. På disse billetter er der ingen rabat på storkøb. Det er også muligt at købe klippekort med biofuel. De er dog ikke på tilbud og har derfor en merpris på omkring 200 kroner pr. klip
Klippekortene med kampagne rabatten skal købes senest 2. juni. Efter denne dato kan du stadig købe klippekort. Men til normalpris (som jeg ikke har mulighed for at tjekke lige nu)
Det er en god pris!
Jeg synes selv, at prisen er rigtig god, men det afhænger naturligvis af, hvilke billettyper, du i normalt rejser på og hvor fleksibel du er. Dertil kommer, hvor godt du kan planlægge dine ture på forhånd.
Jeg har tidligere analyseret priserne på billetterne mellem Aarhus og København. Konklusionen var dengang, at selv de billigste billetter på Go tit var dyrere end en rejse på et klippekort. Og det holder stadig. Nedenfor ses priserne på en rejse fra Aarhus til København om 5 dage. Det er kun på aftenafgangen, at du kan få billigere billetter på SAS Go

Men også på ruten til Aalborg kan der være mange penge at spare. Og det selvom SAS har konkurrence fra Norwegian. Også her er det kun aftenafgangene, hvor du kan få billigere billetter på go.

Der er også penge at spare på den nye (genstartede) rute fra Billund til København.

Jeg skal dog lige tilføje, at du muligvis kan finde dage, hvor billetpriserne kan være anderledes. Jeg kan derfor ikke garantere at disse konklusioner holder på samtlige rejser gennem det næste år.
Optjening af niveau og bonus point
På flyrejser med klippekortene på tilbud får den rejsende 1.200 niveau point. Dette antal vil være væsentligt højere end det antal niveau point, man optjener på billetter på Go. Her kan det variere fra 100 niveau point på de billigste go billetter til 700 niveau point på de dyreste Go billetter. Der kan dog tjenes op til 1.100 niveau point på de dyreste Go billetter med biofuel.
Da selv de billigste billetter på Plus koster mere end rejser på klippekortet, giver det igen mening at sammenholde pointoptjeningen med Plus billetter.
Der optjenes naturligvis også bonuspoint, der kan bruges til at købe bonusrejser. Antallet af point afhænger af dit medlems niveau i EuroBonus.
- 1.200 bonuspoint til medlemmer på basis niveau
- 1.500 bonuspoint til medlemmer på sølv niveau
- 1.800 bonuspoint til medlemmer på guld niveau
- 2.100 bonuspoint til medlemmer på diamant niveau
Med andre ord, så er det muligt at hente ganske mange point ved at rejse på klippekort.
Køb ikke billetter med biobrændstof
SAS sælger også klippekort med biobrændstof. Det er min erfaring fra det seneste år, at vi ikke får flere niveau og bonus point på disse rejser. Jeg har telefonisk fået oplyst, at klippekort med biobilletter ikke giver flere point. Med andre ord: Du skal ikke købe billetter med biobrændstof for at få flere bonuspoint.
Dertil kommer at billetter med biobrændstof ikke vil være tilgængelige fra 1. oktober, hvor SAS indfører Business Class på europæiske ruter. Hvis du vil optjene flere point ved at rejse på biobrændstof, må du tilkøbe det. Og få de bonuspoint, som det giver.
Skal du købe klippekort på tilbud?
Jeg mener klart, at der er så mange fordele forbundet med rejser på klippekort, at du skal købe dem, hvis der er en rimelig sandsynlighed for, at du kan nå at bruge de fleste af klippene i løbet af et år.
Hvis du er i tvivl om, klippekortene er noget for dig, så kan du eventuelt holde et klippekort op mod de priser og den pointoptjening, du har haft det seneste år på dine rejser. Men det er naturligvis bedre at lave en beregning baseret på dit (og dit firmas) forventede rejsemønster det næste år.
Da der ikke er mængderabat kan du nøjes med at købe et klippekort med 20 klip. Hvis det er brugt i løbet af et år, kan du altid købe et nyt kort. For at have den største fleksibilitet, anbefaler jeg også, at du køber et kort, der kan bruges af flere personer. Med mindre du fra starten har brug for at få sølv- eller guldstatus, der er knyttet til de personlige kort.
Skulle du efter et år finde ud af, at der stadig er et par klip tilbage på kortet, som du ikke har fået brugt, så er der ingen grund til at blive ked af det. Prisen er stadig så lav, at du har tjent penge på dit 20-turs klippekort. Også selvom du kun har brugt 16 – 18 af klippene.
Virksomheder får ikke 8% rabat
Jeg har tidligere skrevet en artikel om, at virksomhedskunder får 8% rabat på Travel Pass produkter. SAS giver dog ikke denne rabat på de billige klippekort, som du lige nu kan købe på tilbud








