Det finske flyselskab Finnair og det amerikanske flyselskab American Airlines indleder et codeshare-samarbejde for 12 destinationer i Mexico. Billetterne kan allerede købes.
En pressemeddelelse fra Finnair fastslår, at det bliver lettere for selskabets kunder at få adgang til populære mexicanske rejsemål denne vinter. For med samarbejdet er der etableret en codeshare aftale for American Airlines’ flyvninger fra deres hub i Dallas Fort Worth International Airport til følgende lufthavne i Mexico:
- Guanajuato
- Monterrey
- Ixtapa-Zihuatanejo
- Cancún
- Cozumel
- Guadalajara
- Mexico City
- Mérida
- Oaxaca
- Puerto Vallarta
- Querétaro
- San José del Cabo
Codeshare-flyvningerne begynder den 23. januar og billetterne kan købes allerede nu.
Er det en fordel for danskere?
Finnair har været et populært selskab for danskere, der skulle til Fjernøsten. Helsinki ligger jo næsten på vejen – og en mellemlanding i den finske hovedstad kan ikke ses som en omvej.
Men når man skal fra Danmark til Mexico, kan en rejsen via Helsinki vel ikke betragtes som den direkte rute. Min aller første tanke var derfor, at det ville være fuldstændig tosset at flyve halvanden time fra Danmark mod nordøst for derefter at skifte til fly, der skulle bringe gæsterne til Mexico. Men før jeg går dybere ind i den analyse, så vil jeg vende tilbage til pressemeddelelsen fra Finnair:
Hvilke fordele giver det nye samarbejde?
Samarbejdet åbner op for et omfattende udvalg af destinationer for vores kunder til Mexico, som er en populær rejsedestination fra Nordeuropa, især om vinteren. Udover Mexico tilbyder American Airlines også vores kunder fremragende forbindelser via Dallas til andre steder i USA siger Finnairs Senior Vice President for Alliancer og Flyselskabspartnerskaber, Fredrik Wildtgrube
Codeshare-flyvninger er flyvninger, der drives af Finnairs partnere, hvor Finnair tilbyder sæder og sælger dem under Finnairs flynummer. Med codeshare-samarbejdet kan Finnairs kunder rejse hele ruten med et Finnair-flynummer og optjene Avios-point for hele turen.
Disse codeshare-destinationer udvider yderligere det eksisterende fælles rutenetværk med American Airlines.
Vi er glade for at tilbyde Finnairs kunder lettere adgang til populære destinationer i Mexico. Udvidelsen vil give kunderne mere bekvemme forbindelser i American Airlines omfattende netværk fra Mexico til Finland og videre, udtaler Anmol Bhargava, Vice President for partnerskaber hos American Airlines
Skal danskere købe Finnairs billetter til Mexico?
Hvis du skal optjene Avios til loyalitetsprogrammet Finnair Plus eller du ønsker at bruge dine optjente Avios på bonusrejser til Mexico, så kan det nye samarbejde være en god nyhed.
Men det afhænger naturligvis af alternativet. British Airways er med i samme fly-alliance som Finnair: One World. Derfor kan du også optjene og bruge Avios hos British Airways.
Når du rejser med Finnair, får du altid 2 stop undervejs fra Danmark. Den finske hovedstad Helsinki og American Airlines’ hub Dallas Fort Worth International Airport.
Rejser du med KLM eller Lufthansa, så vil du kunne komme til nogle af byerne med et stop (eksempelvis hovedstaden Mexico City), mens du på din rejse til andre destinationer vil have 2 stop. Det gælder eksempelvis, når du skal til byerne Guanajuato og Monterrey. Hvis du alligevel skal have 2 mellemlandinger på rejsen, så kan andre parametre som flyenes indretning, billettens pris, flyselskabets loyalitets program og rejsetidspunktet være afgørende for dit valg.
Det vil derfor være oplagt at bruge nogle rejseportaler for at sammenligne de forskellige muligheder.
Fra København til Mexico city
Jeg har valgt at bruge Momondo til at sammenligne rejser fra København til Mexico City. Jeg lagde mig fast på udrejse fra København d. 16. april og retur fra Mexico City d. 26. april. Med andre ord en forlænget ferie over påsken. Jeg har kun søgt på billetter med indtjekket bagage.
Finnair
Søgningen viste, at det var muligt at få billetter med Finnair på økonomiklasse til 8.161 kroner. Og rejsetiden er knap 20 timer på udrejsen og knap 19 timer på hjemrejsen.

Det var i søgningen præciseret, at billetprisen skulle vises for en rejse, hvor der kan tjekkes en kuffert ind. Det fremgår også af ikonet på oversigten.
Men når jeg tjekker prisen, så kommer en kryptisk meddelelse: “Der er ingen oplysninger om indtjekket bagage”.

Derfor måtte jeg gå videre til rejsebureauet “Travelis”, som sælger den billet, der er vist på Momondo. Her fremgår, at der opkræves 590 kroner på både ud- og hjemturen for bagage.

Konklusion, Finnair: Billetten koster 9.341 kroner og den samlede rejsetid bliver 38 timer og 35 minutter. Der er 2 stop på både udturen og hjemturen.
British Airways
British Airways har ingen direkte fly fra London til Mexico City. Så derfor sendes passagererne også over Dallas Fort Worth International Airport. Dermed får den rejsende 2 stop. Den samlede pris bliver 8.640 kroner og rejsetiden bliver samlet 37 timer og 20 minutter.

Med andre ord ser det ud til, at du umiddelbart sparer 700 kroner og en times transporttid ved at rejse med British Airways sammenlignet med Finnair.
KLM
Rejser du med KLM har du kun et stop på vejen. Og det er i Amsterdam. Dermed kan den samlede rejsetid reduceres til 28 timer og 24 minutter. Men prisen bliver til gengæld 10.920 kroner. Du sparer 10 timers rejsetid sammenholdt med Finnair, men må betale knap 1.600 kroner mere for turen.

Som det ses på billedet tilbyder KLM dog også at du kan reducere billetprisen med ca. 1.100 kroner mod at forlænge rejsetiden med 10 timer. Dermed kommer billetten til at ligge næsten på niveau med Finnair både på rejsetid og pris.
Lufthansa
En sidste sammenligning er med Lufthansa. Her kan du flyve over både Frankfurt og München. Det bedste alternativ er at rejse via München ud og over Frankfurt hjem. Det giver en samlet rejsetid på knap 31 timer og en pris på 10.378 kroner.

Med andre ord, så koster denne billet ca 1.000 kroner mere end billetten med Finnair, men du sparer omkring 7½ times rejsetid.
Samlet konklusion
Jeg ved godt, at det kan være svart at sammenligne billetter. Specielt når disse købes via on-line rejsebureauer, da der ofte kommer nogle ekstra gebyrer på. Men vi er i denne sammenligning gået ud fra, at gebyrerne er nogenlunde ens for billetter med forskellige selskaber. Derfor er disse ikke undersøgt nærmere. Vi har dog tjekket, at der er bagage med i billetterne hos British Airways, KLM og Lufthansa.
Den umiddelbare konklusion er, at British Airways og Finnair har de længste rejsetider til Mexico City, da begge selskaber flyver via Dallas Fort Worth International Airport – og dermed får to mellemlandinger på turen.
Både Lufthansa (medlem af Star Alliance) og KLM (medlem af Sky Team) har kun en mellemlanding og derfor en noget kortere rejsetid til Mexico City – men her koster billetterne også mere. Dermed vil valget også afhænge af, hvad du mener din tid er værd (hvor meget vil du betale ekstra for den kortere rejsetid). Desuden kan andre forhold som servicen ombord, flytyper og de fordele, du måske allerede har i et loyalitets program påvirke dit valg.
Men umiddelbart vil jeg mene, at Finnairs nye samarbejde ikke er en klokkeklar fordel for alle danske rejsende. Specielt hvis andre selskaber kan klare turen til Mexico med blot én mellemlanding. Så findes der klart bedre alternativer.
Det kan dog være en helt anden konklusion, hvis de alternative selskaber også har to mellemlandinger. Et hurtigt check viste, at Finnair på nogle af turene var konkurrencedygtig både på pris og rejsetid.
Dertil kommer, at kunder, der er bosat i andre lande, måske kan have større fordele ud af Finnairs nye codeshare samarbejde med American Airlines. Det vil specielt være en fordel for rejsende bosat i Finland, som skal på ferie i Mexico. Men også mexicanske turister og forretningsfolk, der skal til Finland vil helt sikkert være glade for det nye codeshare samarbejde.
Forsidefoto: Cancun, Mexico