Søndag nat skifter vi fra sommertid til normaltid (vintertid). Så kl. 3.00 skal vi stille uret en time tilbage. Hvad betyder det for din rejse i week-enden? Og hvornår skal du være i lufthavnen, hvis du skal hente nogen kl. 2.30? For det er klokken to gange den nat.
Der er lagt op til tidsforvirring når vi skifter fra sommertid til normaltid på søndag. Har du en aftale i tidsrummet mellem kl. 2 og 3 søndag morgen, skal du tjekke tidspunktet en ekstra gang. For er aftalen første eller anden gang, vi har det tidspunkt?
Det gælder naturligvis også, hvis du forhåndsreserverer en taxi for at nå frem til lufthavnen til et tidligt morgenfly – eller hvis du skal med et tog.
Der er ikke mange aktiviteter på det tidspunkt af døgnet. Heldigvis er der hverken rute- eller charterfly, der afgår fra de danske lufthavne på de tidspunkter. I Københavns lufthavn har SAS et fly, der ankommer kl. 2.10 fra Marrakech. Ellers ser det ikke ud til, at der er andre ankomster, hvor der kan være problemer.
Undgå tidsforvirring – check med flyselskabet
Men skulle du være så uheldig, at du er i et land, der skifter fra sommertid, og du skal rejse fra en lufthavn mellem kl. 2 og 3, så er der kun én ting at gøre: Tjekke med flyselskabet. Og skal du hentes i lufthavnen fra et fly, der lander på det tidspunkt, så må du også tjekke en ekstra gang.
Folk, der ofte rejser med fly, kan nok selv regne det ud. Man skal i princippet jo blot vide, hvor lang tid turen tager – så er det rimeligt let at regne sig frem til ankomsttidspunktet. Også selvom der både skal tages højde for forskellige tidszoner og skift fra sommertid til normaltid.
Men også, hvis der skulle opstå forsinkelser – og man skal give besked derhjemme, så er det vigtigt at være opmærksom, hvornår man kommer hjem.
Vi skal dog ikke være bekymret for flysikkerheden. For branchestandarden er UTC tid (Universal Time, Coordinated, også kendt som Greenwich Mean Time). Det er bl.a. den, slottiderne uddeles efter. Men luftfartsselskaberne bruger normalt “lokal tid” på deres hjemmeside og i de planer, de offentliggør. Så her skal man tjekke en ekstra gang. Det gælder også tidspunkter for, hvornår check-in åbner / lukker, hvornår du skal være ved gaten etc.
Vores råd: Hvis du er i tvivl om tidspunktet er den sidste time i sommertiden eller den første time i normaltiden, så råder vi dig til at møde op til sommertid. Det er så ærgerligt at komme for sent.
Tiden står stille i toget
DSB har to tog, der er startet i sommertid. De får et ophold på omkring en time på Odense Banegård Center, før de kører videre. De to tog er:
- InterCity-tog 8303 med afgang fra København H kl. 00.39 ankommer til Odense Banegård Center i sommertid kl. 02.23 og fortsætter til Aarhus H i normaltid kl. 02.25.
- InterCity-tog 80188 med afgang fra Aarhus H kl. 00.41 ankommer til Odense Banegård Center i sommertid kl. 02.28 og fortsætter til København H i normaltid kl. 02.30.
DSB har helt bevidst valgt at tilrettelægge køreplanen på den her måde, forklarer DSB’s informationschef Tony Bispeskov: ”Vi gør som tidligere år og lader i år to tog holde stille under overgangen fra sommer- til normaltid og så tilbyder vi kunderne lidt forfriskninger under opholdene. Vi kunne også have valgt at køre to tog: Ét i sommer- og ét i normaltid, men det er der ikke kunder til,” siger han.
Ugen efter skifter USA og Canada
Og bare for en god ordens skyld: Den første søndag i november skifter man fra sommertid til normaltid i Canada og de stater i USA, hvor man har sommertid. Så befinder du dig på de kanter søndag d. 2. november, så er det med at være vågen. Specielt når du planlægger rejser natten mellem lørdag og søndag.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra DSB og information fra Københavns Lufthavns presseafdeling.
Forsidetegning: Genereret af ChatGPT





