I dag er der officiel åbning af SAS’ spritnye indenrigslounge i Oslo. Faktisk åbnede den allerede i sidste uge for passagererne, men grundet en truende strejke så blev den officielle åbning udsat. SAS har pralet en del med at der skulle være tale om en “Next Generation” lounge, så forventningerne var store. Vi har set nærmere på hvad man kan forvente sig af den nye lounge.
Forventningerne var store da vi havde læst SAS reklamen, som de havde sendt ud inden åbningen. Den gamle lounge som lå længst ude i B-delen af terminalen, havde begrænset størrelse, lidt sodavand, øl, vin og snacks plus en suppe. Absolut ikke mere end nødvendigt. Og huskede jeg at nævne at 80% af sidde pladserne var i den gamle var ganske ubehagelige at sidde på? Så vi glædede os til den nye lounge.
Nu skrev vi jo allerede i sidste uge om åbningen af loungen for passagererne, hvor vi havde fået tilsendt en del billeder fra en af vores trofaste læsere. Nu har vi også selv været i loungen og her får du vores test af den.
Vi havde forventet at alt skulle blive meget bedre end før. SAS havde – som nævnt – reklameret med at der skulle være nye faciliteter – bl.a. et træningscenter, hvilket kunne indikere at resten af loungen også skulle holde høj kvalitet og komfort.
Fakta om loungen
Navn: SAS lounge, Oslo Lufthavn – Indenrigs
Åbningstider: Kl. 06.00 – til sidste SAS fly har afgang
Adgang: Passagerer i SAS Plus og EuroBonus Guld (eller højere) medlemmer uanset om de flyver Go eller Plus. Star Alliance Gold medlemmer.
Faciliteter: Varm og kold mad, diverse drikkevarer, trådløst Internet, toiletter, brusebad, træningscenter, massage, aflukkede arbejdspladser, spil og underholdningsfaciliteter.
Ankomst
Efter sikkerhedskontrollen kiggede jeg efter, hvor den nye lounge ville ligge. Indrømmet, jeg havde nok gjort lidt dårligt hjemmearbejde, men havde forestillet mig at den lå ikke så langt fra krydset mellem B og C delen.
Jeg passerede Bølgen & Moi Food Garage og fik øje på skiltet med “Lounge” og fulgte dette. En etage op og vips, så var jeg ved indgangen til loungen.
Nu havde jeg godt nok set nogle billeder på forhånd, men det første jeg konstaterede var at placeringen af loungen var mange gange bedre end den gamle. Når man nu har fået C-delen i Oslo, så ville det være helt meningsløst at gå til enden af B-delen for at gå i loungen, hvis flyet går fra C. Frem og tilbage er som bekendt dobbelt så langt. Så den nye placering er helt perfekt.
For at komme ind i loungen, så må man scanne sit boardingkort i sluserne, som åbner sig hvis du har en billet eller status, som giver dig adgang. Indenfor er der en betjent skranke, som kan hjælpe dig hvis du har problemer med rejseruten, forsinkelser el.lign. Det havde den gamle ikke, så nok et plus her.
SAS har sit eget personalet til stede i loungen. En kæmpeforbedring i forhold til den gamle. Her kan man få direkte hjælp med ombookinger, hvis man oplever problemer, aflysninger, forsinkelser el.lign. Dette er meget positivt.
Loungens udformning og indretning
Det første man ser når man kommer ind er kaffebaren, hvor der står en menu på disken og en barista til at betjene dig. Derefter må man gå til højre for at komme ind i loungen med siddegrupper i forskellig udformning samt til buffetten.
Siddeområdet var fint delt op så det ikke føles for stort, men til gengæld lidt intimt og hyggeligt. Her var det helt fint både at arbejde, spise og slappe af. Længere inde var der gode sofaer, som det næsten var fristende at kaste sig i for at tage en lur.
Specielt et af rummene var indrettet som en blanding af loungestil med sofaer og et arbejdsområde med højt bord og høje stole. Bag det var der en del udstyr fra HP samt en repræsentant, som demonstrerede det.
Her kunne man se mange interessante modeller. Her fremviste de bl.a. en ekstra bred og buet skærm, som er et godt alternativ til at vise to skærmbilleder på. Der var også et par spil-PC’er og ikke mindst et virtual reality spil man kunne prøve. Absolut et interessant indslag.
De havde også opsat en krops-scanner. Vist nok den eneste i verden udenfor HP’s hovedkontor. Her kunne man få taget en kropsscanning og få dataene tilsendt via email, så man kunne bruge disse til at lave en 3D figur af sig selv eller bruge sine vitale mål til andre ting.
I samme område lå der også et specielt rum med ekstra meget lys. Det er tænkt til at kunne give dig et ekstra lys-boost – som tilsvarer at sidde udenfor i sollys. Sikkert fint, hvis man er lidt træt og trænger til at vågne lidt.
Her inde var der et højt bord og høje stole, så man kan sidde og arbejde.
Er man ikke så interesseret i stærkt lys, så er der også bagved dette område nogle kontorer, som kan aflukkes. Dette er fint, hvis man skal deltage i et telefonmøde og ikke har lyst til at dele indholdet af det med de andre i loungen. En fancy detalje her er at man kan vælge farve på lyset.
I samarbejde med træningskæden SATS er der bygget et lille træningscenter i loungen. Der var ingen som benyttede det da jeg var der og man skal vel have lang ventetid for at det skal være aktuelt at bruge. Der var flere basisapparater, hvilket helt sikkert er fint for de mest træningsivrige. Det er gratis at træne her og man kan bestille tid i SAS appen.
Så kunne man stå der og løbe men man ser ned på køerne ved check-in og sikkerhedskontrollen. Der var også håndklæder til rådighed.
Og uanset om man har trænet eller siddet en lang nat på et fly, så er det jo perfekt at have adgang til at tage et bad. Denne mulighed finde ikke en gang i SAS loungerne på udlandsafdelingen i Oslo.
Et andet tilbud i loungen er at få massage. Nu var den afdeling i brug da jeg var der, så derfor fik jeg ikke andet billede af den end dette:
Massage kan også bestilles i SAS appen. Denne tjeneste koster dog penge. Fra 280 norske kroner for en 15 minutters massage til 920 kroner for en hel time.
Mad og drikke
Der er opsat et flot buffetområde med mange gode detaljer. Ved mit besøg – som var ved frokosttid – så var det mest salat i forskellige udformninger på buffetten. Derudover var der en suppe med focaccia, brød, smør og ost.
Der var dispensere til både vand og øl. Der var også flaskeøl og vin tilgængelig. Her var ligeledes kaffemaskiner og så var der fire typer the med tilhørende beholdere, som kan lægges i koppen. Så ingen kedelige teposer her.
Desuden var der chips og kiks til dem som måtte ønske det. Alt i alt et fint udvalg, men jeg håber de kommer til at byde på andet end rene vegetariske salater i fremtiden. Men uanset er det jo en stor forbedring i forhold til den gamle indenrigslounge.
Opsummering:
Fordele:
+ Mange klare forbedringer i forhold til den gamle indenrigslounge
+ God variation af siddegrupper
+ Centralt placeret i lufthavnen – lige efter sikkerhedskontrollen
+ Spa og træningscenter samt bademulighed
Ulemper:
– Ingen udsigt til flyene
– Lidt upraktisk at måtte bestille tid for at træne
– Lidt sent at åbne kl. 06.00
Læs også: I går åbnede den nye SAS lounge i Oslo