Test: Lufthansa Business Class til og fra Seattle

Lufthansa har nu installeret nye sæder på Business Class i samtlige af deres langdistancemaskiner. Jeg er en stor fan af Boeing 747, og forsøger at flyve denne flytype hos forskellige selskaber, hvis det lader sig gøre. Denne gang skulle vi på herretur til USA og en ny destination; Seattle stod på programmet. Kun 20 sæder på Upper Deck bør lægge et grundlag for en behagelig rejseoplevelse.

Hvordan klarer Lufthansa’s Business-produkt sig mod vennerne i Star Alliance som SAS og United Airlines?

Udrejse med LH 490 Frankfurt-Seattle

Check-in
Når man har en gennemgående billet fra Oslo behøver man ikke at checke ind igen i Frankfurt. Da jeg har EuroBonus Diamond-status hos SAS kommer jeg også ind i Lufthansa’s Senator-lounger. (Der har alle med guldkort eller højere i et Star Alliance selskab adgang). Når vi kommer ind i loungen i A-fingeren omkring kl. 08.30 så er der mange folk i loungen. Selv med et solidt antal siddepladser, må vi langt bagud for at finde to ledige pladser til os. WiFi-forbindelsen i Senator-loungen er på niveau med det man finder i andre lounger, med andre ord relativt ustabil. Omtrent 45 minutter før planlagt afgangstid for LH490 til Seattle går vi mod gaten. Heldigvis står vores maskine, D-ABVW, en Boeing 747-400 maskin, på en Z-gate ikke langt fra loungen. Dermed bliver gåturen ikke alt for lang. D-ABVW bærer navnet “Wolfsburg” og blev leveret til Lufthansa den 13. marts 1999. Maskinen er dermed i overkanten af 17 år og har godt med rutine.

Ombordstigning
Her kan jeg – med det samme – afsløre, at Lufthansa har et stort forbedringspotentiale. Med 67 sæder i Business Class og en række passagerer med status, bliver køen for prioriteret ombordstigning lige lovlig lang. Problemet med Frankfurt er man bliver stående som en lang slange ud fra gateområdet, noget som blokerer adgangen for dem som skal længere ud i terminalen. Fuldbooket maskine i samtlige klasser betyder også at det er relativt kaotisk i gaten. Heldigvis tager det ikke lang tid før de ansatte i gaten sætter gang i ombordstigning og vi går til venstre i gangbroen med skiltet til “Business Class”.

Besætningen er tydeligvis ikke helt klar til at tage imod os fordi dørene til maskinen er lukket. Dog gør det ingenting at beundre en klassiker som “Queen Of The Skies” fra ydersiden. Den eneste ulempe er at der er 27 grader i Frankfurt med endnu højere temperatur i gangbroen. Efter kort tid slipper vi om bord og jeg mærker at gåsehuden rejser sig når vi tager trinene op ad trappen. Dette er sjovt! En hyggelig mandlig kabineansat og en lige så hyggelig kvindelig ønsker os velkommen på Upper Deck.

Flyrejsen
Det føles godt at dumpe ned i sæde 83K inden turen til Seattle. Den kabineansatte, som er ansvarlig for at tage hånd om os i den forreste del af Upper Deck kommer hurtigt og tager vores jakker. Særdeles god service fra start synes både rejsefølget og jeg. Stemningen bliver ikke værre når hun lige efter kommer med velkomstdrikke. Vi starter med mousserende vin, dog lidt synd at der ikke serveres champagne her.

Godt plassert i sete 83 K.

Sekt slår aldri feil.

Et par minutter før planlagt afgangstid kommer kaptejnen på højttalerne for at informere om dagens flyvetid på 9 timer og 50 minutter. En anden 747 letter mod Washington før vi kan pushe ud fra gaten. Lufthansa har detaljene på stell.

Selv om der er nogen kø før vi kan lette, så er vi oppe i luften omkring en halv times tid efter planlagt afgangstid. Take-off med 747 er noget af det bedste man kan opleve, hvis du spørger mig. Mens man i en Airbus 380 undrer sig over om man stadig er på jorden eller ikke, er der langt mere kraft i Boeing 747.

Lufthansa’s nye sæder er flotte. Sæderne kan lægges helt flade og er overraskende gode i oprejst positon. I oprejst positon vil jeg sige at sædet slår både SAS og United’s sæder i Business Class. Jeg mener dog at sædet bliver lidt vel intimt, hvis man havner ved siden af en man ikke kender. Da vil SAS’ sæde give en langt mere privat oplevelse.

D-ABVW kommer op på marchhøjde og kabinepersonalet sætter gang i “showet”. Som vanlig kommer der først hot towels.

Varme kluter.

Derefter er det endelig tid til et glas champagne. På vores flyvning serveres der champagne i form af Jaquart, et ukendt bekendtskab for mig. Men den smager overraskende godt. Siden vækkeuret stod på kl. 04.20 denne morgen, så bliver det Cola som tilbehør sammen med nødderne.

Champis, Cola og nøtter.

Til forretten vælger jeg kødalternativet som består af lufttørret skinke kombineret med parmesanost og ruccula. Stewardessen kommer også rundt med en stor brødkurv, som man kan vælge frit fra. Rejsefølget går for alternativet med laks og kartoffelsalat. Mens jeg er nogenlunde fornøjet med min forret, så mener rejsefølget at laksen er noget på den tørre side.

Min forrett.

Reisefølget sin forrett.

Som hovedret vælger vi begge bøffen, sammen med stegte kartofler og grønkål. Selve præsentationen af retten er ikke i topklasse. Men både rejsefølget og jeg var enige om at smagen absolut er af god kvalitet. Jeg lander på en terningkast 5 for denne ret. Salaten ved siden af var helt gennemsnitlig, dressingen trækker ned.

Hovedrett LH 490.

“Vores” stewardesse er hele tiden på vagt. Det bliver til hyppige opfyldninger af drikkevarer, og ikke mindst anbefaler hun en ypperlig Malbech rødvin til hovedretten.

Lufthansa leverer strålende service så langt på turen. Derudover er hun effektiv med at rydde af, så vi kan gå igang med næste ret når det passer.

Til desserten vælger rejsefølget ostetallerken og frugt, mens jeg vælger frugt og bavarisk budding. Den smager industrialiseret og imponerer ikke. Derudover får vi de berømte Lufthansa chokolader. Rejsefølget mener at ostetallerkenen er mere end godkendt.

Stewardessen kommer rundt med et bredt udvalg af kiks til osten.

Mitt utvalg av dessert,

Reisefølget sitt utvalg av dessert.

Når vi er færdige med desserten, er det på tide at udforske flyet. Jeg knipser et billede af den meget omtalte trappe til Upper Deck.

De magiske trappene til Upper Deck.

Spadsereturen afslører at maskinen er fuldbooket i Economy og Premium Economy, mens der er et par pladser ledige –  både nede i Business Class og på Upper Deck. En lille advarsel til de som skal rejse med Boeing 747 hos Lufthansa. På nederste dæk har de en 2-3-2 konfiguration i Business Class, noget jeg vil anbefale alle og enhver at undgå. Et midtersæde der og du har opskriften på en ukomfortabel tur.

Når vi kommer op igen til vores sæder, så bliver det tid til lidt snak før vi kunne tænke os lidt snacks. Den meget hyggelige mandlige kabineansatte, forklarer at de ikke har nogen snacks tilgængelige, men at vi kan få en ostetallerken hver. Hvem kan takke nej til sådan et tilbud? Ikke os ihvertfald.

Ostefat som snacks.

Efter at ostetallerkenen gled ned, så var det tid for at lægge sædet helt fladt og få sig et par timers søvn. Selv om sæderne er de aller bredeste på markedet går det problemfrit at sove for mit vedkommende. Besætningen kommer jævnlig rundt med drikke til os på Upper Deck. De har også en runde, hvor der serveres en række snacks i form af chips og småretter.

Med nogen gode timer på puden vågner jeg op cirka halvanden time før vi skal lande i Seattle. Stewardessen sætter gang i serveringen ikke længe efter jeg vågner, og hvad er mere naturligt end champagne og Cola nok en gang?

Kombinasjonen champagne og Cola på nytt.

Maden som måltid 2 består af er en fiskegryde med en tilhørende salat. Jeg kommer næppe til at huske hverken fiskegryden eller salaten for smagen, men det er et helt okay måltid.

Servering før landing i Seattle.

Måltidet afsluttes med opfyldning af champagne og kage.

Dessert før landing i Seattle.

Vi slår nok en gang en snak af med stewardessen, som ser frem til et 2 dages ophold i Seattle. Hun glæder sig til at ønske os velkommen om bord igen på søndagens retur-flyvning, og vi kan ikke andet end at glæde os.

Det ryster noget da vi nærmer os Seattle, men kaptajnen sætter maskinen silkeblødt på landingsbanen. Vi lander en halv time efter planlagt rutetid, som er fint nok da det gav os mere tid på Upper Deck. Uheldigvis lander vi samtidig med et fly fra Korean Air, noget som giver en halv times ekstra ventetid i immigrationen.

Returen med LH 491 Seattle-Frankfurt
Efter godt 50 timer i Seattle er det tid for returen til Norge. Akkurat som da vi tog ind til Seattle, så tager vi “Light Rail” ud til lufthavnen, og her er der minimalt med folk klokken 11.00 en søndag formiddag. Prisen er også rimelig med 3 dollar pr. hoved. Bemærk, at der er et par hundrede meter at gå fra stationen til selve terminalen, men gangafstanden er overkommelig for de fleste.

Check-in
Lufthansa har sine egne check-in skranker for passagerer i Business- og First Class. Lufthansas Boeing 747-400 maskine har imidlertid ikke First-sæder ombord længere (før var disse sæder placeret på Upper Deck). Vi vinkes frem til First-skranken da Business-skranken er optaget af andre passagerer. Damen bag skranken ser mærkeligt på os når vi siger at vi kun har håndbagage med. Hun udskriver boardingkort uden protester og vi takker for hjælpen. Passagererne i Business Class hos Lufthansa har adgang til Premium Lane i sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Dog hjælper det ikke meget med Premium Lane når kontrollørene fra TSA bruger evigheder på at sluse os igennom. Det tager næsten 40 (!) minutter før vi kan sætte kursen mod toget som skal tage os til den rigtige terminal.

Ombordstigning
Lufthansa har ikke sin egen lounge i denne lufthavn. Oplevelsen af loungen kommer i senere test her på FinalCall.travel. Loungen som benyttes hedder Club International Seattle og mange af flyselskaberne som opererer ud fra Seattle har aftale med denne.

Når det kommer til selve ombordstigningen er den – igen – af den kaotiske slags. Ombordstigning bliver først udsat i 10 minutter fordi besætningen ikke er klar. En række partysvenskere står i køen for prioritert boarding, og vi frygter 9 timer i selskab med partysvenskerne på Upper Deck. Heldigvis viser det sig at de skal sidde fremme i næsen og vi sukker et lettelsens suk. Det føles ikke forkert at komme ombord igen hos Lufthansa, specielt når besætningen genkender dig fra udrejsen. Maskinen er D-ABVU, en Boeing 747-400 som blev leveret til Lufthansa den 21. december 1998. Purser ønsker velkommen i døren på nederste etage, og minsandten om det ikke er favorit-stewardessen og stewarden, som regerer på Upper Deck denne gang også.

Flyturen
Rejsefølget og undertegnede dumper nu ned i sæderne 82 A og C. Hvis du skal flyve med Boeing 747-400 hos Lufthansa, kan jeg trygt anbefale række 82 eller 83. Første række er ukurrant fordi det giver umiddelbar nærhed til toilettet. Man bør heller ikke sidde langt bagud på Upper Deck da det medfører støj fra galley.

Vi er nu relativt godt marinerede efter en del glas champagne i loungen. Men man siger ikke nej når vores favorit-stewardesse kommer med tilbud om sekt.

Musserende vin LH 491.

På denne tur er der overraskende nok en 5-6 ledige pladser på Upper Deck. Purser melder om “boarding completed”, og kaptajnen kommer på højttalerne for at meddele om en flyvetid til Frankfurt på 8 timer og 40 minutter. Vi bliver lidt skuffede over den korte flyvetid som annonceres, men så må hvert sekund bare nydes ombord. Favoritstewardessen gør sit yderste til at vi skal trives ombord. Mens hun samler glassene fra resten af passagererne på Business Class, så får vi lov til at sidde med glassene i hænderne. Sekt, 744 og Upper Deck. Kan det blive meget bedre?

Det bliver lidt turbulent ud fra Seattle før kaptajnen slukker skiltet med sædebæltet og serveringen kan starte. Først hot towels.

Hvite kluter LH 491.

Dagens menu for turen til Frankfurt ser sådan ud. Selv om udvalget ikke ser så stort ud, så ved Lufthansa hvad de laver når det kommer til mad på langdistance. Catering på flyvninger fra USA til Europa kan være af varierende kvalitet til tider, men den var af god kvalitet på denne flyvning.

Meny.

Hovedretter LH 491.

Denne rødvin kan anbefales at drikke i luften. Favorit-stewardessen introducerede den for os på flyvningen til Seattle, og tilfredsheden var stor da vi så at den igen var på menyen på returen.

Rødvin LH 490.

 

Hvitvin LH 491.

 

Mer av menyen LH 491.

Forretter LH 491.

Utvalg av dessert LH 491.

Stewardessen kendte allerede til vores rutiner efter flyvningen til Seattle. Dermed kommer hun med champagne, vand og nødder til os. Nødderne er gode, men personlig synes jeg at SAS’ nødder er endnu bedre. Lufthansa’s giver et “billigere” æstetisk præg, mens smagen er stort set den samme.

Champagne og nøtter LH 491.

Hils på vores gode ven Jacquart. Underligt nok står der en anden champagne i menuen, mens det er Jacquart som serveres. Fordelen med denne champagne er at den holder længe på boblerne og at den hverken er for sød eller syrlig. Der findes dog bedre champagner i luften, men Jacquart havner alligevel i “godkent”-kategorien.

Vår venn Jacquart.

Stewardessen er hurtig til at betjene os i den forreste del af Upper Deck-kabinen. Til forret frister det med “Ahi Sashimi”. Tunfisken er tæt på perfekt når det kommer til konsistens og smag. Salaten under tunfisken er ikke lige så god, men dette er en af de bedre forretter jeg har spist ombord på et fly. Personalet kommer med gentagne forespørgsler om opfyldning af brød hvis vi ønsker dette.

Forrett LH 491.

Til hovedretten falder valget på “Beef Short Rib” som du kan se. Akkurat som på udrejsen er præsentationen af måltidet ikke den bedste i klassen. Man skal ikke lade sig narre af udseendet, da kødet både var saftig og mørt. Rejsekammeraten og jeg er begge overraskede over den gode kvaliteten på kødet. Det er tilbehøret som trækker helhedsindtrykket ned, med gulerødder som er bløde og kålen som kunne have haft en bedre konsistens.

Hovedrett LH 491.

Vi er mætte på nuværende tidspunkt, men den bedste del af måltidet mangler. Nemlig dessert! Denne gang går jeg løs på ostefadet og chokoladeis. Rejsefølget er ostespecialisten af os, og han mener at ostefadet er bedre end på udrejsen. Isen fra Häagen-Daz er helt okay uden den store smak.

Dessert LH 491.

Helt til slut kommer den mandlige kabineansatte på Upper Deck rundt med den bedste godbid, nemlig chokolade. Denne gang serveres der sjokolade fra Lindt med en variant af mørk chokolade. Perfekt afslutning! Læg mærke til bevægelserne i glasset, her er der god turbulens i luftrummet over USA.

Dessert del 2, LH 491.

Igen er favoritt-stewardessen hurtigt på pletten med at rydde op, samt tilbyde os et glas champagne som vi kan sove på. Jeg tager mine Bose QC 25 hovedtelefoner frem, fisker øjenmasken frem og kører sædet helt ned så det ligger fladt. Selv om turbulensen ryster os godt i 34.000 fods højde, så falder jeg i søvn kort tid efter.  Det bliver til hele 5 timer på puden uden at jeg vågner en eneste gang.

Før afgang fra Seattle spørger kabinepersonalet om man ønsker at blive vækket til morgenmad eller ikke. Jeg synes det er positivt at man her gør individuelle tilpasninger, enkelte selskaber vækker jo hele kabinen med kraftig belysning to timer før landing. Lufthansa beholder en dæmpet belysning når morgenmaden serveres. Rejsefølget og jeg ville gerne have morgenmad. Heldigvis vågner jeg af mig selv nogen minutter før den hvide dug igen indtager bordet.

Lufthansa’s morgenmad kommer i to dele. Først starter de med brød, frugt og pålæg til brødet. Her serveres vi en skål med skinke og diverse oste. Stewardessen siger at vi mere end gerne må tage flere brødsorter.

Frokosten om bord LH 491.

Friskpresset appelsinjuice er aldrig dårligt at vågne op til.

Juice og vann til frokosten.

Rejsefølget begynder at mærke at rejsen snart nærmer sig sin slutning. Han trøster sig med et glas champagne, noget personalet gladeligt serverer. Før serveringen er ovre kommer hun endda og tilbyder en ekstra opfyldning.

Reisefølget kjører champagne.

Anden del af morgenmaden består af en lille varm ret. På vores flyvning bød Lufthansa på omelett, stegt tomat, spinat og kartofler. Sammen med udvalget af pålæg giver dette en mættende start på dagen. De kunne dog godt servere både den kolde og varme del samtidigt efter min mening.

Varm del av frokost, LH 491.

Med en alt for kort flyvetid lander D-ABVU i Frankfurt omtrent 25 minutter før planlagt rutetid. Vi hilser på én af Lufthansa’s Airbus 380 aka “Hvalen” på vejen ind til gaten. Når det er klart til at forlade maskinen, bliver det til håndtryk fra “vores” stewardesse på Upper Deck og til slut Fru Purser som ønsker os hjertelig velkommen tilbage til Lufthansa. Dette bliver ikke sidste tur med Lufthansa på langdistance, for dette er virkeligt opskriften på en god serviceopplevelse fra start til slut.

Hvalen ønsker oss velkommen til Frankfurt.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here