FinalCall.travels udsendte har været en tur i Aalborg. Det har bl.a. resulteret i en anmeldelse af First Hotel Slotshotellet.
Min booking
Jeg har boet på dette hotel flere gange i løbet af de sidste 25 år, men denne gang var det blevet nogle år siden sidst. Hotellet er blevet renoveret siden sidst jeg var her og der var ingen kendte ansigter at se blandt personalet. Jeg bestilte et værelse via en aftale vi har på jobbet. Prisen var på noget under en tusindlap, hvilket var helt acceptabelt.
Førstehåndsintryk
Hotellet ligger centralt på Aalborgs havnefront med kort afstand til både shopping-gader og den berømte/berygtede Jomfru Ane gade, hvor meget af byens natteliv foregår.
Som et af meget få hoteller jeg kender til, så har de gratis parkering lige udenfor hovedindgangen og på en ekstra parkeringspldss på bagsiden. Det er virkeligt en god start på opholdet.
Vel indenfor dørene har man morgenmadssalen til højre og receptionen til venstre.
Receptionen har også et lille barudsalg, hvis nogen af gæsterne skulle ønske sig lidt at drikke. Der er også en helt ok siddegruppe lige overfor receptionen.
Siden ingen af værelserne har minibar, så er der også et lille udsalg af sodavand, snacks og varme drikke i receptionen.
Indtjekningen gik smertefrit og jeg tog mig friheden til at spørge receptionisten om de ikke havde lyst til at give mig et superior rum i stedet – og det fik jeg endda uden tillæg i prisen. Meget hyggelig og en god start.
Mit værelse lå to etager oppe og her har man valget mellem elevator eller trapper. Gangene oppe på etagerne var også blevet renoveret siden mit sidste besøg og var virkeligt fine og friske.
Mit værelse
Værelset er ikke særligt stort, men det indeholder alligevel det du har brug for. Sengen tager meget plads på værelset, men det er jo også det vigtigste som er der. Og jeg sætter pris på en god seng når jeg bor på hotel. Ja, det er faktisk det vigtigste for mig.
Ved siden af sengen var der både telefon og stikkontakter til at oplade de elektroniske følgesvende med, mens man sover. Noget som er vigtigt for mange af os. Under vinduet var der en lille siddegruppe med to gode stole og et bord. Stolene var meget gode at sidde i, så jeg flyttede en af dem hen til skrivebordet, da jeg havde behov for at arbejde lidt med min laptop.
Værelset havde et fint fladskærms-tv, hvor der var en del kanaler at vælge imellem. Elkedel og kaffe/te var også til fri afbenyttelse. Selvfølgelig havde hotellet også gratis trådløst internet, som holdt en god hastighed.
På væggen i indgangspartiet er der knager til at hænge jakker osv, og i skabet ved siden af TV’et var der et strygebræt. Strygejernet hænger i den hvide pose på væggen.
Badet virkede også helt nyt og var rent og pænt.
Jeg sov meget godt og sengen var helt super. Dejlig at vågne op med super udsigt ud over Limfjorden.
Restaurant/Bar/Morgenmad
Aalborg er jo kendt for at have mange gode restauranter, så hotellet tilbyder ikke andet end morgenmad. Serveringen foregår i spisesalen som ligger i lobbyen og den har et virkeligt fint udvalg, og er typisk dansk med friske rundstykker, wienerbrød samt æg og bacon. Men jeg må sige jeg savner hotellets tidligere direktør, Niels Voss-Hansen som nu er pensioneret. Han gik alltid rundt i morgenmadssalen med et stort smil og ønskede alle god morgen og delte rundhåndet ud af Gammel Dansk gratis til dem som måtte ønske det. Men nu var det nok nye tider.
Siddegrupperne i morgenmadssalen er dog under al kritik. De var ganske enkelt meget ukomfortable. Fint at det sikkert skal se fancy ud, men komfort bør altså tælle lidt mere end udseendet.
Andre faciliteter på hotellet
Hotellet har også en lille konferenceafdeling bestående af 3 konferencerum med plads til op til 50 personer.
Hotellet har også et fitnessrum, som jeg desværre ikke fik benyttet denne gang.
Afslutning
Der var ingen kø da jeg skulle checke ud, så det var hurtigt gjort. Og med bilen lige udenfor døren, var jeg hurtigt afsted.
Som medlem af hotelkædens bonusprogram First Member, fik jeg 1 point per krone jeg betalte for hotelrummet samt 500 EuroBonus-point. First Hotels er en af få hotelkæder som tilbyder point både til eget program og til EuroBonus.
Læs også: En guide til First Hotels bonusprogram First Member.
Her finder du alt du behøver, at vide for at få mest ud af dine ophold hos First Hotels.
Fordele:
+ God seng
+ Fin beliggenhed
+ Gratis parkering
+ Hyggeligt personale
+ At man både får First Member point og EuroBonus-point
Ulemper:
– Møblerne i morgenmadssalen
– Lidt små rum