Strejke i Københavns Lufthavn: Sikkerhedskontrollen lukket

Sådan så køen ud kl. 8.30 til SAS Fast Track. Masser af frustrerede passagerer, som bliver ramt af den ulovlige strejke. Læserfoto

Det er noget af en udfordring at være passager i Københavns Lufthavn for tiden. I fredags var det bagagefolkene hos Menzies, som gik fra jobbet og her onsdag morgen har medarbejderne i sikkerhedskontrollen ulovligt nedlagt arbejdet.

Opdatering kl. 10.15:
Nu genoptages arbejdet. Det forventes at 16 sluser er åbne kl. 11.00

Opdatering kl. 9.50:
Iflg. TV2 er der nu 6 spor åbne i sikkerhedskontrollen – mod normalt 16

Lige nu kommer ingen passagerer igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn og kan se frem til forsinkelser eller at miste deres flyafgang.

Iflg. TV2, så oplyser Vagtfunktionærernes Fagforening, at lufthavnsvagterne har nedlagt arbejdet fordi de er utilfredse med at 12 ansatte er blevet fyret. De påstår at det er sket på usagligt grundlag. Derfor har de valgt at nedlægge arbejdet og dermed tage passagerer og flyselskaber, som gidsler i deres konflikt med arbejdsgiveren.

Kenni Leth, som er pressechef i lufthavnen siger at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig og at passagererne må forvente store forsinkelser.

Det vides p.t. ikke hvor længe den ulovlige arbejdsnedlæggelse vil være og hvor stor indflydelse det vil få på flyafgangene. Men p.t. er der meget lang kø før sikkerhedskontrollen.

Om flyselskaberne vælger at forsinke visse afgange for at få flere passagerer med vides endnu ikke. Enkelte afgange er opgivet som “mere information kl…..”, hvilket kan tyde på at det måske kan være tilfældet. Følg dog selv med på skærmene, hvis du skal rejse i dag.

SAS meddeler dog at de har lukket for check in af bagage for at undgå at bagage kommer ombord på flyene uden deres ejermand.

I skrivende stund er der stadig ingen information på Københavns Lufthavns hjemmeside (kl. 08.20), hvor ventetiden stadig er opgivet til mellem 9 og 23 minutter. Passagerer, som skal rejse her til formiddags skal dog ikke forvente at de oplysninger stemmer. P.t. er der meget lange køer, som strækker sig lang udenfor sikkerhedskontrollens område.

Anden arbejdsnedlæggelse i Københavns Lufthavn på en uge

I fredags var det bagagemedarbejderne i handlingselskabet Menzies, som uden varsel gik fra jobbet, hvilket resulterede i et stort bagagekaos, hvor mange passagerer kom afsted uden bagagen ligesom ankommende passagerer ikke fik deres udleveret.

Selv mandag aften var der stadig store mængder bagage, som stod frit fremme i lufthavnen da FinalCall.travel var forbi.

Det er altså noget af en udfordring at være passager i lufthavnen for tiden når man ikke kan regne med om medarbejderne passer deres jobs. Risikoen for at blive taget som gidsel i en arbejdskonflikt er stor.

Selv mandag aften var der store mængder bagage, som stod frit fremme i CPH – efter fredagens strejke blandt Menzies bagagemedarbejdere. Foto: FinalCall.travel

Følg også FinalCall.travel på Facebook, så går du ikke glip af de vigtigste nyheder

Husk at du kan blive medlem af vores lukkede Facebook-gruppe for alle, som rejser mere end gennemsnittet. Svar blot på de tre spørgsmål vi stiller dig ved tilmelding. Tilmeld dig Frequent Traveler Danmark her.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here