Store ændringer i EuroBonus Conscious traveler

SAS EuroBonus har lige annonceret store ændringer i Conscious traveler fra 1. juni. Nu er det reelt kun bæredygtige rejser og velgørenhed, der giver trin til at få 5.000 niveau point og 5.000 bonus point.

Det var noget af en ændring i EuroBonus, da SAS for 2½ år siden indførte Conscious Traveler. Der kunne man lige pludselig optjene point i EuroBonus ved eksempelvis at se en kort video om bæredygtighed, købe bæredygtig flybrændstof til rejsen eller købe vaskepulver i EuroBonus shoppen. Men fra 1. juni ændres programmet.

Sådan bliver du Conscious Traveler

Overordnet skal du stadig have 10 trin i løbet af et kalenderår for at blive belønnet med 5.000 niveau point og 5.000 bonus point. Det får man nemlig, når man i tilstrækkeligt omfang rejser miljørigtigt eller har et godt hjerte. Og får betegnelsen “Conscious Traveler”

Du kan stadig få et trin på stigen ved at:

  • Se en videofilm (men det giver kun et trin – uanset hvor mange gange du ser filmen).
  • Køber bæredygtigt flybrændstof til din rejse med SAS (men du kan kun optjene et trin for udrejsen og et trin på hjemrejsen – så selv om du har mellemlandinger, hjælper det dig ikke.
  • Donerer 5.000 bonuspoint til velgørenhed.

De nye tiltag er:

  • Du får et trin, når du fravælger måltidet på din flyrejser
  • Du får et trin ved at leje en el-bil (men ikke på hybrid biler)

Til gengæld er det slut med at få point for at købe bæredygtige produkter i EuroBonus shoppen.

Tidligere kunne du optjene trin til at blive Conscious traveler ved at købe bæredygtige produkter i EuroBonus shoppen, som eksempelvis vaskepulver (de var i små ark) eller uldbolde til tørretumbleren.

Det er måske forståeligt nok, at vi ikke længere optjener trin ved at handle i EuroBonus shoppen. For hvor meget bæredygtig rejser er der i grunden over de produkter? Og realiteten var også, at vi ved blot at købe vaskepulver for 700 kroner kunne opnå betegnelsen som Conscious Traveler. Og få de 5.000 niveau point og 5.000 bonus point. Og det selvom vi ikke havde sat benene på en SAS flyver i et helt år.

Bæredygtigt Brændstof

Hvis du rejser på billetter, hvor du kan tilkøbe bæredygtigt brændstof (også kaldet SAF, Sustainable Aviation Fuel), kan du stadig komme op på de 10 trin for få penge. SAF sælges i “blokke”, som svarer til 20 minutters flyvning. Du skal bare købe én blok for 70 kroner – så har du optjent et trin. Er i flere i samme reservation, får alle i reservationen godskrevet et trin til Conscious Traveler, når du bare køber én blok.

Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan købe bæredygtigt brændstof til alle SAS billetter. Eksempelvis kan jeg ikke købe brændstoffet til rejser på mit TravelPass.

Nejtak til maden ombord

Hvis du mindst 24 timer før afrejsen fravælger maden, kan du også optjene et trin til at blive Conscious Traveler. Der kan dog højst optjenes tre trin inden for et kalender år.

Eksempel på en aftenservering på en SAS Business Class rejse inden for Europa

Lej en el-bil

Også når du lejer en el-bil gennem SAS, kan du optjene et skridt til at blive Conscious Traveler. Det ses i øverste højre hjørne på billedet neden under. Bilen skal lejes for mindst to dage.

Jeg har flere gange oplevet, at jeg i danske lufthavne ikke kan leje el-biler.

Bliver det en success?

Umiddelbart virker det rimeligt, at man kun kan blive Conscious Traveler ved at rejse miljørigtigt. Derfor skal vi heller ikke brokke os over, at køb af produkter i EuroBonus shoppen er faldet ud. Men hvis disse ændringer skal blive en succes, så skal det også være muligt at rejse miljø-rigtigt. Så skal det være muligt at købe bæredygtigt brændstof til alle billetter – og det skal også være muligt at leje el-biler hos de udlejningsfirmaer, der er partner i EuroBonus.

Du kan læse alle deltaljerne på SAS’ hjemmeside

2 KOMMENTARER

  1. Det største problem for Conscious Traveler er nok hvad man får ud af det. Jeg har været Conscious Traveler et par gange, men har aldrig set nogen fordele ved det (har ikke brug for de 5.000 niveau/bonus point).

    • Helt enig: Hvis du ikke har brug for de 5.000 niveau point og de 5.000 bonus point, så får du jo ikke noget ud af det.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here