Københavns Lufthavn kan gøre status over 2025 efter regnskabet nu er offentliggjort. 170 kroner fra hver passager går direkte til lufthavnen.
Den samlede omsætning var på 5,5 milliarder kroner i 2025. Med 32,4 millioner passagerer, svarer det til, at hver passager bidrog med 170 kroner til lufthavnens omsætning. Dette gennemsnit dækker over de godt 60% af omsætningen, der kommer direkte fra flytrafikken. Men i de 170 kroner indgår også de knap 40% af omsætningen, som kommer fra blandt andet butikkerne i shoppingcenteret, parkering og udlejning af bygninger og lokaler.
Det samlede overskud blev godt 1,6 milliarder kroner før skat (eller omkring 50 kroner pr. passager). Dermed er bundlinjen 21% højere end 2024.
Det fine resultat skyldes en stor stigning i antallet af passagerer. Men det er til dels også sket på bekostning af en øget trængsels. Køerne ved sikkerhedskontrollen føles somme tider lange. Og gangen mellem B-fingeren og paskontrollen kan være lige så tæt pakket, som Magasin en søndag i december.
Det må lufthavnen naturligvis gøre noget ved. Den stigende efterspørgsel på flyrejser til og fra Københavns Lufthavn kræver mere kapacitet i fremtiden. Derfor investerer lufthavnen i at udvikle arealer og faciliteter, så infrastrukturen følger behovet for udvikling.
Ny stor tilbygning
Den nye tilbygning ligger mellem lufthavnens B- og C-gates. Den bliver i 7 etager (heraf 2 kælder etager) og vil i alt være på 60.000 kvadratmeter. De 13.000 kvadratmeter vil være butiks- og opholdsområde. Det resterende areal skal bl.a. bruges til kontorer, teknik og bagagehåndtering.
Første etape forventes klar i 2027, mens hele projektet afsluttes i 2028/29. Den samlede investering bliver omkring 5 mia. kr. og skal være med til at give lufthavnen kapacitet til at håndtere 40 mio. passagerer om året.
Den nye tilbygning skal have en “Common Use Lounge” på godt 800 kvadratmeter. Dertil kommer, at SAS også åbner en stor lounge på 4. sal i tilbygningen.
”Det er afgørende, at vi kan imødekomme efterspørgslen i fremtiden og sikre en god oplevelse for passagererne i lufthavnen. Vi arbejder blandt andet på at indrette nye standpladser, hvor flyene kan parkere, og vi er i fuld gang med at udvide Terminal 3, som er et af de mest omfattende byggeprojekter i lufthavnens historie“, siger Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn.
Andre nyheder fra 2025
Vi kan i punktform nævne en række andre nyheder og milepæle, der blev opnået i 2025:
- Lufthavnen kunne fejre sin 100 års fødselsdag
- Det højeste antal rejsende i lufthavnens historie blev opnået (32,4 millioner)
- Den danske stat overtog den kontrollerende del af aktierne i Københavns Lufthavne A/S og ejer nu 99.6% af aktierne
- Flyselskaberne åbnede 47 nye ruter fra København. 12 af disse var langdistance ruter. Lufthavnen havde i årets løb 367 ruter med direkte forbindelse til 191 forskellige destinationer verden over.
- Fem nye flyselskaber åbnede ruter fra lufthavnen, så i alt 63 selskaber fløj til og fra København.
- SAS, Norwegian og Ryanair er de største flyselskaber i lufthavnen. 62% af alle passagerer fløj med de 3 selskaber.
- De første nye 3D-scannere blev indviet i sikkerhedskontrollen. De nye scannere giver passagererne mulighed for at lade elektronik blive i håndbagagen og beholde ur, sko og bælte på. Teknologien gør de nye sikkerhedsspor hurtigere og betyder, at lufthavnen kan håndtere det stigende antal passagerer. Den ny sikkerhedskontrol, der udelukkende består af 3D-scannere, står klar til sommer.
Lufthavnens klimamål
Københavns Lufthavn har et mål om senest i 2030 at have reduceret udledningerne fra egen drift med mindst 90 procent i forhold til 2019-niveauet. Resten bliver kompenseret gennem anerkendte klimakreditter for at blive CO2 neutral.
En stor del af lufthavnens køretøjer og grej er elektrificeret, og den 1. juli 2025 overgik lufthavnen til at bruge HVO biodiesel, der har en klimapåvirkning, som er op til 90 procent lavere end fossil diesel. Derudover bliver lufthavnens elforbrug dækket af vedvarende energi fra danske havvindmøller i Vesterhavet.
”Jeg er overbevist om, at vi når vores 2030-klimamål. Men den største udfordring for branchen er flyenes udledning, som kun kan reduceres ved at bruge fossilfri flybrændstoffer.” siger Christian Poulsen.
Forventninger til 2026
I år forventer Københavns Lufthavn en fortsat vækst i antallet af passagerer, som vil føre til højere omsætning. Forventningen er et passagertal på omkring 35,5 millioner og en vækst i omsætningen på 7 procent.
Hvis passagertallet når op omkring 35,5 millioner forventes det, at resultat før skat for 2026 lander mellem 1,75 og 1,90 milliarder kr. eksklusive ekstraordinære indtægter.
Der er dog usikkerhed omkring forventningerne på grund af geopolitiske og makroøkonomiske forhold, der potentielt set kan påvirke rejselysten og dermed de finansielle forventninger negativt.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn.








