Københavns Lufthavn blev 2. december 2024 informeret om, at der er blevet indgået en politisk aftale om, at den danske stat kan erhverve aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S.
”I Københavns Lufthavn har vi ambitioner for vores virksomhed og for den grønne omstilling af luftfarten. Jeg har noteret mig, at aftaleparterne er enige om, at Danmark også i fremtiden skal have en stærk international lufthavn, der bidrager væsentligt til Danmarks tilgængelighed og til omstillingen af vores branche. Det er positivt for dansk infrastruktur, når lufthavnens ejer understøtter dette behov”, siger Christian Poulsen, CEO, Københavns Lufthavn.
Københavns Lufthavns bestyrelsesformand, Lars Nørby Johansen, udtaler:
“Det er vigtigt for Københavns Lufthavn, at der er ro omkring ejerskabet med en ansvarlig og langsigtet ejer. Det fremtidssikrer lufthavnen og giver gode rammer for lufthavnen som central infrastruktur, der samtidig bidrager til dansk økonomi, dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser”.