Star Alliance dilemma med et højere statusniveau

Foto: Jim Coley / Star Alliance

I går kunne vi fortælle, at Star Alliance overvejer at indføre et eller flere statusniveauer, som er højere end Guld. Men det kan være en større udfordring end det umiddelbart lyder til.

Alliancerne i luftfarten står ikke når så stærkt som de gjorde for bare få år siden. De enkelte flyselskaber har i dag langt mere fokus på deres egne kunder end at stå sammen i en stærk alliance. Det har vi set masser af eksempler på.

Flyselskaberne har alle højere niveauer

Vi har set mange eksempler på at flyselskaber nedprioriterer deres partnere i alliancerne. I Star Alliance er det kommet til udtryk på flere områder.

For det første så har næsten alle flyselskaber idag et eller flere statusniveauer, som ligger et godt stykke over Guld-niveauet i Star Alliance.  Det er på den ene side en af årsagerne til at Star Alliance nu føler sig tvunget til at indføre et højere niveau for hele alliancen og på den anden side, så er det på samme tid en af udfordringerne ved at introducere et nyt niveau.

Flyselskaberne er i sagens natur mere interesserede i at kunderne flyver med dem fremfor en alliancepartner. På trods af at flyselskaberne i teorien står sammen i alliancen, så er de i hverdagen blodige konkurrenter.

Det ser man bl.a. ved at der laves flere og flere aftaler om f.eks. forbindelsesfly udenfor alliancen. Flyver du f.eks. med SAS til USA og skal videre indenrigs, så vil du ofte kunne opleve at du skal flyve videre med en partner, som ikke er United. Du kan endda ofte opleve at det er med American Airlines, som er med i OneWorld alliancen.

Flyver du med OneWorldmedlemmet Cathay Pacific ud af København, så har de samarbejde med SAS om forbindelsesfly – ligesom SAS har det med Cathay Pacific ud af Hong Kong.

Alle flyselskaberne holder sig til at give Guldmedlemmer fra andre selskaber et minimum af fordele. F.eks. skal guldmedlemmer betale for sædevalg hos Lufthansa, mens selskabets egne kunder med tilsvarende statusniveau i mange tilfælde ikke betaler for det.

I United Airlines nye Polaris lounger, så kræver det en international Business eller First Class billet for at få adgang. Helt sikkert et krav de har indført for bl.a. at slippe for at give adgang til alliancepartnere med Star Alliance status.

Hvordan kan et nyt statusniveau se ud?

En af de store udfordringer for Star Alliance bliver at inkludere fordele i et nyt statusniveau, som rent faktisk har en værdi for kunderne – og som de kan få flyselskaberne med på at betale. Men der er ikke mange fordele at tilføje uden at det koster flyselskaberne penge – noget det er tvivlsomt de er interesseret i at betale.

Kunder kan med rette frygte om der i virkeligheden ikke bliver tale om en devaluering af det nuværende Guld-niveau fremfor flere reelle fordele for dem som rejser rigtigt meget.

Hos SAS har vi set lidt samme problem. Forskellen mellem Guld- og Diamond-niveau er ganske begrænset. Der er ihvertfald ikke tale om at man – til trods for at det kræver dobbelt så mange point – får dobbelt så mange fordele. Det er ganske enkelt svært at komme op med flere fordele, som ikke koster alverden, uden at devaluere niveauet lavere.

I praksis vil der nok blive tale om at Star Alliance kan tilbyde højere prioritet ved ombooking og boarding, First Class check-in og måske sædevalg gratis. Sidstnævnte bliver det nok en udfordring at få flyselskaberne med på da det er en stor indtægtskilde for dem i dag. Alle disse ting er naturligvis fint, men i realiteten er det nok ikke nok til at kunderne reelt opfatter det som en fordel de kan bruge til alverden.

Teoretisk vil det måske også være en mulighed at tilbyde flere bonuspladser til kunder med høj status, men også her tvivler vi på at flyselskaberne vil acceptere det. De fleste flyselskaber har problemer nok med at have ledige pladser nok på bonusrejser til deres egne statuskunder og skal de åbne op for flere sæder, så koster det penge.

Problemet i dag er at der er alt for mange Star Alliance Guld-medlemmer, men det er svært at fjerne fordele fra kunder som allerede har fået dem og er vant til dem. Så mister man loyaliteten fra dem og åbner op for at de lige så godt kan flyve med andre alliancer.

Samtidigt, så findes der mange niveauer hos de enkelte flyselskaber, som ligger langt over Star Alliance Guld, hvor kunderne ikke får nogle ekstra fordele ud af at være loyale mod de øvrige selskaber i alliancen.

Så alt i alt lyder det meget godt at Star Alliance vil indføre et højere statusniveau. Det vil helt sikkert være fortjent for de mange kunder, som måske flyver både tre, fire og fem gange så meget som mange andre guldkunder. Men i realiteten, så er Star Alliance dilemma, at de nok får svært ved at komme op med nogle goder, som de kan få flyselskaberne til at betale for. Det efterlader dem med muligheden for enten at droppe det højere niveau eller skuffe en masse nuværende guldkunder ved at devaluere det eksisterende guldniveau.

Læs også: Star Alliance overvejere et højere statusniveau end Guld

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here